Hurra for internettet

Hvordan mon vi kommunikerer med Viktor,
hvis han tager til Langbortistan om 20 år?

Da jeg var i kibbutz i efteråret 1981, skrev jeg breve hjem til familie og venner ca 1 gang om ugen. Jeg håber, de var glade for at høre om mit liv i Kibbutz Hagoshrim, tæt på Golanhøjderne i den nordligste del af Israel. Jeg husker, at jeg selv blev meget glad, når jeg fik breve hjemmefra.

Nu er Lærke langt væk, i San Diego i den sydlige del af Californien, 18 timers flyvetur herfra. Måske skulle jeg skrive et brev. Det kunne i grunden være hyggeligt.

En digital revolution

Heldigvis er der kommet en digital revolution ind over, siden de glade dage i 1981. Vi har fået internet og med det en masse muligheder for at være i nærkontakt med vores kære, venner og kolleger i fjerne egne.

Lærke og jeg har talt sammen på Viber og sendt lidt beskeder. Det koster ingenting, når vi begge to er på et trådløst net.

Vi har talt sammen på Skype, og Lærke vendte iPadden rundt og gav os en rundtur i hele lejligheden på universitetsområdet. I tv-avisen hørte vi om uvejr og ned til 30 graders frost i New York. Samme dag spillede Lærke volleyball på stranden. It never rains in southern California!

Vi kan følge hinanden på Facebook. Et lille synes godt om gør det næsten ud for et brev.

Jeg gik tur i kvarteret

Jeg har gået rundt i kvarteret, hvor hun bor. Jeg slog det op på Google Maps og kiggede rundt i kvarteret. Jeg har læst om universitets baskethold, som spiller i Arenaen lige over for lejligheden, og jeg kan få nyheder fra universitetet på Facebook og Twitter.

Jeg kan også få links og tips fra venner, der har erfaringer fra Californien.

Tidsrøver, men

Jeg er helt opmærksom på, at internettet og alle mine hurtige apparater er en tidsrøver. Og jeg vil gerne bruge mere tid i virkeligheden og mindre på nettet.

Men når Lærke er ovre på den modsatte side af jordkloden er internettet og dets services et ubetinget gode.