Verdens sidste blyavis

I den første uge af vores ferie kørte vi i cowboy- og indianerland fra Denver til Las Vegas. 

På en af de længste og varmeste køreture trængte vi til en pause først på eftermiddagen. Den øde del af Colorado vrimler ikke ligefrem med byer og landevejs-caféer. Så da der dukkede et byskilt op, tog vi en hurtig beslutning og kørte ind til Sagauche (udtales Sawatch). Der var dødt. Hovedgaden var lang og øde, men vi kunne skimte en bar og et hotel.

En gammel sættemaskine

Da vi havde sat bilen og gik hen imod en butik, der så åben ud, kørte en bil henimod os. Føreren stoppede og pegede på en gul bygning og sagde noget meget amerikansk, som vi ikke rigtig forstod. 

Vi gik hen til bygningen og kunne se en gammel sættemaskine samt en masse rod. Vi tog et billede og satte igen kursen mod den åbne butik. Vi faldt selvfølgelig i snak med indehaveren, som forklarede, at verdens sidste blyavis holdt til i det gule hus. Udgiveren var hendes partner, og hvis ville se stedet, skulle hun gerne prøve at hente ham.

Trykt på 1 ark

5 minutter senere stod vi i avislokalet sammen med Dean Coombs, en 65-årig meget venlig mand med et vildtvoksende skæg og en bomulsdsskjorte med malerpletter. For vores skyld tændte han sættemaskinen og fortalte om sin avis.

The Sagauche Crescent udkommer hver onsdag i 600 eksemplarer. Den er på fire sider, trykt på 1 ark på egen trykkemaskine. Vidunderet er fra 1921, og det samme er sættemaskinen, som Dean Combs demonstrerede for os.

1-fingersystemet

Han satte sig og skrev et stykke ind, som han havde fået fra det lokale museum. Hver linje blev til et lille stykke bly, og de små blybrikker kørte automatisk op og stillede sig ved siden af hinanden. Det larmede noget, og det var fascinerende at se mekanikken på den gamle maskine, mens avisejeren stilfærdigt trykkede bogstaver ind efter 1-fingersystemet.

Journalist - er Dean Coombs ikke. Han opsøger ikke en eneste nyhed, men han bringer alt stof, som folk afleverer. Blot det er gode nyheder. Hans mor havde det princip, at dårlige historier ikke hørte hjemme i The Sagauche Crescent, og det holder Dean fast i.

Papir til 5 år

Hans familie har ejet avisen i 100 år, siden 1917. Dean Coombs er tredje og sidste generation, og han er sikker på, at avisen går ind, når han en gang holder op med at udgive den.

- Jeg tager en dag ad gangen og bliver ved så længe, jeg kan. Jeg har lige købt papir ind til de næste fem år, fortalte Dean Combs, da vi var nået hen til trykpladerne.

Offentlige meddelelser 

Her så vi, hvor nem hans lille produktion er. En stor del af avisen er nemlig genbrug. Det meste af stoffet er offentlige meddelelser fra Sagauche County, en slags amtsmyndighed. Mange af deres informationer skal bringes op til fem gange, og de får den samme plads på arket hver gang. De finansierer også avisen, for amtet betaler naturligvis for at få bragt de officielle meddelelser. Der er ligefrem en regel om, at amtet skal bruge en avis, der er produceret i området til sine officielle meddelelser. Der er ganske vist en større avis i amtet, men den bliver produceret andetsteds, så Dean Coombs sidder på en fast indtægt.

- Det er nok til, at jeg kan leve af det. I det første halvår i år har jeg haft 11.000 dollars mere i omsætning end sidste år, så jeg klager ikke, smiler Dean Coombs.

16-20 dollar om året

Der er også lidt annoncer i avisen, men det interesserer ikke rigtigt udgiveren. Hans veninde i butikken synes, han sælger dem for billigt. Abonnementsindtægterne er også begrænsede. Folk i amtet betaler 16 dollar om året, i resten af Colorado er det 18 dollar og i verden udenfor 20 dollar. Det er ca 130 kr., og der er over 100 faste læsere, som får den lille billedløse avis hver uge med posten. Det er en underskudsforretning for Dean Coombs, men økonomi bekymrer ikke denne histories hovedperson.

CBS kom før mig

En herlig oplevelse i en lille søvnig by i det tidligere guldgraverområde San Luis Valley. Og en sensation med verdens sidste blyavis. Den historie er jeg desværre ikke først med. De to tv-stationer CBS og Al Jazeera har bragt en reportage fra det suverænt mest berømte sted i Sagauche.

Vi har fået morgenavis

    Min morgenavis - der nu kommer om morgenen.

For første gang i mere end 13 år får vi nu en morgenavis. Og det endda i postkassen lige uden for hoveddøren.
Se, det er ren luksus. Da Stiftstidende i 1999 nedlagde Vendsyssel Tidende og begyndte at udgive Nordjyske hver morgen, fortsatte vi med at få eftermiddagsavis. Nordjyske kom nemlig ved 9- 10- tiden eller senere. Den kom i hvert fald lang tid efter, at vi var taget på arbejde, så vi så den aldrig før om eftermiddagen.

Morgenavis efter kl. 15
Leveringen har været ustabil. I perioder har vi fået den med post, og herude på landet dukker posten op på de morsomste tidspunkter. Vi har oplevet at få Nordjyske efter kl. 15.
Men efter den seneste ændring, kommer der nu en bil hver morgen ca. kl. 5.45 - også i weekenden. Der er to personer i køretøjet. Det ved vi, fordi de snakker højlydt i de 12 sekunder, det tager at gå ud af bilen, hen til postkassen og tilbage til bilen. :-)

Læser mere og er ikke tilfreds
Det er simpelthen hyggeligt at have en frisk avis til morgenkaffen. Og det giver rigtig god mening at få morgenavisen om morgenen. Vi læser helt klart mere i Nordjyske nu, end vi nogensinde har gjort.
Det pudsige ved historien er, at jeg slet ikke er tilfreds med avisens indhold. Jeg holder Nordjyske på grund af det lokale stof, og det er der næsten intet af. Dækningen af Frederikshavn er så sølle, og der står sjældent noget, som jeg ikke har læst på Kanal Frederikshavn 1-2 dage tidligere :-(

Magi i papiret
Hvorfor bliver jeg så ved med at holde den avis? Godt spørgsmål. Forklaringen er vel, at det er dejligt at sidde med en frisk trykt avis. Der er en magi i papiret, som alle vores elektroniske dimser ikke kan hamle op med. De trykte aviser har jo været meldt døde længe, men de rører på sig endnu.
I Tankegang arbejder vi mere og mere digitalt, men vi ved også, at trykt materiale fortsat har en meget stor effekt. Det bliver læst - både af unge og gamle. Når man får det ind ad døren, skal man ikke trykke på nogen knap, man skal bare kigge på det for at få noget at vide.
Det er da genialt.

Bloggens gennembrud

Så er bloggen brudt igennem som nyhedskanal i Danmark. IT-blogger og journalist Dorte Toft har øjensynligt været med til at fælde Stein Bagger og hans leasingcirkus i IT Factory.
Gennem et år har Dorte Toft skrevet om virksomheden og dens direktør og stillet meget alvorlige spørgsmålstegn ved de imponerende resultater, Stein Bagger kunne fremvise.
Det interessante er den måde, bloggen har fungeret på. Dorte Toft har brugt sin side som research-værktøj i tilfælde, hvor hun ikke kunne få viden eller kommentarer ad de officielle kanaler. Hun har offentliggjort sin mistanke på nettet og bedt bloggens læsere om at bidrage. Det har givet pote. Nye informationer er dukket op, og Dorte Toft fik endog en anonym mail fra en insider-kilde, som røbede nogle af hemmelighederne.
Nu er Dorte Toft nomineret til en Cavlingpris, mens andre mediefolk totalt afviser hendes arbejdsmetoder. På sin blog har hun viderebragt udokumenterede anonyme udsagn og i nogle tilfælde slibrige rygter. Dem får journalister mange af, og hvis de trykker dem i avisen uden at tjekke oplysningerne til bunds, mister de hurtigt jobbet.
Men er en weblog et medie, lige som en avis, en radiostation eller en nyhedshjemmeside? Er det ikke snarere en slags personlig kommentar, hvor alle har mulighed for at kigge med? Det er lige netop det interessante spørgsmål. Der findes ikke et enkelt svar på spørgsmålet.
Blogs er som udgangspunkt kommentarer, og for den slags gælder samme regler som et debatindlæg i en avis. Du må ikke komme med usande æreskrænkende påstande om andre, men du må gerne kritisere dem uden at bede om deres kommentar.
Dorte Tofts bloggerier er altså ikke traditionel journalistik, som lever op til de presseetiske regler. Hun spørger ikke den angrebne part, og hun kender ikke i alle tilfælde de anonyme kilder, hun øser af.
Men derfor kan det stadig godt være samfundsnyttigt at bringe nyhederne frem i bloggen. Så er det op til journalister på de etablerede medier at arbejde videre med dem. Det vil Dorte Toft meget gerne have. I en radioudsendelse forleden hørte jeg hende fortælle om 2 andre større historier, som hun har offentliggjort, men som ikke har fået så meget som en 3-linjers notits i en enkelt avis.
Så det lærerige ved sagen er, at nysgerrige journalister kan bruge blogs som fødekæde for spændende nyheder - som en af mange kilder, de skal tjekke i jagten på dagens gode historier. Det er her, Danmark er bagud i forhold til USA. Derovre har store bloggere for længst etableret sig som en del af mediebilledet. I Danmark har vi hidtil mest betragtet blogs som udvidede familiealbums.