Jeg - et skvat

Så stod vi der - 5 duknakkede mænd, i et omklædningsrum i Odense Idrætspark. Inde på stadion spurtede eliteløberne i mål og ude i den fynske hovedstads gader kæmpede ca. 3000 andre løbere med at gennemføre H. C. Andersen Marathon. I omklædningsrummet stod fem tabere, der havde måttet give op før tid. En humpede kraftigt på venstre fod, en havde dårligt knæ, en tredje havde feber, og den fjerde var helt tavs. Jeg selv havde fået krampe i lægmusklen efter knap 24 kilometer, og det var derfor håbløst og uansvarligt at fuldføre.

Men det var et nederlag, og jeg ledte ivrigt efter gode forklaringer. Jeg havde trænet mindst lige så godt som de to tidligere år og skulle være klar til at gennemføre løbet. Mit tempo var en anelse hurtigere end sidste år, men det kunne ikke være forklaringen.

Tirsdag aften kom der så en ny teori. Jeg fik et meget voldsomt maveonde, og det viste sig at være en influenza, som jeg stadig ikke har fået helt ud af kroppen. Måske var bacillen allerede i kroppen i søndags og åd nogle af de kræfter, jeg skulle bruge på at løbe de 42,195 kilometer.

Nu er det tredje dag, jeg bliver hjemme fra arbejde, og jeg føler mig simpelthen som et skvat. I går skulle jeg ordne stald om formiddagen, og jeg gik flere timer og forberedte mig på den lillebitte opgave, som tager under et kvarter. Efter frokost måtte jeg en tur under dynen og sov som en sten. I aftes strøg jeg noget tøj men måtte afbryde arbejdet for at lægge mig hen på sofaen for at slappe af.

Det er slet ikke min stil, men det er interessant at betragte den svækling, som er på besøg i min krop. Ham gad jeg godt nok ikke at være sammen med ret længe, hvis jeg selv kunne vælge.