Holdt, stop, tak, nok

 

Manden bag Stenerismen holder oplæg på en sprogkongres i USA. Tak for kaffe, siger jeg bare. Ham vil jeg nødig have mig frabedt. Vi må videre i teksten.

 

Overskriften er min bedstemors. Det var noget, vi altid skulle sige, når hun hældte op til os. Det var ikke nok at sige tak. Næ, hele remsen skulle med. Gerne to gange. Hun havde ikke selv fundet på det. Det havde en bekendt fra hendes ungdom, der hældte alkohol i hendes glas, indtil hun havde sagt holdt, stop, tak nok.

På den måde blev en lille hverdagssituation til noget sjovt. Og jeg fik en talemåde ind under huden, som jeg ikke har kunnet operere væk siden. Hver gang jeg siger det, ser jeg min smilende bedstemor foran mig. Hun syntes, det var SÅ sjovt.

Jeg har utallige af den slags.

Den sprogsikre tysker
På journalisthøjskolen gik jeg på hold med Leif, der er af tysk afstamning. Han talte korrekt dansk med en smule charmerende tysk stød. Lejfs faste vending var: "Det vil jeg nødig have mig frabedt". Og det ekstra sjove var så, når folk begyndte at forklare ham, at sådan hedder det altså ikke på dansk. Så hyggede Leif sig, for han er meget sprogsikker. Jeg bruger altid Leifs finurlige formulering og sender en venlig tanke til min holdkammerat og de gode år på Journalisthøjskolen.

Tøffekar
I Tankegang havde vi en kollega, der med jævne mellemrum fik besøg af en af sine venner. Han fik en kop kaffe og talte lavmælt med min kollega i 10-15 minutter. Så rejste han sig og mumlede noget, der lød som tøffekar. Vi sagde farvel, og tænkte ikke nærmere over det. 

En dag spurgte en anden, hvad det der tøffekar var for noget. Vores kollega var helt uforstående. Han havde aldrig hørt udtrykket, men da han næste gang fik besøg, kunne han høre det. Og oversætte det: Tak for kaffe.

Så det siger jeg nu, når jeg har fået en kop kaffe og sender en taknemmelig tanke til mine første fine år i firmaet.

Østjyske bridgebrødre
Det sidste eksempel er seks enkle ord, der kan få min lillebror og mig til at bryde ud i grin: "Nå, vi skal videre i teksten" gerne sagt på bredt østjysk. Det stammer fra en bridgekamp mod to modne brødre fra Skanderborg, der havde for vane at diskutere med hinanden efter de fleste spil. Da de havde gjort det et stykke tid, sagde den ene eller den anden på et tidspunkt de seks ord. 

Da det havde gentaget sig 5-6 gange, kiggede Gregers og jeg på hinanden og kom til at grine. Efter næste spil kom den igen, og så brød vi begge to ud i høj og helt umotiveret latter. De flinke mænd kiggede forbløffet på os, og vi havde ingen chance for at forklare os. Efter hvert af de følgende spil var vi begge på grænsen til et grineflip og vidste, at vi ikke måtte få øjenkontakt.

Episoden ligger nok 30 år tilbage. Siden da har Gregers og jeg haft det som en fælles frase, der kan få smilet frem.

Nyt sprogbegreb: En Stenerisme
Her har du fået fire eksempler på sproglige vendinger, som har deres egen historie og derfor har en særlig betydning for de mennesker, der har oplevet historien sammen. Det burde hedde et eller andet, og hvis ikke det allerede er navngivet af en sprogforsker, vil jeg ydmygt foreslå betegnelsen en Stenerisme.

 

Det bliver dyrt - og sådan er det

 Energikrise og inflation kommer til at koste penge for hver eneste af os. Mange penge.

Det er prisen for at stå op imod Putins krig i Ukraine. Det er helt nødvendigt, for vi kan ikke acceptere, at en stormagt bare æder det ene land efter det andet hen over hovedet på dets befolkning. 

Vi vil ikke købe gas af Rusland, og så må vi acceptere, at det kommer til at koste penge.

Regningen skal betales, og vi kan ikke bare lægge den over på staten. Ingen bliver rigere af at trykke flere pengesedler. Vi må selv til lommerne, og om nødvendigt skære ned på vores forbrug. Det er træls, men det går nok for langt de fleste af os.

Vi er langt rigere nu end for 20 år siden, så for hovedparten af danskerne er det muligt at finde de ekstra penge i vores budget. Nogen har sat sig lidt hårdt, og de får det svært.

Nogen har så lav en indkomst, at de i forvejen vender hver en femøre for at få det til at hænge sammen. De skal have hjælp, og jeg er sikker på, at kloge folk kan finde den rigtige måde at gøre det på. En af grundene til, at vi er et rigt samfund er, at vi ikke lader nogen i stikken. Vi hjælper dem, der ikke kan klare sig selv.

Men energikrisen er en god anledning til at gøre op med den tanke, at alle skal have kompensation, når noget går galt. Middelklassen - som er langt de fleste af os - behøver ikke få tilskud og fradrag for dit og dat. Det offentliges penge skal gå til den service, som vi er enige om, at fællesskabet yder. Og til at hjælpe de svageste.

Middelklassen skal ikke have udleveret sugerør, vi kan stikke ned i de offentlige kasser. Vi må undvære en charterrejse, et restaurantbesøg eller den nye iPhone. Og vi må lige som alle andre skrue ned for varmen til vinter.

Måske varer det to eller tre vintre. Det må det så gøre.

Det er muligvis synd for os, men vores små problemer tåler ikke sammenligning med ukrainernes. Eller for den sags skyld med russernes.

 

 

Giv sorteringen en kurv

 

Vi skal sortere affald i 10 slags. Uha, tænker mange. Det bliver et helvede med en masse beholdere både inde og ude.

Forkert.

 

Det nye er IKKE, at du skal sortere. Det nye er, at du får hentet mere derhjemme, og dermed slipper for ture på genbrugspladsen.

 

Du får to eller tre beholdere til alle 9 eller 10 typer affald. De bliver tømt hver anden, tredje eller fjerde uge. Du kan få en SMS dagen før, enhver beholder bliver tømt. Så er der ikke mere at huske på der.

 

Tilbage er sorteringen inde i huset, som du også kan gøre meget enkel:

1 dobbeltbeholder under køkkenvasken til madaffald og restaffald + en genbrugskurv et eller andet sted. Så er det løst.

 

Alt, der ikke er rest- eller madaffald, kommer i genbrugskurven. Når du går ud, tager du kurven med og tømmer indholdet i de rigtige rum i beholderne udenfor.

 

Det er så nemt, at det ikke er værd at brokke sig over. Bare gør det.

 

Husk: Du får ikke mere affald, fordi du skal sortere mere. Og det fylder ikke mere.

Derfor går mænd for sjældent til læge

 

Kig på billedet fra Hirsholmene og find en spooky detalje. Den gråhårede mand i forgrunden har en deform venstre albue. Når først, man får øje på det, er det ikke til at se andet på billedet. Ulækkert!

Udposningen opstod her i juli, og som en god samfundsborger bestilte jeg tid hos lægen for at få det undersøgt og afklaret. Jeg bookede på nettet og fik ret overraskende en tid med få dages varsel midt i sommerferien.

Mødte i god tid
Jeg mødte selvfølgelig frem et kvarter før tid, og scannede mit sundhedskort ind. Da jeg havde ventet en halv time, loggede jeg ind hos lægen og tjekkede min reservation. Der stod, at jeg ikke havde nogen tider.

Nå, han er vel forsinket, tænkte jeg overskudsagtigt.

10 minutter senere scannede jeg mit sundhedskort ind igen. Skærmen meddelte, at jeg var kommet for sent til den aftalte tid og skulle henvende mig i receptionen.

Der sad en venlig telefonperson med folk i øresneglen. Efter nogle minutter kunne hun tale med mig, og jeg forklarede mit problem.

- Nå, det er bare skærmen. Den skal du ikke regne med. Lægen er forsinket i dag, men du skal nok komme til, lød svaret. Så jeg satte mig ud og kiggede videre på min telefon.

Det går væk af sig selv
Få minutter senere blev jeg kaldt ind. Jeg viste lægen min bulede, bløde albue. Han mærkede på den, og spurgte, om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke.

- Der er en irritation i slimhinden. Det går væk af sig selv i løbet af en måned eller to. Jeg kan godt suge væske ud, men det gør vi ikke, for det risikerer at skade noget. Det der er harmløst, sagde manden uden kittel.

Så sagde han ikke mere.

Jeg rejste mig og ønskede god sommer. Konsultationen tog ca. 1 minut, og jeg gik der fra med en følelse af at have ulejliget et travlt system med en ligegyldig detalje.

1 minut på at blive beroliget
Sidst, jeg var ved læge for et års tid siden, blev jeg undersøgt for en sygdom i familien. Der var heller ikke noget.

Jeg er meget taknemmelig for at have et godt helbred. Jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg opsøge lægen, når der opstår en mistanke eller som her en deformitet. Det er jo bedre at bruge 1 minut (+ 40 i ventetid) på at blive beroliget end at blive hjemme af høflighed, hvis der skulle vise sig at være et reelt problem.

Meningsløse minkmeninger

                                    Milliarder til forsvaret? Nå!
         

Hvor er det skønt at være en del af et demokrati, hvor alle deltager ivrigt i den fælles samtale.

Og hvor er det dejligt, at det emne, vi bruger mest energi på, er en procedurefejl i forbindelse med en kontroversiel beslutning om at slå alle landets mink ned.

Det viser, at vi er et lille lykkeligt land med meget få problemer.

Men det viser også, at politik i lidt for høj grad er blevet proportionsforvrængning. Jaja. Jeg har selvfølgelig opfattet, at sagen ikke handler om de mink men om tillid til politikerne, specielt statsministeren.

Men alligevel.

Historiens største oprustning
I dette forår har et markant flertal i Folketinget vedtaget en helt ny forsvarspolitik. Det er en meget drastisk beslutning som betyder, at vi går i gang med den største oprustning i landets historie. Og hvis vi taler tillid, er det en kovending i forhold til det, de samme politikere mente for få år siden.

I år har næsten hele Folketinget lavet klimaaftaler, som fuldstændigt vil forandre det danske samfund. Grøn omstilling bliver ikke bare et slogan. Det bliver en reel omstilling, som betyder, at vi kommer til at leve på en anden måde. Hele samfundet bliver elektrisk i løbet af få år, og alle virksomheder skal være grønne, også landbrug.

De fleste ved bedre end Mette
Debatten om de to meget principielle og vidtrækkende beslutninger har ikke været nær så omfattende som den om minkene. Alle har tilsyneladende en mening om Mette Frederiksen og de fleste ved bedre end hende, hvordan man er en god statsminister.

Men forsvar, sikkerhed, klima og økonomi? Nå ja. Det var der vist også noget med. Det klarer Nicolai Wammen, og han er så flink og lidt kedelig, så det gider vi ikke hidse os op over.

Det seneste nye om ingenting
Jeg ærgrer mig over, at den offentlige debat i mange tilfælde går helt i selvsving. Bevares, det er underholdende at følge Dansk Folkepartis sammenbrud. Men det burde ikke være breaking news, at Martin Henriksen igen blander sig i partiets debat. Det er nyt, men det er indholdsløst.

Fra min tid som nyhedsjournalist ved jeg, at medier er proportionsforvrængning. Den ene dag kan en ligegyldig historie fylde en halv forside, og dagen efter kæmper fire vigtige historier om opmærksomhed.

Det er vores skyld
Men det er ikke mediernes skyld. Det er vores. Det er os, der diskuterer, om det nu var fair, at Mette Frederiksen holdt pressemøde samme dag, som Tour de France kørte fra Roskilde. Det er os, der trækker på skuldrene af oprustning og klimaomstilling og i stedet klikker på historien om en kredsformand, der forlader Dansk Folkeparti på grund af Pia Kjærsgaard.

Menneskets natur og menneskets fremtid
Vi elsker underholdning. Vi kan lide at blive forargede. Og vi kan ikke lide de selvsikre typer, der ikke vil indrømme en fejl. Det er menneskets natur.

Men vi bør interessere os lidt mere for det væsentlige. Det er menneskets fremtid.

 

Statsstøtte til stenrige mediehuse

    Her er en af dem, der ikke får en rød reje.

 

På 10 år har Danmarks rigeste og mest magtfulde mediekoncern, JP/Politikens Hus mere end fordoblet sin egenkapital. Fra 1,3 mia. kr. i 2012 til 3,2 mia. kr. i 2021. År efter år har koncernen et overskud over 100 mio. kr. 2022 var et rigtig godt år, hvor de dygtige mediefolk tjente 285 mio. kr. hjem til de fonde, der ejer selskabet.

Det er dem vel undt. De har gjort det rigtig godt og traf for mange år siden en kontroversiel beslutning om at fusionere to konkurrerende selskaber for at spare på de kedelige driftsomkostninger og bevare avisernes særpræg.

50 mio. kr. om året
Men det er ikke kun dygtig ledelse og forretning, der får millionerne til at rulle ind. Koncernen har i de seneste 10 år modtaget over 50. mio. kr. om året i statsstøtte. Lige ned på bundlinjen, værsgo.

Politiken, Ekstra-Bladet og Jyllands-Posten har hver modtaget 17,5 mio. kr. Dertil kommer et skiftende beløb til andre medier, som koncernen driver.

En halv milliard af egenkapitalen kommer altså direkte fra Finansministeriet. Flinke folk på Slotsholmen.

Berlingske Media fik i 2021 34,5 mio. kr. til at udgive Berlingske og B.T. Selskabet havde et overskud på 49,2 mio. kr. 

Dagbladet Børsen - som Berlingske Media er medejer af - modtog også maksbeløbet på 17,5 mio. kr. i 2021. Selskabet kom ud af året med et overskud på 43,5 mio. kr.

Endelig kan jeg nævne Det Nordjyske Mediehus, som modtog 17,5 mio. kr. til at udgive Nordjyske Stiftstidende. Selskabet tjente 59,2 mio. kr. i 2021.

Lokale medier gisper
Det hører med til historien, at en lang række lokale og regionale medier ikke havde haft overskud uden det statslige tilskud. De er klemt, og politikerne har også besluttet at øge deres tilskud i år på bekostning af de landsdækkende mediers. Så der bliver kun 14,5 mio. kr. til hvert af de landsdækkende dagblade.

Dagbladene har i årevis haft meget gunstige vilkår, fordi de er en vigtig del af vores demokrati. Lovgivningen er moderniseret, så alle frie medier nu kan få støtte, hvis de opfylder en række kriterier. Men de gamle bladhuse suger stadig størstedelen af støtten til sig. Dertil kommer, at aviser er fritaget for moms.

80% af annoncekronerne til USA
Området er kompliceret. Der er noget galt, når stenrige mediehuse skal have hældt millioner af kroner ned på kistebunden hvert år. Men det er et godt formål at støtte den frie presse, ikke mindst i betragtning af, at Google, Facebook og andre udenlandske medier nu sidder på 80% af annoncemarkedet. Og reglerne skal selvfølgelig være ens for alle. Man skal ikke straffes for at være dygtig.

Alligevel synes jeg, mediepolitikerne skal se kritisk på støtten. De penge må kunne bruges bedre eller også kan det gøres for færre penge. Uden for støttesystemet er der en række små lokale netaviser, som også er en vigtig del af vores demokrati. De har ikke medarbejdere nok til at få del i statsmidlerne, og mange af dem kæmper måned for måned for at få regnskaberne til at hænge sammen. Her vil 50.000 kr. virkelig gøre en forskel. Det er 1 promille af tilskuddet til JP/Politikens Hus.

Undskyld, det var en dum idé

 DR er kommet i strid med en række forskere på grund af ungdomsprogrammer Ellen Imellem. De deltagende forskere har fået besked om, at de skal interviewes af Ellen, og at der indgår “satiriske elementer” i udsendelsen.

Det viser sig, at alle journalistens spørgsmål bliver stillet af en konspirationsteoretiker, som sidder i et andet studie. De forskere, som troede de skulle videreformidle viden til en journalist, deltager i virkeligheden i en debat med en person, der er overbevist om, at jorden er flad eller en anden mystisk mærkesag.

Til grin

Forskerne har intet fået at vide om det koncept, og de føler sig naturligvis til grin. For dem er en samfundsforpligtelse at stille viden til rådighed for medierne, men ikke at være en del af et ligegyldigt underholdningsprogram.

DR forsvarer sig med, at det er satire, og DR er ked af, at forskerne er blevet sure. Det er ikke godt nok.

Hvor svært kan det være at sige undskyld? DR har en vanskelig samfundsopgave med at lave interessant dansk indhold til unge, og Ellen Imellem var et forsøg på det. Det var så et mislykket forsøg. Idéen viste sig at være dum. Det sker, når man er kreativ og eksperimenterende, og så er det bare at erkende sin fejl, sige undskyld og komme videre.

Det er jeg ret sikker på, at forskerne ville acceptere.

En håbløs strid

Nu har DR i stedet kastet sig ud i en håbløs strid med nogle af Danmarks mest anerkendte forskere, som vil have meget svært ved at stille op en anden gang.

Og DR har kastet en del af sin troværdighed over bord.

Som en stor medievirksomhed er DR ofte med til at udstille folk, der har begået fejl. Det gode råd til dem er at erkende fejlen for at stoppe mediemøllen. Rådet er hermed givet videre til DR