Her er Gugel

Michael Gram fra MapsPeople var vært ved arrangementet i Aalborg.

I/O Extended hed arrangementet. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder, men det var uhyre interessant. Vi var vel et par hundrede mennesker i Aalborg Universitets dejlige lokaler i bunden af Rendsburggade på den nye havnefront.
Vi var kommet for at se en live-transmission fra Googles hovedkontor i San Fransisco, hvor selskabets topchef Sundar Pichai og en stribe andre pæne mennesker i afslappet tøj fortalte om nye programmer og produkter. Alt klappede - også publikum. 175 steder rundt om i Verden sad folk som os og kiggede med. Alene i Kina var der ifølge Google over 1 mio. seere.
Det er lige så hypet som Apples berømte shows, hvor de fortæller om den nye iPhone i6S, og dens uundværligheder.
Som jeg kan bedømme det, var det gedigne nyheder fra Google. Set fra en forbrugers synspunkt var det spændende at se og høre om Google Home. Det er en lille bøtte, man stiller midt i stuen og taler til. Så genkender den din stemme og giver dig det rigtige svar.
Faren kommer ned om morgenen og beder om morgenmusikken. Så lyder den i højttaleren. Mor kommer og siger godmorgen til Google, som straks meddeler, at hendes fly om eftermiddagen er forsinket. Så beder hun bøtten om at ændre sin middagsreservation og øjeblikket efter bekræfter Google-vidunderet, at det er sket.
Børnene bliver vækket ved at musikken bliver tændt på deres værelser, og drengen kommer ned og spørger Google, hvad han skal lave i skolen den dag. Da hele familien går ud af døren, vender drengen sig om og siger Goodbye Google - så slukkes lyset i hele huset.
Smart, sjovt og ikke strengt nødvendigt, men fed lir.
For udviklerne var der nam-nam om virtual reality. Der kommer nyt udstyr og en masse software, man kan lege med. Der var også noget om, at det bliver nemmere at kode mobilsider og apps - hvordan kan jeg ikke forklare, men det lød overbevisende. Og de unge mennesker omkring mig nikkede anerkendende.
De var en anden af dagens fine oplevelser. En række nordjyske firmaer med Tankegangs tidligere søsterfirma MapsPeople i spidsen var sponsorer for arrangementet. De fortalte kort om sig selv, og fælles for dem alle var, at de søgte nye medarbejdere. It, programmering og digitale tjenester er en kæmpe branche i Danmark. Og det er skønt at opleve det drive og den optimisme, der præger arbejdet.
At jeg så bliver stødt på min faglighed, fordi de taler uforståeligt til hinanden og titulerer sig som CEO og FCO og TCO og andre giraf-udtryk, er jo ikke deres problem.

PSO-fri energi

 Lad solen skinne

Netop i den uge, hvor regeringen foreslog at afskaffe PSO-afgiften, har jeg stukket en snabel ned i statskassen. Vores nye solcelleanlæg er kommet på nettet og producerer nu strøm til os året rundt.
Vi afregner time for time. Hvis anlægget producerer 1 kilowattime, og jeg bruger 1 kilowattime går det lige op.
Producerer anlægget mere, end vi bruger, betaler Energinet.dk 1,02 pr. kilowattime. Producerer anlægget mindre, end vi bruger, betaler vi almindelig forbrugerpris på ca. 2 kr. pr. kilowattime.

Vil bruge strømmen selv
Ordningen koster Energinet.dk penge, for den reelle elpris er meget lavere end 1,02 kr. Regnestykket bliver lidt kompliceret, fordi vi har jordvarme og derfor får et ukendt ørebeløb i rabat på den del af vores elforbrug, der ligger over 4000 kilowattimer.
Men jeg har samme interesse som Energinet.dk - nemlig at bruge så meget som mulig af strømmen selv. Vores årlige forbrug er højere end det, som solcellerne kan producere.
Hver gang, jeg bruger vores egen strøm, sparer jeg 1,50-2,00 kr., mens jeg kun får 1,02 kr. fra staten for den strøm, jeg må sende ud på nettet. Og så skal jeg betale en højere pris, hvis jeg senere skal købe strøm.
I praksis betyder det, at vi skal bruge mindst mulig strøm om aftenen og om natten og mest muligt, når solen skinner. Så opvaskemaskine og vaskemaskine skal helst køre, når solen skinner.

Batteri på vej
Den høje pris fra Energinet.dk gælder i 10 år. Til den tid, er der kommet et batteri på markedet, hvor jeg kan oplagre min egen strøm og forhåbentlig bruge rub og stub, så økonomien i projektet bliver endnu bedre.
Jeg betaler ikke PSO eller andre afgifter af den strøm, jeg selv producerer. Nu lurer jeg så på regeringens forslag om at lægge PSO-afgiften over på skatten. Bliver det gennemført, udhuler det lidt af den økonomiske fordel ved solcellerne. Jeg sparer meget lidt i PSO, hvis den bliver afskaffet, men skal betale fuld skat. Så strømmen bliver noget dyrere for mig.
Sådan går det op og ned i skatte- og afgiftssystemet, og jeg har fuld forståelse for, at det aldrig kan blive 100 procent retfærdigt.

Selvforsynende
Mit hovedformål med solcellerne er heller ikke at spare penge. Det er at tage endnu et skridt mod at være selvforsynende med energi. Det når jeg sikkert aldrig, men de kinesiske plader på taget er et væsentligt skridt på vejen.

Solklovnen

Og den virker.

For nogle år siden ønskede jeg mig en solcelleoplader til min telefon. Da den havde stået på ønskesedlen nogle gange, forbarmede en gavegiver sig over mig, og jeg pakkede glad det herlige apparat ud.
Foruden opladeren var der en masse stik, så vidunderet kunne levere strøm til alle typer telefoner, musikafspillere og andet nødvendigt grej. Skønt.
Jeg lagde den lille dimmer i solen i nogle dage, og der skete - intet. Den kunne ikke levere den mindste smule strøm til min telefon. Jeg prøvede igen nogle gange med samme resultat og smed dyret ud.

Markedets bedste
Efter at være kommet mig over skuffelsen, googlede jeg mig frem til markedets bedste solcelleoplader og skrev den på ønskesedlen. Den kom i første hug med nøjagtigt det samme tilbehør som nummer 1.
Desværre også med samme effekt. Første gang fik den kortvarigt lynet frem i toppen af telefonen som tegn på opladning, men ikonet forsvandt hurtigt igen.
Jeg prøvede at aflade og oplade et par gange, men uden resultat. Jeg sendte apparatet til importøren med et lille brev - og fik intet svar.
Så gav jeg op. Jeg er åbenbart en klovn til solenergi.

En lygte til sølle 195 kr.
En anden genganger på min ønskeseddel er lampen Little Sun, som kunstneren Olafur Eliasson har udviklet. Den har ingen villet give mig, men da vi var på Louisana forleden, lå den der og så smækker ud. Så jeg købte en fin lille gaveæske til sølle 195 kr.
Første gang skulle lampen lade op i 8 timer og belært af tidligere erfaringer, fik den en del ekstra tid. Stor var glæden, da jeg trykkede første gang på den lille hvide knap og så det skarpeste, fineste lys fra min nye lampe.
Den fungerer simpelthen perfekt.

En lille detalje
Der er så lige den beklagelige detalje, at jeg ikke har brug for en lommelygte. Jeg sover aldrig i telt, og hvis jeg færdes et sted, hvor der er meget mørkt, kan min telefon altid lyse op. Den har indbygget lygte.
Men pyt med det. Hovedsagen er, at solens gavmilde stråler bliver omdannet til strøm, som giver lys i den lille grimme lampe.

Lys i Afrika
Og så er der feel-good effekten. Når en forbruger i et rigt land køber en Little Sun sollampe, forærer Eliasson en lampe væk til en person i et område i Afrika, hvor der ikke er strøm. På den måde er jeg med til at skabe arbejdspladser i Ethiopen eller Ghana, og det er jo næsten lige så godt som at få strøm på telefonen.

Lyt en bog

 20 timers japansk fantasi til bilens højttaler

Rigtig mange af os (mænd) får læst langt færre bøger, end vi gerne vil. Det er den berømte tid, der endnu engang må tage skylden. Når vi nu ikke selv vil stå ved vores prioriteringer.
Et godt trick til folk, der føler sig travle og gerne vil høste af litteraturens skatkammer, er lydbøger. De giver indhold til vores spildtid.

Murakamis næstbedste bog
Jeg kører Danmark tyndt i en gul bil. I denne uge blev det til over 2000 kilometer og med en gennemsnitsfart på 90, var det over 20 timer. En del af dem har jeg tilbragt med at høre Haruki Murakamis fabelagtige roman Kafka på Stranden. Jeg er stor fan af den fantasifulde japanske jazzcafé-ejer, og jeg troede, jeg havde læst hans bedste bøger. Men den her stryger ind på andenpladsen efter den lille løbebog Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe.

20 timer
Oplæseren tager 20 timer om at stave sig igennem Kafka på Stranden. Det første kvarter skal man koncentrere sig noget, men når man er fortrolig med romanens univers, bliver man på mystisk vis en del af bogen uden at koncentrere sig synderligt om den. Jeg kan lytte til lydbog i flere timer uden afbrydelser og uden at blive træt. Det er bare hyggeligt.

I bilens højttaler
Teknisk er det pærenemt her i 2016. Jeg har lånt bogen på eReolen og downloadet den til min telefon. Jeg kobler telefonen til bilens højttaler med et usb-stik og trykker play. Så kommer oplæserens behagelige stemme ud i højttaleren.
Ringer min telefon, stopper oplæseren og fortsætter igen, når samtalen er forbi. Vil jeg lige høre en radioavis, kan jeg slå over på radio og fortsætte med bogen bagefter.
Når jeg er kommet hjem, kan jeg høre videre i bogen, mens jeg går tur med hunden eller ordner noget i haven. Så bruger jeg bare øretelefonerne.

5 gratis bøger om måneden
eReolen er bibliotekernes gratis udlån af e-bøger og lydbøger. Flere store forlag vil ikke være med, så udbuddet er begrænset. Men der er mange tusinde timers læse- og lyttestof. Jeg tror, man har ret til at låne 5 bøger pr. måned, og det er jeg aldrig i nærheden af.
Man kan selvfølgelig også købe lydbøger hos forlagene. Det fungerer lige så nemt, og så har man jo bogen til evig tid og skal ikke have den hørt færdig i løbet af en måned.

E-bøger uden sjæl?
Som oplevelse er en lydbog helt på højde med en traditionel bog. Derimod er jeg aldrig blevet helt dus med ebøgerne. Jeg har masser af dem og har også læst nogle stykker, men hver gang jeg har en fysisk bog, tager jeg den før den næste e-bog.
En gammeldags bog er en bedre ven end en app. Den har mere sjæl.
Det har lydbogen også. For der får jeg stemmen med, og når jeg har hørt på den i mange timer, er oplæseren min fortrolige. Vi har noget sammen, og vi har kun været os to om det.

Sæt stikket i

Skønt arbejde at tage sådan en selfie på en bjergtop.

Vi har lige været på ferie i en uge. Dejlig tur til Mallorca med gode venner. Afslapning, traveture, sightseeing, god mad og lidt for meget vin. Sådan skal det være.

Forberedelse til en spændende uge
Jeg har også fået lidt arbejde fra hånden. Ikke meget, men det nødvendige. Jeg har en spændende uge foran mig med workshops og møder, som kræver forberedelse. Og det har jeg kunnet gøre i ro og mag på min ferie.
Jeg har også læst min mail og svaret på nogen af henvendelserne. Det er ikke hårdt. Det er ikke stressende, og det ødelægger ikke ferien. I hvert fald ikke for mig.

Jeg kan selv bestemme
Jeg er så heldig at have et arbejde, jeg selv synes er spændende og meningsfuldt. Det er det også, når jeg holder ferie. Jeg er også så heldig, at jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil lave mit arbejde. Det behøver ikke altsammen at foregå inden for et planlagt tidspunkt. Jeg kan ordne lidt arbejde om aftenen, om morgenen, i weekenden eller når jeg er på ferie.
Jeg er endda så heldig, at mit arbejde ikke er en belastning.

Energi og liv 
Jeg har meget sjældent brug for at trække stikket ud. Og jeg synes egentlig, det er et skørt udtryk.
Jeg vil meget hellere sætte stikket i. Det giver energi og liv.
Jeg vil sætte stikket i til en aktiv og sjov ferie sammen med Solle og vores venner. Jeg vil sætte stikket i til nye oplevelser og indtryk rundt omkring i Verden. Og jeg vil sætte stikket i til at løse nogle af de opgaver, vi har gang i Tankegang.
Livet er ikke kun fritid og ferie. Livet er ikke kun arbejde.

Berigende, sjovt og besværligt
Begge dele skal være berigende og sjovt. Og begge dele er engang imellem besværligt.
Men det må ikke være sådan, at man arbejder for at få råd til at gøre det, man virkelig har lyst til. Eller at man lever for at arbejde, for det er simpelthen for fattigt.

Kommunal mail på en søndag
Og du skal ikke tro, at det kun er chefer i private virksomheder, der arbejder i weekenden. For kort tid siden tikkede der en mail ind fra en konsulent i en kommune. Her var en dagsorden til et af ugens møder. Tak for den. Dejligt at få den på plads, inden jeg går en tur i skoven med Bertha.

Energiforladt minister

Ungdomskoret Fristedet gav energi til konferencen, så det er værd at vise et billede af.

Jeg har lige været til to dages skøn konference i Aalborg: Teknik og Miljø. Her kom 630 mennesker, der interesserede sig for kommunernes arbejde med natur, miljø, energi, byggeri, planlægning, veje og alt det andet, som Tankegang fortæller historier om.
Politikere, embedsmænd og samarbejdspartnere kommer for at lære af hinandens eksempler, og dem er der rigtig mange af. Kommunerne sætter mange fine projekter i gang for at gøre by og land mere attraktivt, for at bruge mindre og renere energi og for at hindre oversvømmelser og forurening af vandløb, søer og fjorde.

Oplæser fra et ministerium
I hele den stemning var et absolut lavpunkt en oplæst tale fra en uoplagt og uengageret mand, der stod på scenen i et kvarter fredag morgen. Han hedder Lars Chr. Lilleholt og hans titel er energi- forsynings- og klimaminister.
I hans manuskript stod der, at forsyningsselskaberne skal spare og effektivisere og gerne lægge sig sammen. Økonomi, økonomi, økonomi og organisation var det, oplæseren interesserede sig for.

Smart energi
Ikke et ord om smarte energiløsninger og om de muligheder, det giver for det danske samfund og for vores dygtige virksomheder. Den slags løsninger pibler frem ude i kommunerne. De danske fjernvarmeselskaber - private og offentlige - er stille og roligt i gang med at erstatte olie, kul og gas med vind, biogas og solenergi. Det sker i tæt samarbejde med virksomheder, som bagefter kan gå på eksportmarkedet med deres løsninger. Sagde han noget om det? Næ, nej. Ministerens mantra er, at selskaberne skal spare en halv milliard kr. til gavn for forbrugere og virksomheder.

Selvkørende renseanlæg
Samme budskab om vand og spildevand. Forsyningsvirksomhederne skal spare, effektivisere og lægge sig sammen var det, Lilleholt havde på hjerte. Det har de været i gang med i flere år, og undervejs har de fået udviklet ny teknologier, som gør en kæmpe forskel for miljø og forsyningssikkerhed. I dag kører de fleste renseanlæg helt automatisk og kan styres fra en mobiltelefon. En del af dem producerer deres egen energi. Det er en grøn og teknologisk revolution, som vi står midt i, men som tilsyneladende ikke interesserer den ansvarlige minister.

Økonomisk - ja, selvfølgelig
Det eneste gode ved hans optræden var - at det ikke var sat ret lang tid af til den. For vi skulle nemlig ud i studiekredse og høste ny viden om at sortere affald, involvere borgere, bruge ny teknologi og andet guf, som virkelig flytter noget og betyder noget.
I de diskussioner er der ingen forskel på Venstrefolk og socialdemokrater. Her er kun folk, som er optaget af at gøre tingene på en bedre måde. Og selvfølgelig mere effektivt og økonomisk. Det behøver man ikke en belærende minister for at forstå. Det er et dagligt vilkår hos dem, der har hænderne på kogepladen.

Forbudt at cykle i Vandværksskoven

Enhver journalists drøm er at fortælle den overraskende historie. Sensationen.
Sådan én har jeg fået op under neglene. Hundredevis af MTB-ryttere i Frederikshavn og omegn samt tusinder af frederikshavnere vil måbe af forbavselse, når jeg her dokumenterer, at det er forbudt at cykle i Vandværksskoven.

Cykelkørsel er forbudt. Præcist skrevet - ikke til at misforstå.

132 år gammel historie
Det er sådan set ikke en nyhed. Det eneste nye er, at jeg nu fortæller det. For som jeg kan bedømme det, har det været forbudt i op til 132 år.
Vandværksskoven er en helt fantastisk skov at cykle i. Den er en drøm for mountainbikere. Overalt er der kæmpe bakker med små stier, rødder, løse sten og andre udfordringer. Man kan køre op og ned af vanvittige stigninger eller man kan vælge en lang lækker nedkørsel.
Så det giver ingen mening at forbyde folk at cykle. Og forbuddet bliver heller ikke respekteret. Når jeg går tur med Bertha i den skønne skov, møder jeg altid cyklister. Morgen, middag og aften, hverdag, weekend og ferie. 200 cyklister om dagen i forårs- og sommermånederne er nok lavt sat.

Frygt for aprilsnar
Jeg har gemt på min nyhed i nogle dage og spændt ventet på, om andre journalister skulle opfange den. Forbuddet fremgår af et skilt, som jeg er gået og løbet forbi mange hundrede gange uden at læse det. Men det gjorde jeg så tilfældigvis den 1. april. Den dag turde jeg ikke offentliggøre historien af frygt for, at den ville blive opfattet som en aprilsnar.
Men det er ganske vist. Teksten på skiltet er ikke til at misforstå.

Konstruktiv journalistik fra mig
Frederikshavn Kommune ejer skoven og har sat det nydelige skilt op for måske 40-50 år siden. Det står lige over for Traktørstedet ved en af indgangene til Vandværksskoven.
En ny trend i den danske presse er konstruktiv journalistik. Her skal journalisterne ikke blot rapportere om problemer, men også anviser løsninger. Jeg er altid frisk på det nye, så jeg kommer her med en genial løsning til Frederikshavn Kommune: Fjern skiltet.

Ja, selv tak. Det skal ikke komme an  på det.