søndag den 29. juni 2014

Lobby-fiasko for aviserne

BUM! Her sluttede dagbladenes lobbykampagne uden resultat.

En langvarig og meget intensiv lobbykampagne faldt til jorden med et ordentligt brag, da kulturminister Marianne Jelved (R) her i ugen præsenterede det såkaldte medieforlig. Jeg skriver såkaldt, fordi det i realiteten er et licensforlig.

Masser af opmærksomhed
I over et år har dagbladene og deres forening Danske Medier kæmpet for at stække og svække DR. De har lavet rapporter og eget medieudspil, de har opsøgt mediepolitikerne - mange gange - og de har sprøjtet debatindlæg og kronikker ud.
Det lykkedes for dagbladene at skabe meget opmærksomhed om deres sag, og gennem mediedækningen kunne man få indtryk af, at licensforhandlingerne måske kunne blive starten på enden for DR som den førende danske medievirksomhed.
Sådan gik det ikke. Slet ikke.
DR mister ganske vist 75 mio. kr., men det skyldes alene en vækstpakke, der fritager virksomheder og institutioner for at betale licens.

DR på alle platforme
Men forligspartierne slår fast, at de ønsker et stærkt DR, som er på alle platforme. DR skal være tilgængeligt for danskerne, uanset hvilken slags apparat, de foretrækker. DR skal også lave mere regionalt stof.
Det med platformene var netop Danske Mediers kæphest. De ønskede at begrænse DRs og TV2 regionernes nyhedstjeneste på nettet, fordi den konkurrerer med dagbladene. Logikken er, at aviserne skal tage betaling for indhold på nettet for at overleve, og så er det konkurrenceforvridende, at man bare kan få det gratis på de licensfinansierede mediers sider.
Den køber politikerne ikke.
De mener simpelthen ikke, at DR er skyld i avisernes problemer. Aviserne bliver ikke reddet, fordi der er færre nyheder på DRs hjemmeside, siger både Venstres og Socialdemokraternes medieordførere.

Alle partier er med i fire år
Og nederlaget til aviserne er større end som så. For alle Folketingets partier er med i forliget. Danske Medier har ikke en gang en højtråbende ven i Liberal Alliance. Til overflod er der tale om en fireårig aftale, som altså rækker mindst halvvejs ind i næste folketingsperiode. Så det er et enigt Folketing, der står bag ønsket om at et stærkt, licensfinansieret DR leverer public service til danskerne. Avisernes drømme om at få indirekte del i licensmidlerne og om at begrænse DRs indflydelse er overhovedet ikke på dagsordenen længere.
Den eneste lille kattelem er en formulering i forliget om, at DR og Danske Medier skal søge bedre samarbejde, så DR-stof kan bruges i aviserne og aviserne kan blive eksponeret bedre i DR. Det rykker ikke ved det grundlæggende, men det er da meget fornuftigt.


Ingen kommentarer: