Sønderborg bedre end regeringen

Forleden præsenterede regeringen sin klimaplan, som folk med forstand på de sager hurtigt fik pillet fra hinanden. Det viste sig, at 80 pct. af klimaeffekten var skrivebordsmanøvrer uden konkret handling ude i samfundet.

I maskinrummet hos ProjectZero
Dagen efter var jeg så heldig at komme inden for i maskinrummet hos ProjectZero i Sønderborg. 35 kløgtige folk var samlet for at gøre status på planen for at reducere CO2 udledningen i Sønderborg Kommune. Målet er nul udledning i 2029, og mødet i onsdags gjaldt delmålet for år 2025, som er en 75 procents reduktion i forhold til år 2007.

8 arbejdsgrupper - 56 forslag
De går systematisk til værks i Sønderborg. ProjectZero har defineret 8 overordnede temaer og nedsat en arbejdsgruppe for hver af dem. Grupperne har i fire måneder arbejdet med konkrete forslag til at nedbringe CO2 udledningen, og firmaet PlanEnergi har regnet på effekten af hver eneste aktivitet. Der er i alt 56 konkrete forslag, og dagen startede med regnestykket. Det viser, at de 56 forslag lige nøjagtigt vil få den ønskede effekt i år 2025, hvis de alle sammen bliver gennemført.
Resten af dagen brugte vi på at arbejde i dybden med 8 af forslagene, så der er maksimal sandsynlighed for, at de bliver gennemført og så de måske kan få lidt større effekt end de første beregninger viser.

Fælles dagsorden
Jeg har været til mange konferencer og møder, hvor klimafolk bruger tid på at diskutere afgifter og politiske motiver.
Det her var noget helt andet. Det var arbejde for en fælles sag. Der sad folk fra virksomheder, fra kommunen og fra organisationer. Ingen diskuterede, om det nu var for ambitiøst, om det nu var for dyrt eller om der kunne skaffes flertal for indsatserne. Alle talte om, hvordan vi løser opgaven bedst muligt.

Sønderborg bedst i EU
Jeg kan helt objektivt konstatere, at Sønderborgs klimaplan er betydeligt bedre end regeringens. Den har højere ambitioner, den bygger på handlinger, som bliver sat i værk, og den er båret af enighed.
Intet under, at konferencen kunne slutte med kæmpe klapsalver, fordi Sønderborg Kommune om eftermiddagen fik hæder af EU-kommissionen for at være den mellemstore by i Europa, der gør det bedst på klimaområdet.
Der er et slogan i den verden, der på dansk hedder: Stater snakker, byer handler.
Det er denne lille historie et klart eksempel på.

5 år uden gratis fadøl

5 gange har jeg deltaget i Folkemødet uden at få én gratis fadøl.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og oplevet et stigende antal menige borgere deltage i debatterne.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og har oplevet engagerede debatter om væsentlige emner for vores lille trygge samfund.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også har haft det sjovt på Bornholm. Jeg har drukket op til flere glas rødvin og har hørt musik og lyttet til entertainere. Det er en del af en god folkefest.

Kritik fra folk, der ikke deltager
Men kritikken af, at Folkemødet skulle være en elitær fadølsfest præget af kendisser kan kun stamme fra folk, der ikke har deltaget. Det er simpelthen umuligt at bevæge sig rundt i Allinge i de fire dage uden at mærke alsidigheden, bredden og ikke mindst det enorme engagement, alle typer arrangører lægger for dagen. Du kan ikke gå mange meter uden at blive præsenteret for en mærkesag eller blive inviteret til et arrangement. Og stikker du hovedet inden for i et telt, står tre-fire folk på podiet og diskuterer, mens en lille eller stor flok sidder og lytter særdeles aktivt.
Det er Folkemødet. Og det er bare fedt.

Kender du de 17 verdensmål?
For mig har årets tema været FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Dem så jeg nærmest overalt, og jeg havde selv fornøjelsen at være ordstyrer til et arrangement, hvor Sønderborg Kommune tog dem som udgangspunkt.
Hvis ikke du kender de 17 mål, så kommer de her: http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/
De er gode, de er nødvendige, og det er altså fælles mål, som alle FNs medlemmer har tilsluttet sig.

En hel vinters snak om hvert mål
I den enkle udgave er de nemme at forstå, og der er klare symboler til, så de også er til at huske.
Hver især kan de 17 verdensmål foldes ud. Man kan tale om 1 af dem en hel aften eller for den sags skyld en hel vinter i forsamlingshuset.
Målene bliver ikke ført ud i livet bare ved at blive vedtaget af FN. De skal omsættes til virkelighed i landenes parlamenter, i virksomheder, organisationer, regioner og kommuner. Og blandt mennesker. Det kræver samtale, dialog og fælles idéudvikling.
Og det er netop det, der foregår på Folkemødet. Jeg er sikker på, at mange er vendt hjem fra Bornholm med fornyet lyst og inspiration til at bidrage en lille smule til at gøre verden bedre.

What's in it for us?
I Sønderborg-teltet diskuterede vi egoisme og fællesskab. En ung deltager nævnte, at folk kun engagerer sig, hvis de kan svare på spørgsmålet: What's in it for me? En klog herre appellerede til, at vi i stedet taler om what's in it for us? Og så blev vi enige om, at et vigtigt indhold for den enkelte er at være en del af et stærkt fællesskab.
Det er da langt bedre end en gratis fadøl.

Min farmors bolsjer

Ugens kup i Sønderborg

Min farmor og farfar boede i en lejlighed i Troldegade i Kerteminde. Sådan troede jeg, den hed, og sådan udtales det. Men gaden hedder desværre bare Trollegade, opkaldt efter en søhelt. Hvor ordinært.
Da jeg var barn, var min farmor gammel og sad i rullestol. Og så var hun som alle andre farmødre umådeligt flink.

Glasskål i chatollet
Lejligheden var fuld af spændende ting, og i en glasskål i et chatol havde farmor en skål fuld af Hopjes. Det var nogle brune, søde bolsjer fra Holland, som vi fik lov at smage en enkelt gang eller to, når vi var på besøg hos farmor og farfar i en weekend.
Vi var 5 fætre, som allesammen elskede Hopjes. Det var søde kaffebolsjer, som klistrede så dejligt i tænderne, når man havde knusket dem.

Kun hos farmor
Og så var det helt særlige ved dem, at de kun fandtes i farmors glasskål. Man kunne ikke købe dem i en slikbutik eller et supermarked. Og jeg aldrig siden fundet dem i Danmark.
Men Hopjes er helt klart fra Holland, så da Solle og jeg for et par år siden var i Amsterdam blev hun slæbt rundt til alle byens slikbutikker for at finde de fantastiske kaffebolsjer. Det lykkedes også, og vi købte en pæn stor pose med hjem. De blev spist i små doser og med henførte blikke de kommende måneder.

Tag endelig
Forleden besøgte min kollega Bolette og jeg Sønderborg Kommune, og minsandten om der ikke på vores kundes kontor stod en sød lille skål med farmors bolsjer.
- Neej. Det er Hopjes, udbrød jeg begejstret, og begyndte at udbasunere mine barndomsminder.
- Tag du endelig nogen af dem, lød det tørt fra kontorets indehaver.
Bolette er altid frisk på slik, men jeg kunne forstå på hendes lidt hånlige kommentar, at det var noget sødt stads. Min farmors bolsjer. Hvor vover hun!

Sønderjysk næsevræng
De var to på kontoret og den anden kom efter en halv times tid. Jeg bød selvfølgelig et bolsje og var lidt stolt over, at jeg endnu ikke havde guflet dem allesammen.
- Nej tak. De smager ikke godt. Det er nogen, jeg har fået af en, der har været i Holland, sagde hun og vrængede på næsen.
Hun fik også en lille historie om min farmor, og da jeg var kommet mig over de tre kvinders manglende sans for klassiske hollandske kaffebolsjer gik mødet i øvrigt udmærket.
Og det sluttede perfekt. For de insisterede på at give mig resten af bolsjerne med hjem - hvis jeg nu var så glad for dem.

Selveste Baron Hop
Det er jeg, og jeg er ikke den eneste. Hopjes har været produceret i over 200 år. Inspirationen kommer fra en kaffeglad baron Henrik Hop. Han boede oven på en chokoladeforretning og kom en aften til at efterlade en sjat kaffe med mælk og sukker på en kamin. Næste morgen var vandet fordampet, men den kaffeglade mand spiste resterne, og det smagte himmelsk. Så han overtalte butikken nedenunder til at producere bolsjer af kaffe, fløde, smør og sukker.

Hopjes er industrihistorie
Sådan er nogle af Verdens største opdagelser blevet til. Hopjes er en del af den europæiske industrihistorie og kan ikke sådan afskrives som sukkerstads.