For mange år siden skrev jeg en nyhed til Vendsyssel Tidende om, at Vendsyssel Egnsteaters karismatiske kunstneriske leder Helge Reinhardt havde sagt sit job op. Det var en overraskelse i lokalsamfundet - og dermed en god historie for den lokale avis.
Jeg havde oplysningen fra en særdeles troværdig kilde, som ikke selv havde noget i klemme. Han var bare ked af, at Helge stoppede, og han ville gerne hjælpe avisen med gode historier.
Ingen kommentarer
Bestyrelsen havde ingen kommentarer, og Helge Reinhardt selv ville hverken af- eller bekræfte historien. Jeg kunne dog fornemme på ham, at den var god nok.
Så sad jeg der en formiddag op til avisens deadline - skal, skal ikke?
Jeg var sikker på, at historien var sand, men når jeg ikke havde nogen officielle kilder risikerede jeg nemt at skrive noget forkert. Var han blevet fyret? Havde han sagt op? Var de blevet enige om at skilles som venner? Var det private eller faglige grunde? Der kunne være så meget.
Radio og tv
Jeg havde rodet rundt i historien, så jeg var ret sikker på, at teatret selv var på vej med en pressemeddelelse. Hvis jeg undlod at skrive historien i eftermiddagens udgave af VT, risikerede jeg at høre en pressemeddelelse læst op i Nordjyllands Radio og TV Nord om aftenen. Det ville jeg være godt træt af.
Så vi kørte historien, som også var sandfærdig. Bestyrelsen blev sur på mig, fordi jeg absolut ville ud med nyheden, inden teatret ønskede det.
Vent hellere et par dage
Her er vi inde at røre ved et stridspunkt mellem læsere og journalister. Teatrets bestyrelse - og sikkert også mange af VTs læsere - kunne ikke se, det havde nogen som helst betydning, om den nyhed blev bragt i den lokale avis en dag eller to senere. De vil hellere have en rigtig og fuldstændig historie end en halvkvædet vise på anden hånd.
Journalisten vil levere nyheder. Noget nyt. Noget, der lige er sket. Det gør avisen interessant og vedkommende. Det er dens berettigelse. Derfor må man engang imellem tage en lille chance.
Flere timer er en evighed
Historien er som sagt gammel, men dilemmaet er endnu værre i dag. Medier udkommer hele tiden, og det tager ikke mange timer, før en nyhed er gammel. Hvis man konsekvent er nummer to eller tre med historierne, kigger ingen på ens side.
Lokal virksomhed lukker
Vi havde et eksempel i den lokale mediedam i fredags, hvor Kanal Frederikshavn som den første kunne fortælle nyheden om, at en lokal virksomhed lukker. Kanalen fik ikke fat i ejeren og viderebragte et tip om, at virksomheden var gået konkurs. Nyheden kom ud i andre medier, før ejeren fik præciseret, at virksomheden var solgt, lukket på den nuværende adresse og vil blive videreført med nogle få medarbejdere et andet sted i byen.
Skulle Kanal Frederikshavn have ventet med historien? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg ved ikke, hvad der helt præcist foregik.
Ny vinkel fra vågen læser
Men jeg kan sige, at man i hvert fald ikke skal vente til historien er fuldstændig. Da nyheden lå ude på nettet, var der en frisk læser, som googlede virksomhedens navn og fandt frem til en interessant oplysning om, at firmaets direktør var en kendt og berygtet forretningsmand, som har nogle politisager kørende imod sig.
Det viser sig at være en specialist i at rekonstruere firmaer, og det fortalte ejeren om i en opfølgende historie på Kanal Frederikshavn.
Det er en af de store fordele ved netjournalistik. Læserne kan bidrage med nye oplysninger og vinkler, og det er ikke pinligt, at journalisten ikke har tænkt på dem, inden han bragte historien.
Jeg slutter med et kendt journalistisk citat, som Lasse Jensen flere gange har tilskrevet en gammel redaktør på Kjerteminde Avis: Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt!
Jeg havde oplysningen fra en særdeles troværdig kilde, som ikke selv havde noget i klemme. Han var bare ked af, at Helge stoppede, og han ville gerne hjælpe avisen med gode historier.
Ingen kommentarer
Bestyrelsen havde ingen kommentarer, og Helge Reinhardt selv ville hverken af- eller bekræfte historien. Jeg kunne dog fornemme på ham, at den var god nok.
Så sad jeg der en formiddag op til avisens deadline - skal, skal ikke?
Jeg var sikker på, at historien var sand, men når jeg ikke havde nogen officielle kilder risikerede jeg nemt at skrive noget forkert. Var han blevet fyret? Havde han sagt op? Var de blevet enige om at skilles som venner? Var det private eller faglige grunde? Der kunne være så meget.
Radio og tv
Jeg havde rodet rundt i historien, så jeg var ret sikker på, at teatret selv var på vej med en pressemeddelelse. Hvis jeg undlod at skrive historien i eftermiddagens udgave af VT, risikerede jeg at høre en pressemeddelelse læst op i Nordjyllands Radio og TV Nord om aftenen. Det ville jeg være godt træt af.
Så vi kørte historien, som også var sandfærdig. Bestyrelsen blev sur på mig, fordi jeg absolut ville ud med nyheden, inden teatret ønskede det.
Vent hellere et par dage
Her er vi inde at røre ved et stridspunkt mellem læsere og journalister. Teatrets bestyrelse - og sikkert også mange af VTs læsere - kunne ikke se, det havde nogen som helst betydning, om den nyhed blev bragt i den lokale avis en dag eller to senere. De vil hellere have en rigtig og fuldstændig historie end en halvkvædet vise på anden hånd.
Journalisten vil levere nyheder. Noget nyt. Noget, der lige er sket. Det gør avisen interessant og vedkommende. Det er dens berettigelse. Derfor må man engang imellem tage en lille chance.
Flere timer er en evighed
Historien er som sagt gammel, men dilemmaet er endnu værre i dag. Medier udkommer hele tiden, og det tager ikke mange timer, før en nyhed er gammel. Hvis man konsekvent er nummer to eller tre med historierne, kigger ingen på ens side.
Lokal virksomhed lukker
Vi havde et eksempel i den lokale mediedam i fredags, hvor Kanal Frederikshavn som den første kunne fortælle nyheden om, at en lokal virksomhed lukker. Kanalen fik ikke fat i ejeren og viderebragte et tip om, at virksomheden var gået konkurs. Nyheden kom ud i andre medier, før ejeren fik præciseret, at virksomheden var solgt, lukket på den nuværende adresse og vil blive videreført med nogle få medarbejdere et andet sted i byen.
Skulle Kanal Frederikshavn have ventet med historien? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg ved ikke, hvad der helt præcist foregik.
Ny vinkel fra vågen læser
Men jeg kan sige, at man i hvert fald ikke skal vente til historien er fuldstændig. Da nyheden lå ude på nettet, var der en frisk læser, som googlede virksomhedens navn og fandt frem til en interessant oplysning om, at firmaets direktør var en kendt og berygtet forretningsmand, som har nogle politisager kørende imod sig.
Det viser sig at være en specialist i at rekonstruere firmaer, og det fortalte ejeren om i en opfølgende historie på Kanal Frederikshavn.
Det er en af de store fordele ved netjournalistik. Læserne kan bidrage med nye oplysninger og vinkler, og det er ikke pinligt, at journalisten ikke har tænkt på dem, inden han bragte historien.
Jeg slutter med et kendt journalistisk citat, som Lasse Jensen flere gange har tilskrevet en gammel redaktør på Kjerteminde Avis: Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt!
2 kommentarer:
Kære Stener - det er naturligvis - stadig - væsentligt, at historierne holder vand og måske i særlig grad, når det er så voldsomme nyheder som beretningen om en konkurs. Det handler jo om mennesker, så måske er det bedre at vente lidt og risikere ikke at komme først hver gang. Mange historier er døde af at blive undersøgt nærmere, og sådan bør det også være i en tidsalder, hvor ingen reelt kan nå at komme først - så hurtigt går det.
Enig, Palle. Der er særlige hensyn, når en historie rammer personligt. Men det er umuligt at sætte regler op, for verden er fuld af undtagelser
Send en kommentar