Falsk positiv start på ferien

                                    Det bedste, der skete i fredags.

Goddag det er fra smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed, lød en venlig stemme i telefonen torsdag formiddag.

Jeg havde netop fået at vide, at min kollega var testet positiv i en kviktest, så opkaldet kom ikke helt bag på.

I karantæne
Smitteopsporeren fortalte, at jeg var nær kontakt til en smittet, og at jeg derfor skulle i karantæne og skulle bestille to PCR test. Hun forklarede meget fint, at jeg skulle opholde mig isoleret fra min kone, at hun skal sætte min mad uden for døren, og at jeg skulle spritte af, når jeg havde været på toilet.

Æv.
Jeg var forkølet, så jeg havde booket en PCR test til om eftermiddagen. Og så tog jeg ellers hjem med mundbind på, pakkede mine ting og listede ned i kælderen. Jeg kunne godt gå tur med hunden, men ellers var det bare at kukkelure nede i kælderen.

Næste morgen tjekkede jeg straks Min Sundhed for at se testresultatet. Der stod på app'en, at der var forsinkede test. Typisk. Lige når vi holder bededagsferie i isolation.

Efter en gåtur med hunden kedede jeg mig med at rydde op i værkstedet. Det er en helt nødvendig opgave, fordi vi skal flytte, men det behøvede da ikke at foregå i høj sol. Hvert 10. minut tjekkede jeg app'en.

Frifundet
Over middag kom det befriende opkald fra kollegaen. PCR testen var negativ, så vi nære kontakter kunne igen løslades. Jeg forlod arrresten, men var stadig lidt for mig selv resten af eftermiddagen. Mit testresultat var nemlig ikke dukket op.

Det kom først ved 20-tiden om aftenen, og det var heldigvis også negativt.

Set her på et par dages afstand var det såmænd ikke noget særligt. Et døgn i kælderen går nok, og hvis kollegaen eller jeg havde haft corona, ville det være en katastrofe, at vi mængede os med andre mennesker. Så det var et lille, men nødvendigt offer.

4 x 4 x 4 - så går det stærkt
Men det gik op for mig, hvor hurtigt den virus kan brede sig. Jeg tror, vi var fire nære kontakter. Havde vi også været smittet, skulle der lige ganges med fire eller fem igen, og så bliver det lynhurtigt mange.

Vi bor to mennesker for os selv ude på landet, og har en kælder, hvor den ene kan isolere sig. Men for rigtig mange familier vil det være et stort indgreb at lukke sig selv inde i flere dage. Vi oplevede da også, at styrelsen ringede igen for at høre, hvordan vi tacklede karantænen. Heldigvis kunne jeg melde tilbage, at det var falsk alarm.

En ægte publicist

 

                                    Foto: Henrik Bjerregrav

 

Manden på billedet er journalist Per Henrik Hansen, som jeg gik på hold med på journalisthøjskolen i 80erne. En dejlig mand og en dygtig og samvittighedsfuld journalist, lige som de fleste i vores klasse.

Per Henrik var blandt de ældste i klassen, så han er netop gået på efterløn efter en fin karriere som journalist på Information og senere mange år som freelancer med fødevarer som speciale.

Gratis avis til Mårslet
Nu er han kastet sig over et fritidsprojekt med det prunkløse navn mårsletavis.dk. En gratis online nyhedstjeneste, der fortæller om stort og småt for de 5000 sjæle i landsbyen Maarslet syd for Aarhus. Per Henrik og hans kone Solveig har boet i byen i 30 år, og har været engageret i frivilligt arbejde. Nu gælder det altså en lokalavis, hvor Per Henrik klarer alle opgaver.

Udgiveren kalder det selv for et con amore projekt - ja endda et ego-projekt. Jeg tror, at mange byer vil være glade for den slags egoister :-)

Uafhængig journalistik
Mårslet Avis er nemlig en ren gave til byen. Alt stof er gratis, og der er ingen annoncer på siden. Men journalistikken fejler ikke noget. Per Henrik tjekker sine oplysninger, citerer folk omhyggeligt og hører den angrebne part, hvis der er kritiske sager. Nøjagtigt, som vi lærte det på skolen i sin tid.

Sjovt nok var en af vores lærere der Marianne Hansen, som nu i nogle år har drevet en tilsvarende gratis online avis i den noget mindre by Ørting syd for Odder. Den hedder Ørtingposten

Jeg synes, det er fedt med den slags projekter. Per Henrik er en rigtig publicist, som videreformidler nyheder fra sit lokalområde, fordi han synes, det er vigtigt. Og han er 100% uafhængig. Projektet er ikke finansieret af foreninger eller virksomheder, og det koster hverken penge at blive omtalt i eller at læse Mårslet Avis.

Oase i nyhedsørkenen
Lokalaviserne er ved at forsvinde, og man taler om, at der opstår nyhedsørkener. Det er områder af landet, der ikke bliver dækket af uafhængige journalister. Det er et problem for vores demokrati. Mårslet Avis er en lille oase i den østjyske nyhedsørken, og der er efterhånden rigtig mange af dem rundt omkring i landet. 

Tak for det, og held og lykke med arbejdet, Per Henrik.

PS: Billedet er taget af pressefotograf Henrik Bjerregrav, som var elev på Dagbladet i Holstebro samtidig med mig. For os, der kender Per Henrik, er det lige i øjet.

Tankegangs tredje fase

 

                            Tankegang har kontor her på Sindal Station og i Den Hvide By i Køge.

I en alder af 34 år går Tankegang nu ind i sin tredje fase.

Det startede med 7 kortfolk, der brød ud fra Dafolo og lavede deres eget firma med det enkle navn Kortgruppen. Idéen var at tilbyde kortydelser til kommunernes tekniske forvaltninger og hurtigt derefter kom information om affald, spildevand og andet sjov fra teknik og miljø.

25 ansatte i 2002
Anden fase var opbygningen af en halvstor kort- og kommunikationsbutik med fokus på teknik og miljø. År efter år kom der nye medarbejdere til, og i 2002 skiftede firmaet navn til Tankegang. Kortene var da udskilt i en selvstændig virksomhed, og Tankegangs fokus var kommunikation. Ved navneskiftet var vi knap 25 ansatte.

I de første 15 år var information og kommunikation nyt for teknik og miljø. I 0erne og 10erne strømmede kommunikationsfolkene ind på rådhusene og i forsyningsselskaberne, og samtidig skød kommunikationsbureauer op som paddehatte overalt i Danmark.

Svære budskaber fra teknik og miljø
Tankegang holdt fast i teknik, miljø og forsyning som kunde og tog løbende nye opgaver ind, som kommunerne havde brug for. Borgerinddragelse og strategiprocesser og brugervenlige digitale værktøjer er kommet til. Men stadig på en tankegangsk måde. Det vil sige, at vi forklarer og formidler de svære budskaber fra teknik og miljø på en måde, som alle kan forstå. På dansk.

Trods dette udviklingsfokus er omsætningen faldet lige så jævnt de seneste år, som den steg i de første. Og det har gjort mig og de øvrige ejere ekstra gråhårede. Det er ikke sjovt at skulle skaffe arbejde til 10 kolleger hver måned, når kunden løser flere og flere opgaver selv, og der er flere og flere om buddet.

Så Tankegang dybt i øjnene
Da coronaen sendte kommunernes ansatte hjem og satte udviklingsprojekter på pause, satte ejertrekløveret sig ud i Claus' sommerhus og så Tankegang dybt i øjnene. Resultatet blev en drastisk plan, som bliver endegyldigt ført ud i livet her til månedsskiftet: Goddag til to nye medejere - vores digitale spydspidser - og farvel til alle medarbejdere. Tilbage er fem makkere, der sælger, udvikler og producerer opgaver sammen - og sammen med freelancere.

I fredags havde vi en hyggelig skovtur med de to sidste medarbejdere, og fra 1. april består Tankegang af fem ligestillede ejere. Vi kan løse nøjagtigt de samme opgaver som hidtil, og flere til. Nu står vi helt frit med valg af samarbejdspartnere. Vi skal ikke kun sælge det, vi selv kan løse men kan hente nye, spændende freelancere ind, der passer nøjagtigt til opgaven.

Frihed for mig
For mig personligt giver det nye Tankegang en enorm frihed. Jeg har gennem mange år tjent min egen løn og nogle stykker andres hjem. Og så har jeg været chef for butikken med de opgaver og det ansvar, der følger med.

Nu skal jeg bare lave det, der er sjovt: At køre ud til kommuner og forsyninger og løse opgaver sammen med dem. Jeg har ikke et kæmpe salgsbudget, og kommer der en måned, hvor der ikke dukker så mange nye opgaver op, går det nok. Det værste, der kan ske, er at vi får lidt lavere løn i en måned eller to.

Mindre bøvl og mere fokus
Det ser dog ikke ud til at ske lige foreløbig. Uden at have alt for travlt, har Tankegang fået en meget fin start på året. Med fem makkere er der mindre bøvl og bureaukrati og mere fokus på at løse opgaverne. Vores omsætning i de første måneder af året er noget højere, end vi har brug for, så vi kan lægge lidt til side til dårligere tider. Havde vi haft samme omsætning for et år siden, havde vi måske lige holdt skindet på næsen og ville allerede nu begynde at være nervøse for kassekreditten under og efter sommerferien.

35 år til november
Den nye konstruktion er den helt rigtige for Tankegang, som vores verden ser ud lige nu. Den er sådan set forudsætningen for, at vi kan fejre 35 års fødselsdag til november og har udsigt til, at firmaet også kan runde de 40. Til den tid tror jeg, at Tankegang hverken er fed eller færdig.

Her er mit kontor

 

 

Lidt kækt har jeg sagt, at mit kontor er 12 tommer. Det er nemlig min Mac.

Men det er ikke helt rigtigt. Jeg har også tablet, telefon, opladere, adapter, en notesbog, et par kuglepenne samt 3-7 stykker papir. Det ligger alt sammen i tasken, som mere retteligt er mit kontor.

Låner et skrivebord
Tankegang har naturligvis et kontor, hvor jeg elsker at komme. Jeg har frabedt mig et skrivebord, så jeg snupper et ledigt eller sidder i køkkenet eller i mødelokalet.

Tidligere havde alle i Tankegang en kasse med deres personlige kontorting. Min har været helt tom de seneste år. Jeg har ikke brug for en æske clips, en post-it blok, en usb-nøgle eller nogle kontaktpersoners visitkort, som vist var indholdet i kassen henimod slutningen.

Adgang på et øjeblik
Alt ligger på drev eller digitale tjenester, som jeg har adgang til fra Macen. Uanset, om jeg sidder hjemme, hos en kunde, på en færge, hos Tankegang eller i bilen, mens den lader, kan jeg lynhurtigt få fat i og arbejde med det materiale, jeg har brug for.

Frihed
For mig er det en kæmpe frihed. Har jeg noget arbejde, jeg lige skal fikse, behøver jeg ikke køre hen til et kontor, deaktivere en alarm og tænde en computer. Jeg kan bare sætte mig hen i sofaen med Macen i skødet. Det er faktisk et af de bedste steder for mig. I går skrev jeg et par pressemeddelelser med benene op over armlænet. Forleden tegnede jeg en lille folder i min notesbog, mens Solle sad overfor med et kompliceret sytøj og hunden fladede ud på tæppet.

Jeg har aldrig abonneret på idéen om, at arbejde foregår på en arbejdsplads inden for et bestemt tidsrum. For mig er arbejde nogle opgaver, kolleger, kunder og jeg skal løse sammen og hver for sig. Den del, jeg skal lave selv, får jeg fra hånden på den lettest mulige måde og på den måde, der passer bedst ind i min rytme.

Arbejdshest på færgen
Et af de steder, jeg er mest produktiv, er på Mols-Linjen. Fra jeg finder en plads ved den særligt indrettede arbejdsskranke til jeg må gå ned til bilen, har jeg halvanden times kontortid. Der bliver bare banket nogle små og store bogstaver ned. I mit frie job skal jeg ikke tælle timer, men jeg er helt sikker på, at det jeg får fra hånden på én færgeoverfart, ville tage en hel formiddag på kontoret.

Jeg skriver alene dette som inspiration til andre. Hvis du er typen, der kun kan arbejde på den dertil indrettede arbejdsplads i den tid, der nu er sat af til det, er det helt fint. Det har jeg intet imod.

Bare jeg stadig har min frihed og mine 12 tommer.

Fremtiden er elektrisk

Når man står midt i en omvæltning, kan det være svært at overskue den. Derfor er de fleste næppe opmærksom på, at vi i disse år er i gang med en verdensomspændende energirevolution. Verden er på vej til at blive elektrisk.

I min levetid vil det formentlig være slut med at bruge olieprodukter til opvarmning, transport og produktion. Fremtiden er elektrisk, og jeg både tror og håber, at det kommer til at gå stærkt.

Varme på strøm
I Danmark er vi forholdsvis langt fremme. Husholdningernes varmeforsyning er ved at blive sluttet på elnettet. Olie- og gasfyr forsvinder, både i hjemmene og på fjernvarmeværkerne. I nogle år endnu vil der være store varmeværker, som fyrer med flis, og affaldsforbrænding tror jeg heller ikke, vi kan afskaffe. Men ellers vil det være varmepumper af den ene eller den anden slags, som forsyner os med varme og varmt vand.

Benzinbiler på museum
På transportområdet kommer det til at gå stærkt med elbiler. Om få år er batteriteknologien så god, at elbiler koster det samme som andre biler og har nogenlunde samme rækkevidde. De er bedre at køre i, larmer mindre og sviner ikke, så elbilen vil være det naturlige valg. Benzinbilerne forsvinder ud af markedet og ind på teknisk museum.

Strøm til den tunge transport
Lastbiler, skibe og fly går i samme retning. Verden over sidder ingeniører og udvikler teknologier, der kan fortrænge de stinkende dieselmotorer. Power-to-X er det helt store lige nu. Det er brændstofproduktion ved hjælp af strøm og brint, og det er i sig selv en lille revolution. Men det er ikke den sidste. Det er big, big business at sætte strøm til den tunge transport, og det sker om 5-10 år vil jeg tro.

Dieselmotorer tøffer ud
Tilbage er der industriproduktionen, som også bruger dieselmotorer i tusindvis. De forsvinder dag for dag ud af produktionshallerne, og bliver erstattet af grønne løsninger. Det er for længst blevet et konkurrenceparameter for virksomheder at producere på en bæredygtig måde, og den tendens bliver kun forstærket de kommende år.

Digital makker
Elektrificeringens makker hedder digitalisering. Fremtidens energiforsyning bliver langt mere intelligent end den nuværende. Det gør den af nød, fordi strøm ikke kan lagres på samme måde som olie.

Der er brug for intelligente løsninger, som automatisk regulerer vores forbrug af strøm, så vi bruger mere om natten og mindre om dagen. Et lille eksempel fra din husholdning er, at din fryser kan køle ekstra hårdt ned om natten og på den måde spare dyr energi om dagen. Digital, central styring af fjernvarme kan spare op imod 20 pct. af energien uden at temperaturen falder i lejligheder og huse. Og tænk på, at vi på samme tid bruger enorme mængder energi på at køle ned og varme op. Kombinationsløsninger her vil spare millarder af kilowattimer strøm.

Nemt for os forbrugere
Ét er sikkert med fremtidens energiforsyning: Det bliver nemmere og mere fleksibelt for os forbrugere. Der bliver mindre røg, støj og møg. Og det er nødvendigt, for vi bliver ved med at finde nye behov, som kræver energi.

Løbetossens nytårsønske

 

I 10 år har jeg med jævne mellemrum været plaget af skader, som i perioder på 3-8 uger ad gangen har gjort det umuligt for mig at løbetræne. Men i 2020 har jeg ikke haft en eneste skade.

Hemmeligheden er en særlig disciplin, som er meget vanskelig for løbetosser: Ikke at træne for hårdt.  

Mens andres nytårsforsæt er at træne så meget som muligt var mit løfte til mig selv for et år siden ikke at give den for meget gas. Jeg var så vant til at træne mig op igen efter en pause, og når jeg var ved at føle mig i form igen, steg ambitionsniveauet. Så tog jeg lige en tur på 12, og senere en på 15 kilometer, og bang: Så kom der en ny skade. I låret, i læggen eller i knæet i højre eller venstre ben.

Gåture og en rød racer
Så jeg lovede mig selv at gå meget langsomt og tålmodigt frem samt at erstatte den ugentlige lange løbetur med en lang gåtur. 

Til overflod anskaffede jeg mig en flot, rød racer. Ikke fordi, jeg havde lyst til at cykle, men fordi jeg var så vant til løbeskader, at jeg ville have et alternativ til at ligge stille.

Cyklen hænger nede i kælderen og samler støv. Og det er jeg rigtig glad for. Det er fint nok at cykle, men for mig kan det ikke måle sig med en god løbetur. 

10 kilometer er fint nok
Mit nytårsønske er derfor, at jeg fortsat kan holde mig på måtten. At jeg fortsat vil stille mig tilfreds med løbeture på højst 10 kilometer, at jeg fortsat vil gå de lange ture, og at jeg vil supplere lidt med cykelture. Lykkes det, kan jeg måske holde mig skadesfri i hele det nye år, så jeg til enhver tid kan løbe en frisk og opkvikkende tur. For mig er intet mere surt end en flot forårsdag, hvor folk løber rundt i den spirende skov, mens jeg humper på de gamle stænger og ikke kan få lov at løbe.

Selv om jeg har forbudt mig selv at løbe lange ture, kan jeg se tilbage på et særdeles aktivt år. Sundhedsappen afslører, at jeg har forbrændt næsten 20% flere kalorier ved motion i 2020 i forhold til 2019, som ellers var mit bedste år i nyere tid.

Sund fornuft, men...
Det er gode og stærke argumenter for at fortsætte den nye stil. Det er sund fornuft.

Men det er forbandet ærgerligt, at jeg ikke kan løbe en halv maraton i et fornuftigt tempo. Der er masser af folk, som er 5, 10 og 15 år ældre end mig, som kan det. Men der er vist også en del, som har stillet løbeskoene for længst, fordi bentøjet ikke kan blive ved at klare de mange stød.

Endnu en glad elbilejer

 

I halvanden måned har jeg nu været ejer af en elbil, og mange vil nok mene, det er et dristigt eksperiment, jeg har kastet mig ud i.

Jeg kører nemlig rigtig meget, og jeg kører lange ture. Det er ikke usædvanligt, at jeg lægger 5-600 kilometer asfalt bag mig på en dag. Kan det lade sig gøre i en elbil?

Det korte svar er: Sagtens.

Rækkevidde er en opgave
Rækkevidden er det store kritikpunkt hos dem, der er skeptiske over for elbiler. For elbilister er det ikke noget større problem. Engang imellem er det en opgave, der skal løses. Og det bliver den så.

Jeg synes, det er lidt sjovt at planlægge turen og udpege mulige ladestationer, hvor man lige kan holde ind og få en kop kaffe. Og det er en stor tilfredsstillelse at trille en lang tur og komme sikkert ind på gårdspladsen med lidt strøm på batteriet.

Basen er opladeren herhjemme. Den kan lade mit batteri op på 5-6 timer. Hvor lang tid, det tager, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at den er fuldt opladet om morgenen, når jeg har sat stikket til som det sidste, inden jeg går i seng.

Strøm nok - ikke fuldt opladet
Herfra går øvelsen ud på hele tiden at have strøm nok til at kunne klare dagens besøg hos kommuner og forsyningsselskaber. Det går IKKE ud på hele tiden at have batteriet fyldt med strøm. Forestil dig en tur til Vejen, Horsens og Vejle. Så kører jeg hjemmefra og til Vejen og napper en kaffepause i Randers, hvor der lige kommer 100 kilometer strøm på. I Horsens sætter jeg bilen ved en lader og går eller cykler til rådhuset, og det samme gør jeg i Vejle. Nu er der strøm nok til at køre til Randers eller Haverslev, hvor jeg kan få de sidste 100 kilometers strøm, mens jeg nyder en sandwich og bladrer i mine mails.

En times arbejde
Så let går det ikke altid. En dag, jeg havde det sidste møde i Vejle til kl. 16.30, var der kun 50 kilometer strøm på bilen. Så kørte jeg ind til en lader ved Føtex og sad i caféen i en time med min computer og arbejdede med det, jeg netop havde holdt møde om. Så gik turen nordpå og med et kort stop i Haverslev kom jeg trygt hjem.

Tre typer ladere
Der er groft sagt tre typer ladere. Vi kan kalde dem langsomladere, hurtigladere og lynladere. De langsomme er som den herhjemme. Det giver strøm til 40-50 kilometer på en time. De hurtige giver 100 kilometer på et kvarter og lynladerne giver over 200 kilometer på et kvarter.

Lynladerne er kun nogle få steder i landet, men der kommer flere de kommende år. Det er ren luksus. Ellers er det hurtigladerne, jeg har brug for ude i landet. De må gerne stå tæt ved motorveje og de store landeveje.

Inde i byerne er der brug for mange af de billige langsomladere, så man kan finde et sted at lade sin bil op om natten. Når jeg overnatter i en by, må der meget gerne være en langsomlader i nærheden, så jeg har toptunet batteri næste morgen.

749 kr. pr. måned
Jeg har valgt Clever som leverandør, så jeg har en app med overblik over deres ladekort. Jeg kan også se, hvilke ladere, der er ledige. Jeg tror, det er et heldigt valg, for Clever udbygger sit net meget kraftigt i de kommende år. Jeg betaler 749 kr. om måneden for fri opladning, og jeg får elprisen refunderet for den strøm, jeg tapper hjemmefra. Til overflod har jeg valgt en leverandør af strøm, som har fleksible priser, så jeg næsten altid får mere refunderet end jeg betaler for, når jeg lader bilen op om natten.

Økonomien er også en glæde ved at være elbilejer. Min udmærkede Hyundai Kona kostede lidt mere end 300.000 kr., og jeg kan køre mine 4000 kilometer om måneden for 700 kr. I København, Frederiksberg og snart Aarhus er der gratis parkering for elbiler, og er der en ladestander på en p-plads, er den jo forbeholdt elbiler.

Klima, lyd og fart
Så er der klimaet. Nul udstødning og det meste af strømmen kommer fra vindmøller, da jeg fortrinsvis lader op om natten. Det gør mig glad, at jeg kan køre bil med grøn samvittighed. Rigtig, rigtig glad.

Endelig er der komforten. Det er mere end almindeligt skønt, at bilen er lydløs. Jeg bilder mig ind, at jeg er mindre træt end tidligere, når jeg kommer hjem fra en lang tur. Jeg har ikke siddet hele dagen i støj. Og så er elbiler jo vakse i optrækket, så man kommer hurtigt ud af lyskrydsene og op i den lovlige fart.

Fartbøder - bliver der nok heller ikke noget af. Hurtigkørsel koster strøm og dermed rækkevidde. Den føromtalte tur til Vejen klarer jeg næppe med 130 km/t på motorvejen, men med 110 går det an. Det tager måske 5-10 minutter længere tid men er til gengæld mere afslappende.