Hilsen fra en pensionistkrop

Her i huset er jeg den unge mand, og vi har mange små godmodige drillerier om, at jeg er i 40erne, mens Solle er på vej mod de 60.
Nu har piben fået en anden lyd, og det er min egen skyld. Da vi for et stykke tid siden væddede om vinderen af X Factor var der ingen vinder. Men jeg var så sød at give Solle hendes præmie alligevel: En Nintendo Wii.
I fredags fulgte så den nødvendige investering nummer 2: Wii Fit - det særlige bræt, man kan købe til spillet. Det er Solles, og hun er allerede godt i gang med træningen. Det går rigtig fint - hun er virkelig fit.
En naturlig måde at starte spillet på, er at gennemføre en Wii-test. Her skal man indtaste sin højde og alder og klare nogle små øvelser med at holde balancen. Så regner den BMI ud. Det er ikke noget problem hjemme hos os - men bagefter kommer deltagerens Wii-alder.
Første dag nåede den frem til, at Solle var 58 år. Det skulle jeg ikke have noget af at grine af, og godt det samme, for jeg var nemlig 59 år.
Søndag morgen kom jeg hjem fra en løbetur, og Solle kom glad ud og fortalte, at hun nu kun var 47 år. Så måtte jeg op på brættet og prøve testen igen. Jeg var ikke længere 59 år. Jeg var 69.
"Det er 23 år mere end din alder. Du har en meget svag krop", meddelte det sindssyge apparat.
Det virker ikke særlig motiverende på mig. Den svage krop vil hellere løbe en lang tur, og så vil dens hoved glæde sig over at være gift med en vital kvinde med en spændstig og stærk krop.

En offentlig syltekrukke

På lørdag fylder Offentlighedskommissionen 7 år.
Fogh Rasmussens første regering bad 21 kyndige mennesker sætte sig sammen og komme med forslag til en ny offentlighedslov. I spidsen for forsamlingen finder vi Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.
Her er, hvad Justitsministeriet skriver på sin hjemmeside om kommissionen:
"Det overordnede sigte hermed skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold, herunder i relation til den udvikling, der har fundet sted med hensyn til bl.a. statslige selskaber, udlicitering, digitalisering samt nye og ændrede samarbejdsstrukturer i forvaltningen."
Jeg noterer mig, at det er noget med åbenhed. Det kan man ikke beskylde kommissionen for. Den har stort set ikke ladet høre fra sig. Flere journalister har uden held søgt om aktindsigt i kommissionens arbejde, og den seneste melding fra Gammeltoft-Hansen er, at der kommer en rapport i september 2009.
I denne uge bestemte et flertal i Folketinget, at en lille del af loven skal ændres. Ministrenes kalender skal ikke længere være offentligt tilgængelige. Hvorfor det er så vigtigt at tage fat i det lillebitte hjørne af den vigtige lov, skal man vist arbejde på Christiansborg for at forstå. Vi andre dumpapper tror, det er fordi, politikerne vil undgå sager som den om Bendt Bendtsen. Når han var på inviterede jagt- og golfture stod der "privat arrangement" i hans kalender. Da nogle journalister bad om aktindsigt i kalenderen rettede ministeriets folk i den, så Bendtsens gratis golfture blev til "erhvervsarrangementer".
Vi tror altid, at Danmark er i front, når de gælder miljø, menneskerettigheder og åbenhed, men det passer ikke. Den danske offentlighedslov er ikke præget af åbenhed og i hverdagen oplever journalister modstand, når de med loven i hånden beder om aktindsigt. Jeg har personligt haft en sag, hvor det tog knap to år at få udleveret et materiale.
Derfor er det vigtigt at revidere loven. Det er vigtigt at få en debat om emnet. Og det er sørgeligt, at det er endt i en syltekrukke hos en pinligt langsomt arbejdende kommission.

Tak for koncerthuset

For et par år siden var det allerstørste problem i hele Danmark, at DRs koncerthus blev alt for dyrt. Stor skandale. Der rullede hoveder, DR måtte fyre medarbejdere og mediehusets image var helt i bund. Ejeren - regeringen - pustede til ilden og forsøgte at score politiske point på at deltage i en flere måneder lang hetz mod DR.
Så blev der født en prinsesse, og der kom en finanskrise forbi, og nu har vi nærmest glemt, at det vist kostede 1 milliard for meget, det kære koncerthus.
Selve huset hører vi ikke så meget om. Det er synd, for det er et helt fantastisk bygningsværk. Jeg var der i lørdags med min far til en dejlig koncert med DRs Symfoniorkester. Salen var næsten fuld, og alle sad på gode pladser. Lyden er ens i hele den kolossale bygning, og alle har et fint udsyn til scenen. Det er en vigtig del af en klassisk koncert at følge instrumenterne.
Inden pausen var musikken i perioder lidt kedelig, men det gjorde ikke noget. Så lod jeg blikket glide rundt i den spektakulære sal. Det er en oplevelse i sig selv. Sikke et rum - sikke en idé at bygge på den måde og tænk, at det kan lade sig gøre.
Det var simpelthen en god oplevelse, og jeg er vel nok glad for, at DRs bestyrelse i sin tid traf den modige beslutning om at investere i sådan et hus. Hvis den fornemste ambition, man har, er at overholde et budget, så udretter man aldrig noget stort. Der skal være nogen til at tænke stort og drømme lidt vildt og sætte deres vilje igennem.
Tænk på Utzons operahus i Sydney. Han og byggeriet blev totalt skandaliseret i Australien, mens hans muslingeskaller blev samlet og monteret. Budgettet skred langt værre end i Ørestaden, og det blev - en kæmpe succes. I dag er australierne pavestolte af Sydney Opera, og budgetoverskridelsen er bare en god historie.
Som licensbetaler er jeg glad for at bidrage til, at Danmark har et koncerthus i verdensklasse. Jeg tillader mig i øvrigt også at være en meget tilfreds bruger af DRs radio-, tv- og nettilbud. Det er altså ikke alle pengene, der er smidt i de 4 huse omkring Emil Holms Kanal.

Det nye Pittelkow-syndrom

Kommentator Ralf Pittelkow er så betydningsfuld, at han har fået opkaldt et syndrom efter sig. Pittelkow-syndromet er en betegnelse for folk fra venstrefløjen, som er vandret via Socialdemokraterne over på den borgerlige fløj.
I denne uge udgiver Pittelkow en ny bog, hvor han med udgangspunkt i sit eget liv analyserer det danske samfunds udvikling. Her introducerer han begrebet "den definerende klasse". Det er 68erne og de kulturradikale, som efter Pittelkows opfattelse påvirker meningsdannelsen hele vejen igennem det danske samfund.
Jeg vil gerne slå til lyd for et nyt Pittelkow-syndrom - nemlig de borgerlige kommentatorer og meningsdannere, som bliver ved med at hyle op om 68ernes og de kulturradikales enorme indflydelse.
Sandheden er, at Pittelkow selv i høj grad tilhører - ikke den definerende klasse - men én definerende klasse i Danmark. Han er kommentator på Danmarks største dagblad, hvor han hver dag udlægger teksten fra Christiansborg over for Jyllands-Postens læserskare. Han er en flittig debattør, som ofte er i radio og tv. Han holder foredrag og udgiver bøger, og har et stort publikum.
Det er Pittelkow meget, meget velkommen til. Det er også helt i orden, at han har stor indflydelse. Det får man, når man er flittig og dygtig.
Men faktum er, at Pittelkow bruger al sin arbejdstid på at definere samfundsudviklingen og at påvirke den. Der er mange andre dygtige og flittige borgerlige debattører, og de har lige som Pittelkow stor indflydelse.
Resultatet er - blandt meget andet - en stram udlændingepolitik, massive skattelettelser og en kulturkanon.
Begrebet "den definerende klasse" er sproglig manipulation fra Pittelkows side. Der findes ikke én klasse, som sætter retningen i Danmark. Der er mange, som påvirker vores samfund. Pittelkow er én af dem.
Og husk så lige, at der i de seneste 30 år har været borgerlige regeringer i Danmark i næsten to tredjedele af tiden. Det er også med til at påvirke samfundsudviklingen. Det er også med til at definere, hvad der er politisk korrekt.

Sundhedens syltekrukke

Efter en løbetur på et julemærkehjem i sidste valgkamp bebudede den nuværende og den forhenværende statsminister, at de ville slå et slag for sundheden. Danskerne skulle leve længere.
Resultatet blev en sundheds- og forebyggelseskommission, som i dag fremlægger sine anbefalinger.
Allerede inden mødet er regeringen i gang med at plaffe kommissionens forslag ned.
Cigaretter skal koste en 50er - duer ikke, siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Man skal være 18 år for at købe alkohol - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Dobbelt så høj afgift på chokolade - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Til lykke med ham.
Nu skal han så bruge energi på at forklare alverden, at han gerne vil arbejde for bedre sundhed for danskerne - men bare ikke vil følge eksperternes råd.
Vi har set det før i denne regerings tid. Man spørger nogle kloge folk til råds, og så afviser man alle de vigtigste forslag fra dem. Det mest grelle eksempel var Velfærdskommissionen, hvis forslag blev jordet på under 1 døgn.
Det er nemlig sådan på Christiansborg, at det ikke gælder om at have ret. Det gælder om at få ret, og det får man, når man har 90 mandater.
Så hvis regeringen finder ud af, at sundheden fremmes bedst ved at tillade højere hastighed på motorvejene og kan skaffe flertal for det - så er det sundhed.

Meromsætning til PostDanmark

Da vores lille nevø Gustav for et par uger siden kom til verden, sendte vi et kort for at ønske forældre og storesøstre til lykke. Jeg købte kortet på en tankstation, hvor den unge mand også var så flink at finde et frimærke frem.
Det lød på 5,50 kr., men det viste sig efterfølgende, at brevet var tykkere end reglerne foreskriver for breve til 5,50 kr. Der skulle have været 6,50 kr. på.
Denne fejl satte et omfattende administrativt arbejde i gang hos PostDanmark. En maskine tog 2 (to) billeder af min formastelige kuvert. Modtageren fik besked om, at portoen var berigtiget og forleden fragtede vores flinke postbud så et brev ud til os. Her blev min overtrædelse afsløret, og jeg pålagt at betale den ekstra krone i porto. Så var der lige lidt administrationsomkostninger plus moms af dem, så den samlede regning lød på 34,75 kr.
34,75 kr. for 1 krones underfrankering. Vorherrebevare til hest og på lokum.
Sikke noget pjat, at en servicevirksomhed generer sine kunder på den måde. Det opdrager ikke mig til at følge deres indviklede regler. Det får mig snarere til at lade være med at sende breve, hvis det skal være så besværligt.
For nylig deltog jeg i en stor undersøgelse om PostDanmarks service. Jeg udfyldte 3-4 sider med meninger om alverdens ting. Her svarede jeg blandt andet, at jeg var meget utilfreds med at modtage morgenavisen kl. 14.30, som er blevet normal posttid hos os.
Det er da klart, PostDanmark ikke har tid til at dele post ud til kunderne, når de skal bruge så meget energi på at dunke kunderne oven i hovedet og sende fjollede ekstraregniner ud.

Til bryllup i Frankrig

Her til eftermiddag tager vi til bryllup.
Det holdes godt nok først på fredag, men det er lang pokker i vold nede i Frankrig. Vi napper en lille køretur på 2 x 1800 kilometer for at se vores nevø Morten blive gift med den dejlige og lidt gravide Kajsa.
Det foregår i Serre Chevalier, et skisportssted nær Grenoble og Torino, hvor det kommende ægtepar har lejet et hotel til deres 65 bryllupsgæster. Det var da et tilbud, man ikke kunne sige nej til.
Vi er bestemt ikke vilde med lange køreture, men vi har taget en rask beslutning om at snuppe hel turen i 1 stræk. Første stop er i Aalborg, hvor vi samler Nina og Nikolaj op, og så går det ellers sydover i etaper på ca. 200 kilometer, inden vi skifter chauffør. Aftalen er, at de to på forsæderne er vågne, mens de to andre har ret til at sove. Vi har ikke aftalt rækkefølgen, men jeg føler mig overbevist om, at Nikolaj og jeg kommer til at sidde i front i de allermørkeste timer i nat. Det fortæller min intuition mig.
Ifølge Google Maps og diverse navigatorsystemer ankommer vi til det franske hotel torsdag morgen. Så kan vi muligvis låne nogle ski og måske få et par timer på øjet inden den første fest, som holdes torsdag aften.
Brylluppet står i den lokale kirke fredag eftermiddag, og så er der lagt op til en skæg aften på hotellet. Morten er næsten altid god for et nummer ved andres fester, så mon ikke der er et par stykker, der vil hævne sig, når nu han står i sit stiveste puds.
Lørdag er der brunch, og så siger vi nok farvel til selskabet. Der er jo også 16-18 timer den anden vej, og vi vil gerne hjem i god tid, så vi kan nå at være nogenlunde friske til næste uges arbejde.
Bertha er i de allerbedste hænder hos Mariean og Ole, men vi glæder os allerede nu til at se hende igen på søndag.

PS. Billedet er fra generalprøven til brylluppet, hvor Morten og Kajsa første gang prøvede deres nye klæder.