Jeg har hørt en ulv

 Smuk bro og måneskin over Karlsgårde Sø

Det var en mørk og stormfuld aften i det barske Vestjylland. Den enlige konsulent ankom til et afsides liggende sovested og skulle lade op til næste dags vigtige arrangement. DR viste Bedrag, men det var for uhyggeligt at se alene, så vores hovedperson ledte efter en løbetur på GoogleMaps.

Ujævn sti med brændenælder
Skæbnen var ham venligt stemt - troede han. For lige i nærheden lå en større sø, og et par stier førte hen til en natursti, som omkransede søen.
Den løbetossede konsulent trak i de sorte tights, tog telefonen i jakken, klikkede start på uret og begav sig ud i mørket. Den første sti dukkede op som planlagt, og den næste kom lige så smertefrit. Den viste sig at være ujævn, og der stak grene og brændenælder ind over. Telefonen måtte frem, og dens lille lampe blev tændt.

Fra mørkt til kulsort
Vor antihelt kunne se et par meter foran sig, og stoppede jævnligt op for at orientere sig om rutens forløb. Det var umuligt at se fem meter frem. Det var ikke længere mørkt - det var nu kulsort. Og så kom lydene. Bedst, som han fandt ind i en slags rytme, lettede en fasan fra et buskads, og frigav en halv liter adrenalin.
Så kom stedet, hvor naturstien burde være, og alle trængsler skulle få en ende. Han løb lidt frem og tilbage, og fandt afmærkningen. På det første stykke bestod stien af et 30 centimeter bredt spor, og der var træer på begge sider. Mørket var nu skalaen over det kulsorte.

Puslen i skovbunden
Sengen var et par kilometer væk, og der var ikke elektrisk lys eller anden tegn på civilisation at se nogen steder. Der var simpelthen intet at se, andet end den lillebitte lysstråle fra telefonen.
Rækkerne af træer blev tættere. Den sorte sø var hele tiden på højre hånd, men den var sjældent synlig.
Ikke én men mange gange puslede det i skovbunden. Der lød skridt og trampen, og der lugtede flere steder af dyr.
Et sødt rådyr, tænkte konsulenten. Første gang. Senere blev tankerne mørke som omgivelserne. Det næste dyr kunne være en ræv eller en grævling, og kunne de ikke opfatte den pludselige bevægelse i skoven som en fjende?

Var det en ulv?
Godt, at telefonen også har den behagelige sidefunktion, at man kan ringe 112 på den, tænkte den langsomt løbende adrenalinforbruger. Så lød en skramlen fra det allermørkeste sted. Det var tæt på. Meget tæt, og en grufuld tanke tog bolig mellem de strittende ører: Var det en ulv? Er det ikke netop på denne egn, der er set spor af det hurtige dyr med de sylespidse hugtænder? Og er det ikke lige netop, når man forstyrrer dem ude midt i ingenting, at de er mest farlige?
Løbetossen turde ikke stoppe, men fortsatte i jævnt, langsomt tempo uden at se sig tilbage. Han kunne jo heller ingenting se.

Mange, lange minutter
Sådan fortsætte det i mange, lange minutter. Flere gange måtte konsulenten stoppe og orientere sig, og hver gang var det som om, der kom en lyd inde fra mørket. Så dukkede en bro op, som kortet også viste, og efter at have løbet galt et par gange åbenbarede der sig en stor, flot hængebro over det klare, sorte vand. Skyerne havde forladt trekvartmånen, der lå som en lysende prik i det sorte vand, og synet var storslået. Intet mindre. Her var i hvert fald ingen ulve.
Resten af turen gik glat. Via en hugning fandt den nu frygtløse løber tilbage til forbindelsesstien, hvorfra han kunne se lyset over sin sengelampe.

Lykkerus på asfalten
I ren lykkesrus slog han en omvej ud på en asfaltvej og løb i sikker stil den nærmeste landsby og tilbage igen i et mere vant tempo. Nattesøvnen blev helt uden mareridt, og næste dags arrangement kunne starte med en drabelig historie. Og her kunne de stedkendte deltagere bekræfte, at der er observeret ulve på egnen.
Så det kan i hvert fald ikke modbevises, at jeg har hørt en ulv.