Hvad er det vigtigste nyhedsmedie for unge under 25 år? - Det er YouTube.
Netop i denne uge er det 25 år siden, jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole, så for mig er det en grænseoverskridende oplysning, at en uredigeret samling amatørvidoer slår både aviser, tv og radio.
Men YouTube, MySpace, Wikipedia og millioner af blogs verden over har skabt den mest gennemgribende og hurtigste revolution, mediebranchen til dato har oplevet. Nyhedsformidling er ikke længere overladt til journalister. Alle kan levere nyheder og mange hundrede millioner ikke-journalister verden over sprøjter nyheder ud hver eneste dag.
Nogen journalister mener, det er en dødbringende udvikling for vores fag. Journalistik bliver devalueret, og de mange teknikker, vi har lært om research, prioritering, kildekritik og præsentation går i glemmebogen. Hvis en taxachauffør ser et trafikuheld, griber han mobilen og filmer det på video, og 10 minutter kan han rapportere på YouTube om begivenheden uden at skele til etiske og juridiske problemstillinger.
Det er taxachaufførens problem, og måske YouTubes. Men det skader ikke den gode journalistik, at amatører udøver dårlig journalistik.
Jeg synes, de mange nye medier er en gevinst for journalistikken. De giver flere kilder at øse af og dermed en mere nuanceret journalistik.
På det principielle plan går enhver journalist ind for ytringsfrihed. Hjemmesider, blogs og elektroniske netværk gør ytringsfriheden mere operationel. Det er lettere og lettere at komme til orde. Det bliver stadigt vanskeligere for diktatorer at forhindre folk i at ytre sig. Den udvikling giver de store nyhedsmedier bedre muligheder for at finde oplysninger og bringe dem videre. Det kan forandre verden og vil gøre det.
De nye medier vil også til stadighed forandre journalisters arbejde. Som forbrugere vil vi stille højere krav til mine kære kolleger på tv, radio og aviser. Journalisterne har jo adgang til et hav af oplysninger, som vi forventer, at de opsøger, kontrollerer og bearbejder topprofessionelt. Journalisterne skal være klart dygtigere, mere etiske, kritiske og bedre til at vinkle og prioritere end taxachauffører og bartendere. Så længe det er tilfældet, vil de mange amatører ikke være en trussel men en gevinst for journalistikken.
For det er værd at huske på, at de nye medier netop kun er medier. Det afgørende er stadig indholdet, og på det punkt har journalistikken ikke ændret sig grundlæggende i mit kvarte århundrede som formidler. Den journalistiske grundteknik, som hold E82 B tilegnede sig under Michael Thorbergs kyndige assistance for 25 år siden, kan bruges på TV2 Nyhederne, Lolland-Falsters Folketidende og på Tankegangs hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar