Underholdningsorkestret er sjovt nok
slet ikke nævnt i vores Kulturkanon.
Hvis du for et par uger siden havde spurgt mig, hvilke orkestre og ensembler, DR har, så ville jeg have svaret Symfoniorkestret og Pigekoret. Fik jeg lidt længere tid, var jeg måske kommet i tanke om Radioens Big Band, og så var jeg gået i stå. Hvis du havde sagt, at der også er et underholdningsorkester, ville jeg helt klart have sagt "nå, ja".
Ramaskrig
Jeg har set nogle af DRs egne reklamer for koncerter på Ledreborg. Og det var vist underholdningsorkestret, der optrådte der. Men ellers kendte jeg intet som helst til dette ensembles eksistens, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg nogensinde har set orkestret.
Nu har DR besluttet at nedlægge underholdningsorkestret som en del af en stor spareplan, og det har skabt et ramaskrig.
Det viser sig, at DRs Underholdningsorkester er en del af den danske kulturarv. Det er simpelthen en af de vigtigste kulturinstitutioner, vi har i Danmark. Kan jeg forstå på debatten. DRs næstformand Ole Hyltoft udtalte forleden, at nedlæggelsen er et led i en kamp imod dansk kulturarv.
Hemmelig brobygning
Selv Politiken har været helt oppe at køre. Ifølge den kulturradikale avis har Underholdningsorkestret bygget bro mellem den klassiske musik og ungdommen. Imponerende bedrift, må jeg sige. Og jeg må tilføje, at det er sket i hemmelighed. Vi er mange, der ikke har opdaget dette banebrydende arbejde. Umiddelbart vil jeg tro, at omkring 99 pct af de unge i Danmark ved lige så lidt om DRs Underholdningsorkester som mig. Jeg kan tage fejl. Det kan være 98,9 pct.
DR laver så meget for de få, så jeg er ikke spor sur over, at vores fælles medievirksomhed også har et orkester, der spiller underholdningsmusik. Men det er ikke et folkeligt fælleseje lige som Holger Danske, H. C. Andersen og Tivoli. Det er et orkester, som spiller til koncerter, som nogle gange transmitteres i radio og tv.
Nå!
Så hvis DR ikke har råd til det længere, så trækker jeg på skuldrene. Som jeg forstår det, blev Underholdningsorkestret stiftet i 1939, hvor det ikke var muligt at spille musik i radioen på anden vis. Det er mildest talt ikke noget problem i dag.
Helgenkåring
Vi har en underlig tradition i Danmark med, at alt hvad nogen ønsker at nedlægge, øjeblikkeligt får helgenstatus i den offentlige debat. Vi kender det fra de små skoler, som mangler elever, har stor udskiftning af lærere og er dårligt vedligeholdt. I det øjeblik, der er planer om at lukke sådan en skole, bliver den til kommunens bedste og en lukning vil ifølge forældrene resultere i alverdens ulykker.
Landsbyskolerne lukker, fordi folk flytter fra landsbyerne. Underholdningsorkestret lukker, fordi vi hører musikken på anden vis. Bødkeren, Tatol og sadelmageren er også lukket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar