torsdag den 18. december 2014

Der er noget galt i Danmark(s Radio)

Politikere på Christiansborg har hygget sig med en sag om DR, der var til at overskue for dem: Nedlæggelsen af Underholdningsorkestret.
Der fik Lars Barfoed vel nok en masse synlighed, og andet kom der ikke ud af det.
Folket lever glad videre uden orkestret. Det er ikke en del af nogen lytteres eller seeres hverdag. Det var mest underholdning på Christiansborg og i pressen.

Politikere med korte arme
Men samtidig har DR lavet en anden omlægning, som rigtig mange licensbetalere er kede af. Og som berører dem i hverdagen. Det interesserer sjovt nok ikke de politikere, som ellers har meget korte arme, når det gælder DR.
DR har nemlig flyttet to af sine populære programmer fra P4 over på DAB og internet: Giro 413 og Danmarksmester.
Programmer kommer og programmer går, og der skal fornyelse til. Det er helt fint, og det er også en del af begrundelsen. P4 har omlagt fladen om eftermiddagen, og der er kommet et andet quizprogram end Danmarksmester.

Lytterne er for gamle
Men den anden del af begrundelsen er skandaløs: P4s lyttere er for gamle.
Gennemsnitsalderen for kanalen skal ned, og det løser man ved at fjerne nogle af de programmer, som tiltrækker gamle og ældre lyttere.
Jeg er ikke én af dem. Jeg lytter til de allerældstes kanal P1. Men jeg synes, det er tudetosset, for netop de ældre lyttere kan ikke finde ud af det der DAB og internet. Hvis DR fortsat vil bruge tid og penge på at producere Giro 413 og Danmarksmester, skal de da distribuere programmerne til lytterne. Og ikke til nogen helt andre, der ikke gider høre dem.
Det er lige så skørt som lægeklinikker, der ligger på anden sal uden elevator. Så kan de raske komme til læge, mens de syge må blive hjemme, fordi de ikke kan stavre op ad trapperne.

Onkel Børges sko
Mange tusinde lyttere har mistet en daglig fornøjelse ved Danmarksmester og mindst lige så mange savner ønskeprogrammet om søndagen, hvor onkel Børges sko gik rundt til Ruth og Oles guldbryllup og gæsterne sagde tak for en dejlig aften med ønsket om at høre den nye med John Mogensen.
Der er noget galt i P4.



Ingen kommentarer: