Op at hænge

 

Tirsdag efter pinse i 1986 var jeg til jobsamtale på Vendsyssel Tidende.

Det var avisens første arbejdsdag i det nye domicil, det hvide hus på Frederikshavnsvej i Hjørring. I mange år havde VT holdt til i skæve, gamle lokaler inde midt i byen. Selve samtalen tog et par minutter. Så fik jeg en kontrakt med en månedsløn på 14.500 kr. og kunne starte på redaktionen i Frederikshavn den 1. juli, når jeg havde overstået den sidste eksamen på journalisthøjskolen.

Revnende stolt
Så var der rundvisning, og redaktøren var revnende stolt af de fine forhold. Jeg var 23 år og ret ligeglad med indretning. Desuden kendte jeg ikke de gamle lokaler, så det var svært at imponere mig.

Begejstringen toppede, da vi kom ind i et lokale, hvor der hang en række sort-hvide portrætter af det, der med mit blik var grå mænd og kvinder. 

- Det er så alle dem, der har haft 25 års eller 40 års jubilæum på avisen, forklarede den gode hr. Dindler, som jeg siden kom til at sætte stor pris på.

Jeg sagde allerhøjst nå og tænkte ved mig selv: DER SKAL DU IKKE OP AT HÆNGE. Jeg ville ikke være en grå mand på en væg, og jeg kunne slet ikke forestille mig at være på en arbejdsplads i 25 år. Jeg var lige kommet med toget og havde ingen tilknytning til Vendsyssel.

Ingen grå mænd i Tankegang
Det blev ikke til et jubilæum på VT. Avisen blev opslugt af Aalborg Stiftstidende i slutningen af 90erne, og det var bestemt ikke min kop te, så jeg søgte væk. Den 1. april 2000 startede jeg som kommunikationsrådgiver i Tankegang, og LinkedIn spredte for nylig et opslag om mit 25 års jubilæum.

I Tankegang har vi ingen grå mænd og ingen sølvure eller cigaretetuier til jubilarer. Det er hverken sjovt, trygt eller udviklende. Men forleden modtog jeg en dejlig grøn buket fra firmaet med tak for 25 gode år. 

Selv tak :-)

 

Landet skal jo regeres

Google ved ikke, hvem der oprindeligt har sagt de fire ord i overskriften.

Men de er blevet gentaget af talrige politikere.

 

Og det er kloge ord, selv om de er banale. Sådan er det ofte. De største sandheder gemmer sig i de mest enkle udsagn.

 

Ordene får stor betydning efter næste valg. Her tegner der sig sandsynligvis et grumset folketing uden et klart flertal. Så må nogen tage ansvaret på sig og regere landet, selv om det bliver besværligt, og selv om de får hug for ikke at opfylde deres valgløfter.

 

Kaotisk opgave
Socialdemokratiet og Venstre er de to partier, der historisk set har påtaget sig ansvaret, også selv om opgaven så kaotisk ud. Nogle gange viste den sig at blive det.

 

SF, de radikale, Moderaterne og de konservative rykker også gerne ind i magtens centrum, når det er nødvendigt. Liberal Alliance vil måske også, men de øvrige partier har hidtil undslået sig, og alt tyder på, at de vil gøre det igen.

 

Det gør regeringskabalen yderst interessant og helt uforudsigelig. Det helt afgørende er naturligvis valgresultatet, og det er ingen af os i stand til at forudsige her et par år før næste folketingsvalg.

 

Kameler på højrefløjen
Men ét ligger nogenlunde fast: Den nuværende regering går ikke til valg på at fortsætte. Alle tre partier vil stå frit. Socialdemokratiet vil måske igen foretrække en bred regering, det vil Moderaterne helt sikkert, mens Venstre må spille på to heste. Partiet hører til i den borgerlige lejr, men kan nøgternt konstatere, at det næppe bliver muligt at samle de blå partier.

 

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er helt enige i, at landet jo skal regeres, men det skal helst være af nogen, de kan kritisere. CO₂ afgift på landbrug og EUs stigende betydning for Danmark er to heftige kameler, som de to partier hverken kan sluge eller få igennem et nåleøje.

 

Mine tre scenarier
Hvad betyder det i praksis? Vi får se. Der er tre scenarier:

1.        Et klart rødt flertal. Så danner Socialdemokratiet regering med SF og de radikale

2.        Et lillebitte rødt eller blåt flertal. Så kommer der en ny bred regering med Mette Frederiksen i spidsen og måske med både SF, de radikale og de konservative.

3.        Et klart borgerligt flertal. Så kommer der en mindretalsregering med Venstres Troels Lund Poulsen som statsminister

 

Glem Besserwizzerne
De tre nuværende regeringspartier ser ud til at betale en dyr pris for at regere landet. Men det betyder ikke, at de opgiver tanken om en bred regering. For lige så upopulær, regeringen har været i medierne, lige så effektiv har den været til at håndtere de udfordringer, det danske samfund står med.

Og det er præcis det, politik burde handle om. Politikernes opgave er ikke at blive så populære som muligt og få ros af Besserwizzerne. Det er at gøre det bedst mulige for fællesskabet.

Landet skal jo regeres.

Nu er jeg løsarbejder

Efter 19 år som medejer af Tankegang har jeg fået ny status: Jeg er løsarbejder i Tankegang.

Det er genialt.

Jeg løser de opgaver, kunder og Tankegang beder mig om, og så holder jeg fri resten af tiden. Opgaverne har det til fælles, at jeg synes, de er sjove, vigtige og interessante. Ellers siger jeg nej tak, men det har jeg endnu ikke oplevet.

Hver måned omkring den 20. fortæller jeg vores lønhaj, hvor meget jeg kommer til at arbejde den måned. Det kan være 2 dage om ugen, eller færre eller flere. Og så får jeg løn og pension for det.

Jeg skal give overskud
Vi har tillid til hinanden, Tankegang og jeg. Så jeg fører ikke timeregnskab. Faktisk skeler jeg mere til værdien af arbejdet - hvor meget Tankegang kan fakturere - end til antallet af arbejdstimer. Tankegang tjener penge på hver eneste opgave, jeg løser. Kommer der ingen opgaver, koster det ikke firmaet noget at have mig stående på hjemmesiden som journalist, ordstyrer og kommunikationsrådgiver. Det er jeg meget tilfreds med.

Ejerne skal se mig som en ressource, de kan trække på eller lade være. Og de kunder, der ønsker mig til at løse en bestemt opgave, skal have mulighed for det.

Solskin og arbejde :-(
Ordningen har en række fordele, synes jeg.

Den vigtigste er, at jeg kun bruger tid på opgaver til kunder. Det er meget effektivt, fordi jeg langt hen ad vejen kan arbejde på de tider af døgnet og ugen, der passer bedst ind i min rytme. Efter mere end 40 år på arbejdsmarkedet har jeg stadig ikke forliget mig med faste arbejdstider, så det lærer jeg nok aldrig. Her om sommeren er jeg mindst muligt på arbejde i dagtimerne, når solen skinner.

Jeg skal ikke møde op på kontoret på faste tider, og jeg deltager ikke i interne møder. Jeg skal ikke bruge tid på ledelsesmæssige beslutninger og på anden administration end den, der knytter sig til mine opgaver.

Jeg kan fortsætte med at arbejde for det firma, jeg er så glad for, uden at skulle have cvr-nummer eller en masse bøvl med skatteindbetaling.

Jeg vil stadig møde ind på kontoret med ujævne mellemrum. For eksempel, hvis jeg har et par tekster, der skal skrives og et par Teamsmøder, og hvis det oven i købet regner. Så er det megahyggeligt at mødes med de gode kolleger på den gamle station i Sindal.

Plan B var bedre
Min oprindelige plan var at arbejde mindre i et par år og så stoppe her til nytår. Men den her ordning som løsarbejder er meget bedre. Jeg kan godt presse lidt arbejde ind mellem mine andre gøremål.

I min nye rolle undgår jeg at blive en sur gammel mand, der fortæller andre i Tankegang, hvordan vi plejer at gøre. For det har jeg simpelthen ikke noget med at gøre, og jeg bliver ikke spurgt. Jeg skal heller ikke bekymre mig om næste års budget eller om en ny udvikling, som vi ikke har helt overblik over.

Jeg kan blive fyret eller opgaverne kan løbe tør. Javel. Så går jeg tilbage til den oprindelige plan om ikke at arbejde. Det kan jeg i hvert fald finde ud af.

Først var det tusindlapperne

                                               Kort sagt: Overflødigt.
 

 

Tusindlapperne strømmer ind til banker og butikker. Danskerne har gemt millioner af de værdifulde sedler i skuffer, skabe og bankbokse, og det gælder selvfølgelig om at få dem omsat, inden de bliver værdiløse. 

Nationalbanken afskaffer tusindlapperne for at begrænse sort arbejde og kriminalitet. Det er fint.

Men det er vel også et symptom på, at tiden løber ud for de fysiske penge. Alle betalinger kan i dag klares digitalt. Det er nemt, overskueligt og den billigste og mest effektive metode til at flytte penge. For de fleste på min alder og nedefter er kontanter fortid. Vi har dem ikke, og det er dødhamrende besværligt, hvis man pludselig skal bruge en mønt eller skal betale kontant.

For fem år siden fik jeg en smart kortholder i julegave (foto).Den afløste pungen, men nu bruger jeg den kun til det antikverede rejsekort. Alt andet ligger på telefonen.

Farvel til resten
Tusindlapperne var de første, der måtte lade livet. Men vi kan godt forberede på at sige farvel til plovmænd, hundredelapper, 20ere og de andre sedler og mønter, som Nationalbanken bruger millioner af kroner på at producere og distribuere.

Få lukket det seddeltrykkeri og gør også denne del af samfundet digitalt. Ikke i morgen eller om et år, men om et antal år. Meld hurtigst muligt en dato ud, så folk i god tid kan få afleveret de sidste kontanter, og så der bliver ordentlig tid til at hjælpe folk, som ikke er vant til kort eller mobilbetaling.

Forandringer sker
Selv om man er over 80 eller 90, kan man godt lære at bruge et plastikkort. Der er så meget, der har forandret sig siden 1933, så de gode samfundsborgere, der blev født før 2. Verdenskrig kan også klare denne lille omstilling. Skulle det knibe for nogen, kan børn, børnebørn eller oldebørn hjælpe, eller Nationalbanken kan stille et korps til rådighed, når den ikke længere skal betale for at producere sedler og mønter.

Digitale penge gør det lidt mere besværligt med kriminalitet og sort arbejde. Men også kun lidt. Ingen af delene bliver afskaffet. Det skal vi ikke bilde hinanden ind.

Næste skridt
Siden den første byttehandel mellem mennesker for mange, mange tusinde år siden, har vores race gjort bytteriet nemmere og nemmere. Digitale penge er det næste helt naturlige skridt, men sikkert ikke det sidste. 

Sæt i gang.

 

Folkemødet - udmattende sjovt

 

Hvert år på denne tid er jeg lidt mat i koderne.

For da er jeg lige kommet hjem fra Folkemødet. I år var jeg derovre for 10. gang.

 

Jeg beklager mig ikke. Det er ikke hårdt at være på Folkemødet. Det er hyggeligt, inspirerende og sjovt. Men det er en 3-4 lange dage med uregelmæssige måltider, skiftende sovesteder og en hulens masse transport.

 

Ren mavefornemmelse
Da jeg første gang tog derover, var det på en ren mavefornemmelse. Jeg mente helt bestemt, Folkemødet måtte være noget for mig. En masse dialog og debat om emner, som folk synes er vigtige. Et kæmpe engagement og et ordentligt skud demokratisk samtale. Dertil kom, at klima og miljø var det mest fremtrædende emne i programmet – og det er kun blevet mere markant.

 

De to første år var jeg tilskuer. Så satte jeg mig for, at Tankegang skulle have et telt på stedet. Vi havde ikke rigtigt råd, så vi nedlagde et trykt magasin til kunderne for i stedet at markedsføre os med et telt på Folkemødet.

 

Det var supersjovt, og vi havde en masse gode folk fra forsyninger og kommuner inden for teltdugen. Vi øvede os i at afvikle faglige og meningsfulde events med god inddragelse af publikum.

 

Energibyerne og ordstyreri
Siden fulgte nogle år med Energibyerne, og her spredte vi vigtige budskaber, udvidede Energibyernes netværk – og så fik Tankegang dækket sine omkostninger. Det kan jeg godt lide.

I de seneste år har jeg været ordstyrer for organisationer på Folkemødet og ellers tilbage i den oprindelige rolle som nysgerrig deltager.

 

Godt for Tankegang
Mavefornemmelsen for 10 år siden var rigtig. Takket være Folkemødet har Tankegang og jeg udviklet vores kompetencer med at tilrettelægge og afvikle processer, debatter og dialoger. Det har også givet os en fin position på klimaområdet, som i mellemtiden er blevet den helt dominerende dagsorden i kommunernes teknik- og miljøforvaltninger og hos forsyningsselskaber.

 

Folkemødet er min efteruddannelse
Den kunne vi muligvis have opnået ad andre veje. Men Tankegangs måde er, at vi gør det, vi synes er sjovt. Det øver vi os i og bliver bedre til. Og så ender det nogle gange med, at vi får succes med det. Hvis ikke – har vi haft det sjovt så længe.

 

I dag bruger jeg størstedelen af min beskedne arbejdstid på at være ordstyrer og lede processer. Det er rigtig sjovt, og nogle gange meget udfordrende. Folkemødet er min årlige efteruddannelse og optankning af viden og inspiration.

 

Samt en energiudladning.

Grøn omstilling er MIT ansvar

 

Jeg sorterer mit affald, vasker tøj om natten og har en elbil.

Så jeg er i gang med den grønne omstilling.

 

Jo. Eller jow, som det hedder på jysk.

Men i min skraldespand ligger en masse plastik.

I klædeskabet hænger rigtig meget tøj.

Og bilen kører over 20.000 km om året.

 

9 måneders overforbrug
Mit forbrug er en del af Danmarks overforbrug. Hvert år i slutningen af marts har vi brugt vores andel af jordens ressourcer. Resten af året overforbruger vi, og så starter vi forfra til nytår i et højere tempo.

 

Det er ikke regeringens og Folketingets eller kommunens skyld. Det er min og din og vores. Problemet bliver ikke fikset ved at opføre havvindmøller et sted, hvor vi knap kan se dem – undtagen når vi flyver.

 

Det bliver løst ved, at jeg og du gør noget andet i morgen end i dag. Ved at vi helt grundlæggende ændrer vaner. Ved at vi sætter os for at bruge færre af jordens ressourcer.

 

Her er et par eksempler.

 

2700 liter vand til en t-shirt
Der går 2700 liter vand til at producere en ganske almindelig bomulds t-shirt. På hele jordkloden bliver der hvert år produceret 62 mio. ton tøj. En foruroligende stor del af det bliver aldrig solgt. Og af det, vi køber, bliver ca. 20 pct. kun brugt få gange. Danskerne køber 35% mere nyt tøj end folk i resten af verden, og vores forbrug af nyt tøj er steget med 20% siden årtusindeskiftet.

 

Jeg havde det egentlig meget godt inden år 2000, så mon ikke jeg kan tåle at skrue 20% ned for mit indkøb af nyt tøj?

 

Ny brugt telefon er smart

Hver dansker smed i 2019 24,8 kilo elektronik ud. Også her ligger vi tårnhøjt over gennemsnittet. Jeg har en enkelt gammel iPhone hjemme i skuffen, og min nuværende model er fire sæsoner gammel. Det samme gælder min iPad, og vores enlige tv har snart 10 års fødselsdag.

Så jeg tror, jeg trækker lidt ned i statistikken. Lidt.

Produktion af en ny smartphone udleder 60-70 kilo CO2, afhængig af modellen. Jo længere tid, du beholder din telefon, jo færre ressourcer bruger du. Skifter du den gamle ud med en brugt, sparer du penge og ca. 78% af CO2 udledningen. Det har Solle gjort det for et års tid siden, og den genbrugte telefon fungerer upåklageligt.

 

6,35 pr. kilometer på cykel
Det sidste, jeg vil nævne, er transport. Du er måske træt af at høre om CO2, så vi tager den med penge i stedet for. Transportministeriet beregnede for et par år siden, at samfundet sparer 6,35 kr. pr. kilometer, du cykler i stedet for at køre bil.

Selv fører jeg en lille uvidenskabelig statistik ved en nærliggende bager. To års erfaring viser, at 9 ud af 10, som kører i bil til bageren, er overvægtige.

Op imod en tredjedel af de bilture, danskerne kører, er under 5 kilometer. Det er ikke kun til bageren. Det er til indkøb, til sport (!) og til at besøge venner. Det er meget sundere og billigere at cykle, gerne på en elcykel. Det burde være en lavthængende frugt at ændre vaner på netop dette punkt – men det går den stik modsatte retning. Færre og færre cykler. Flere tager bilen, også på de korte ture.

 

Det var bare eksempler. Du kender sikkert tusind andre små og store skruer, du kan dreje rundt for at bidrage til mindre overforbrug.

 

Det synes jeg, nogen skulle noget ved. Dig og mig 

Kæmpe brøler af medierne = ingen historie

Risikoen for storkonflikt er historisk høj, lød det for 3 måneder siden fra en række førende eksperter, som medierne flittigt citerede.

Oven i inflationen og snak om en kommende krise kom konflikten om Store Bededag. Spådommen om storkonflikt fik på alle tangenter. Det lykkedes at skabe en stemning af, at regeringen ønskede at aflive den danske model og gå efter en storkonflikt, som Mette Frederiksen & co. ville stoppe med et lovindgreb.

Milevidt fra storkonflikt
I dag fik vi så at vide, at overenskomsterne er vedtaget med 78% ja-stemmer. Det er næsten 20% flere end sidst. Det er så milevidt fra en storkonflikt, som man overhovedet kan komme. Den danske model har igen vist sig leveringsdygtig i resultater. Den er på ingen måde død, og regeringen har blandet sig 0,00%.

Det viste sig simpelthen, at eksperternes og mediernes forudsigelser var et fejlskud af dimensioner.

Videre til næste sag
Hvis nu medierne havde været politikere, skulle de stå skoleret og forklare, hvordan de kunne tage så grueligt fejl. Men det sker naturligvis ikke. Medierne noterer, at overenskomsten er vedtaget, og så er det hurtigt videre til næste sag. Der kom jo ingen konflikt. Så er det pludselig ikke så interessant mere.

Hvad med eksperterne? Er de stadig eksperter? Vil medierne citere dem lige så ukritisk næste gang, når de nu ved, at de gode folk har taget grueligt fejl i denne sag? Vil medierne opsøge andre eksperter eller vil de gå lidt mere kritisk til dem næste gang?

Jeg er ret sikker på, at medierne fortsat vil bruge de samme eksperter, og at de fortsat ikke stiller kritiske spørgsmål til dem.

Ukritisk over for kritikere
Kritisk journalistik er ifølge den gængse praksis på mange nyhedsmedier at finde kilder, der er kritiske over for magthaverne. Det er fint, men det er slet ikke nok.

Reel kritisk journalistik er at opsøge flere kilder og at stille kritiske spørgsmål - også til kilderne. De har også en dagsorden, som skal frem i lyset. Formålet med det er ikke at få nogen ned med nakken og stille dem til ansvar. Det er at få de bedst mulige informationer.

Læring til næste gang, du læser om eksperter, der forudser store problemer:

1. Medierne opsøger først og fremmest de eksperter, der kan levere konflikter.

2. Medierne går efter konflikthistorier, fordi de fejlagtigt tror, at læserne foretrækker dem.

3. Medierne undlader som regel at stille kritiske spørgsmål til eksperter, der kan levere en fængende overskrift.

Gratist hos Danske Spil

 Jeg støtter ungdommen og spiller 10 rækker Lotto hver uge. Det er en underskudsforretning, men tænk nu, hvis...

Til gengæld er jeg en meget rationel spiller, når det gælder Tips og Oddset. Der har jeg spillet gratis i 5 år. Jeg tipper 16 rækker á 1 kr. ca. hver anden uge, og vinder meget sjældent. Jeg indskød 200 kr. for ca. 5 år siden og 200 kr. nogle år senere.

For 1 år siden vandt jeg lidt over 900 kr., og satte de 800 kr. tilbage på min bankkonto, så der samlet set var overskud.

Jeg spæder kontoen op ved hjælp af særlige tilbud, som Danske Spil sender i forbindelse med store sportsbegivenheder.

Det bedste er en quiz, som løber nogle dage forud for et EM, VM eller sæsonstart. Så får man 3-5 kr. i Frit Spil pr. rigtigt svar. Så finder jeg en kamp med fornuftige odds, og går det godt, fiser der 30-70 kr. ekstra ind på spilkontoen. Så kan jeg tippe nogle uger igen.

Et andet tilbud er, at man får et Frit Spil til 50 kr., hvis man spiller for en 50 kr. Så spiller jeg 50 kr. på en kamp med meget lave odds, og så giver jeg den gas på det frie spil.

Forleden var min konto nede på 21 kr., men så kom der et Frit Spil. Jeg satte 200 kr. ind og spillede først forsigtigt på en fodboldlandskamp med lave odds, og derefter lidt vildt på en håndboldkamp. Den gav 137 kr. i gevinst, så jeg takkede og satte de 200 kr. tilbage på min bankkonto.

Så nu har jeg til 7-8 ugers tips igen. Der skal snart en gevinst ind, men jeg er en tålmodig mand. Jeg spiller ikke for at vinde 20 eller 33 kr. Jeg sætter nogle lidt vilde krydser, og den dag, jeg så rammer plet, kommer der en pæn gevinst.

Sker det ikke i den nærmeste tid, må jeg enten håbe på endnu et godt tilbud fra Danske Spil eller bide i det sure æble og indbetale lidt af det overskud, jeg indtil videre har haft på at være tipper og oddser.

Dankort, gær, mink og bededag

Engang imellem går den offentlige politiske diskussion i selvsving. Det er ikke - kun - politikernes og mediernes skyld. Det er også vores andres.

Ved valgkampen i 2005 var det et muligt gebyr på at betale med Dankort i butikkerne, der dominerede debatten. Som jeg husker det, blev alle partier meget hurtigt meget indædte modstandere af, at vi skulle betale 10 eller 25 øre for hver gang, vi brugte det fine lille kort.

Senere er der med jævne mellemrum dukket små sager op, som optager flertallet af os langt mere end de vigtige og principielle spørgsmål.

Du husker sikkert storkonflikten i 1998, hvor det vigtigste i mange danskeres liv lige pludselig blev at købe gær. Det var som om, vores velbefindende afhang af de små kvadratiske pakker, som naturligvis steg adskillige Dankort-transaktioner i pris. Skidt med det.

Fra foråret 2021 og halvandet år frem var minksagen altdominerende i dansk politik, og man kan ikke skrive om den uden at få folk på nakken. Så jeg undskylder på forhånd min lidt tilbagelænede holdning. I forhold til mange andre problemer var nedlukningen af et døende erhverv for at beskytte os imod en smitte, der var ude af kontrol, ikke en særligt vigtig sag.

Statsministeren lavede fejl, men vidste ikke, at den berømte beslutning var uden lovhjemmel. Det burde hun have vidst, men det gjorde hun altså ikke. Det var en fejl.

Men klimakrisen, krigen i Ukraine, unges mistrivsel, personalemangel på sygehusene og små og mellemstore servicevirksomheders kamp for at overleve coronakrisen var store og reelle problemer for det danske samfund.

Det er de stadig, og de bliver også diskuteret. Lidt.

Men nu er det helt store politiske emne afskaffelsen af Store Bededag. Den betyder, at danskerne skal arbejde 0,5 pct. mere. Vi er i forvejen et af de lande i den vestlige verden, der arbejder i kortest tid, så mon ikke det går?

For mig er det ubegribeligt, at det skulle blive så stort et spørgsmål. Men jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er oppositionen eller en sensationslysten presse, der har pisket en stemning op. Rigtig mange danskere synes, det er en meget vigtig sag, og regeringspartierne rasler ned i meningsmålingerne.

Det er mig en gåde, at vi som et oplyst folk i et demokratisk samfund gang på gang laver kæmpestore konflikter ud af bittesmå problemer. Hvis vi gør det samme på arbejdspladsen og i familien, så får vi et meget problematisk liv.

Nu kommer der masser af vindmøller og solceller

 

Klima har været højt på den politiske dagsorden i mange år, men hvad er der sket? spørger mange kritikere.

Der er lavet målsætninger og planer, og det tager altså tid i et stærkt reguleret og ret kompliceret samfund. Og så er der sket en million små og store ændringer, som vi ikke lægger mærke til: Varmeforsyningen er ved at blive grøn, vi bruger energi mere effektivt, og der er kommet en hel del elbiler. Vi spiser også mindre kød.

Solceller og vindmøller pibler frem
Men den helt store ændring er lige om hjørnet. I de kommende år vil vindmøller og solceller pible frem i landskabet, og solceller forhåbentlig også på tagene.

Kommunerne bliver for tiden bombarderet med ansøgninger fra firmaer og privatpersoner, der vil stille solceller og vindmøller op. Kommunerne har vedtaget klimaplaner, hvor de har forpligtet sig til at nedbringe CO2 udledningen med 70 % inden år 2030. De planer kan kun føres ud i livet, hvis der kommer markant mere vedvarende energi. Derfor ser landets byråd meget mere positivt på ansøgninger om nye anlæg end blot for et par år siden.

Lokalt udbytte er afgørende
MEN. Der er et meget stort men, som samtidig er meget glædeligt.
Kommunerne ønsker, kræver og forventer, at der kommer lokalt udbytte af vindmøller og solceller.

En udenbys udvikler, som betaler en landmand en fin leje af jorden og plastrer den til med vindmøller og solceller for at score kassen, skal ikke regne med at få sit projekt igennem.

Vedvarende energi skal helt eller delvist ejes af lokale. Det kan være enkeltpersoner, firmaer, varmeforsyninger, fonde, lokale energifællesskaber eller kommunalt ejede selskaber.

En del af overskuddet skal meget gerne gå til det lokalsamfund, hvor anlægget står.

OG naboerne skal tages med på råd, når anlæggene skal udformes og placeres.

Solskin og medvind i byrådet
Når de betingelser er opfyldt, vil projekterne nyde både solskin og medvind i kommunalbestyrelsen, og der vil komme mere vedvarende energi.

Der vil stadig være protester, og der kan også være lokale projekter, der falder på grund af placeringen. Men næsten alle byråd i Danmark vil sige ja til solceller eller vindmøller, hvor der er et fornuftigt lokalt udbytte.

VE-modstandere går en hård tid i møde
Det vil de af den simple grund, at lokale politikere er valgt til at varetage lokalsamfundets interesser. Og det er helt klart bedre at producere sin egen energi lokalt, at høste overskuddet lokalt og at få de lokale arbejdspladser, end det er at købe klimabelastende energi fra udlandet.

Så, hvis du af principielle grunde mener, at solceller og vindmøller er grimme, går du en hård tid i møde. Den vedvarende energi bliver meget synlig i vores landskab.

Tilståelse fra en elbilist

 

Når folk spørger om problemer med rækkevidde for en elbil, ryster jeg venligt på hovedet. Der er ingen grund til at diskutere med folk, som bare ved, at elbiler er besværlige. Dem om det.

Jeg er rigtig glad for at køre i elbil og bliver hverken stresset eller irriteret over at bruge tid på at lade.

Lang tur hjem fra Djursland
Men forleden gik det galt, og jeg fik en meget lang tur hjem fra Djursland. Det havde været meget nemmere i en benzinbil. Ikke at jeg ville bytte, men det havde været nemmere.

En kollega og jeg skulle ud til Reno Djurs, der ligger helt ude på næsetippen. Jeg var nervøs for ladesituationen og havde derfor planlagt turen udmærket. Planen var, at vi skulle gøre holdt ved en lynlader i Himmerland og lade bilen op til 80%. Så kunne vi køre til Reno Djurs og tilbage til den samme lynlader.

Desværre blev min kollega lidt forsinket og i morgentrafikken kørte folk sneglelangsomt på de lidt sneklædte hovedveje det første stykke vej. Så vi mistede et kvarter på turen til Himmerland, og da jeg ikke vil komme for sent til aftalte møder, kunne vi kun nå at lade til 62%.

Ak
Det skulle så koste et ekstra ladestop i Randers hjemover, og bilens smarte system fandt også en ledig lynlader, så der var udsigt til et meget lille tidstab.

Men ak.

Så snuppede en anden den ledige lader for næsen af os. Vi kørte nordpå mod et sted ved motorvejen, hvor der er en hurtiglader. Den var ikke ledig, og vi ventede 20 minutter, mens vi ladede lidt med det andet langsomme stik.

Så virkede skidtet ikke. Jeg prøvede på alle mulige måder, men måtte til slut ringe til Clever. Efter at en ung mand havde talt ned til mig i nogle minutter endte han med at genstarte laderen. Det tog lidt tid, men så virkede den. Det tog 10-12 minutter at få strøm nok til at køre op til Himmerland. Deroppe brugte vi 25 minutter. Jeg var nødt til at få rigeligt med strøm på, fordi jeg også skulle til Aalborg om aftenen.

Uheld på motorvejen
Temmelig forsinkede kørte vi nordpå i udmærket humør. Der var lidt kø ved tunnelen og efter Vendsyssel-afkørslen var der så sket et uheld. Det kostede lige 25 minutters stilstand på en af de motorveje i Danmark, der normalt har færrest biler. Men denne eftermiddag var der mange.

Da kollegaen var sat af, måtte jeg opsøge en dyr lynlader i Frederikshavn for at have strøm nok til at køre til Aalborg, og i Aalborg måtte jeg ud på et gåture om aftenen, fordi bilen trængte til at stå i en lader.

Jeg nåede alt det, jeg skulle. Men det var godt nok bøvlet.
Jeg kan tydeligt mærke, at der er kommet flere elbiler, mens det store ryk af lynladere ikke er sat ind endnu. Det kommer forhåbentlig meget snart. 

Indtil da - er det stadig sjovt at være elbilist.

Nej tak til gratis elbiler over Storebælt

Elbilforeningen foreslår, at det bliver gratis for elbiler at køre over Storebælt, og som modtager af foreningens nyhedsbrev har jeg fået en opfordring til at støtte forslaget.

Det har jeg afvist.

Elbilejere har flere penge end gennemsnittet af danskere. Så når staten skal kompensere for energikrisen er det ikke os, der skal modtage penge.

Det er dem, der bliver hårdt ramt. Folk med lave indtægter og høje varmeregninger.

Ja, det er synd for os, at det bliver 2-3 gange så dyrt at køre elbil, end det var for 1 år siden.

Ja, det kan skade salget af elbiler, at elpriserne i nogle år er ekstraordinært høje.

Men det betyder ikke, at staten gennem sin virksomhed Sund & Bælt skal give tilskud til folk, der har en udmærket økonomi.

Hvis det kniber med pengene til opladning, må vi køre noget mindre eller tage passagerer med mod en mindre betaling. Det er et forholdsvis lille afsavn. Og det tåler ingen sammenligning med de desparate danskere, der ikke aner, hvordan de får råd til at komme igennem vinteren, når varmeregningen slår bunden ud af en anstrengt økonomi.

Holdt, stop, tak, nok

 

Manden bag Stenerismen holder oplæg på en sprogkongres i USA. Tak for kaffe, siger jeg bare. Ham vil jeg nødig have mig frabedt. Vi må videre i teksten.

 

Overskriften er min bedstemors. Det var noget, vi altid skulle sige, når hun hældte op til os. Det var ikke nok at sige tak. Næ, hele remsen skulle med. Gerne to gange. Hun havde ikke selv fundet på det. Det havde en bekendt fra hendes ungdom, der hældte alkohol i hendes glas, indtil hun havde sagt holdt, stop, tak nok.

På den måde blev en lille hverdagssituation til noget sjovt. Og jeg fik en talemåde ind under huden, som jeg ikke har kunnet operere væk siden. Hver gang jeg siger det, ser jeg min smilende bedstemor foran mig. Hun syntes, det var SÅ sjovt.

Jeg har utallige af den slags.

Den sprogsikre tysker
På journalisthøjskolen gik jeg på hold med Leif, der er af tysk afstamning. Han talte korrekt dansk med en smule charmerende tysk stød. Lejfs faste vending var: "Det vil jeg nødig have mig frabedt". Og det ekstra sjove var så, når folk begyndte at forklare ham, at sådan hedder det altså ikke på dansk. Så hyggede Leif sig, for han er meget sprogsikker. Jeg bruger altid Leifs finurlige formulering og sender en venlig tanke til min holdkammerat og de gode år på Journalisthøjskolen.

Tøffekar
I Tankegang havde vi en kollega, der med jævne mellemrum fik besøg af en af sine venner. Han fik en kop kaffe og talte lavmælt med min kollega i 10-15 minutter. Så rejste han sig og mumlede noget, der lød som tøffekar. Vi sagde farvel, og tænkte ikke nærmere over det. 

En dag spurgte en anden, hvad det der tøffekar var for noget. Vores kollega var helt uforstående. Han havde aldrig hørt udtrykket, men da han næste gang fik besøg, kunne han høre det. Og oversætte det: Tak for kaffe.

Så det siger jeg nu, når jeg har fået en kop kaffe og sender en taknemmelig tanke til mine første fine år i firmaet.

Østjyske bridgebrødre
Det sidste eksempel er seks enkle ord, der kan få min lillebror og mig til at bryde ud i grin: "Nå, vi skal videre i teksten" gerne sagt på bredt østjysk. Det stammer fra en bridgekamp mod to modne brødre fra Skanderborg, der havde for vane at diskutere med hinanden efter de fleste spil. Da de havde gjort det et stykke tid, sagde den ene eller den anden på et tidspunkt de seks ord. 

Da det havde gentaget sig 5-6 gange, kiggede Gregers og jeg på hinanden og kom til at grine. Efter næste spil kom den igen, og så brød vi begge to ud i høj og helt umotiveret latter. De flinke mænd kiggede forbløffet på os, og vi havde ingen chance for at forklare os. Efter hvert af de følgende spil var vi begge på grænsen til et grineflip og vidste, at vi ikke måtte få øjenkontakt.

Episoden ligger nok 30 år tilbage. Siden da har Gregers og jeg haft det som en fælles frase, der kan få smilet frem.

Nyt sprogbegreb: En Stenerisme
Her har du fået fire eksempler på sproglige vendinger, som har deres egen historie og derfor har en særlig betydning for de mennesker, der har oplevet historien sammen. Det burde hedde et eller andet, og hvis ikke det allerede er navngivet af en sprogforsker, vil jeg ydmygt foreslå betegnelsen en Stenerisme.

 

Det bliver dyrt - og sådan er det

 Energikrise og inflation kommer til at koste penge for hver eneste af os. Mange penge.

Det er prisen for at stå op imod Putins krig i Ukraine. Det er helt nødvendigt, for vi kan ikke acceptere, at en stormagt bare æder det ene land efter det andet hen over hovedet på dets befolkning. 

Vi vil ikke købe gas af Rusland, og så må vi acceptere, at det kommer til at koste penge.

Regningen skal betales, og vi kan ikke bare lægge den over på staten. Ingen bliver rigere af at trykke flere pengesedler. Vi må selv til lommerne, og om nødvendigt skære ned på vores forbrug. Det er træls, men det går nok for langt de fleste af os.

Vi er langt rigere nu end for 20 år siden, så for hovedparten af danskerne er det muligt at finde de ekstra penge i vores budget. Nogen har sat sig lidt hårdt, og de får det svært.

Nogen har så lav en indkomst, at de i forvejen vender hver en femøre for at få det til at hænge sammen. De skal have hjælp, og jeg er sikker på, at kloge folk kan finde den rigtige måde at gøre det på. En af grundene til, at vi er et rigt samfund er, at vi ikke lader nogen i stikken. Vi hjælper dem, der ikke kan klare sig selv.

Men energikrisen er en god anledning til at gøre op med den tanke, at alle skal have kompensation, når noget går galt. Middelklassen - som er langt de fleste af os - behøver ikke få tilskud og fradrag for dit og dat. Det offentliges penge skal gå til den service, som vi er enige om, at fællesskabet yder. Og til at hjælpe de svageste.

Middelklassen skal ikke have udleveret sugerør, vi kan stikke ned i de offentlige kasser. Vi må undvære en charterrejse, et restaurantbesøg eller den nye iPhone. Og vi må lige som alle andre skrue ned for varmen til vinter.

Måske varer det to eller tre vintre. Det må det så gøre.

Det er muligvis synd for os, men vores små problemer tåler ikke sammenligning med ukrainernes. Eller for den sags skyld med russernes.

 

 

Giv sorteringen en kurv

 

Vi skal sortere affald i 10 slags. Uha, tænker mange. Det bliver et helvede med en masse beholdere både inde og ude.

Forkert.

 

Det nye er IKKE, at du skal sortere. Det nye er, at du får hentet mere derhjemme, og dermed slipper for ture på genbrugspladsen.

 

Du får to eller tre beholdere til alle 9 eller 10 typer affald. De bliver tømt hver anden, tredje eller fjerde uge. Du kan få en SMS dagen før, enhver beholder bliver tømt. Så er der ikke mere at huske på der.

 

Tilbage er sorteringen inde i huset, som du også kan gøre meget enkel:

1 dobbeltbeholder under køkkenvasken til madaffald og restaffald + en genbrugskurv et eller andet sted. Så er det løst.

 

Alt, der ikke er rest- eller madaffald, kommer i genbrugskurven. Når du går ud, tager du kurven med og tømmer indholdet i de rigtige rum i beholderne udenfor.

 

Det er så nemt, at det ikke er værd at brokke sig over. Bare gør det.

 

Husk: Du får ikke mere affald, fordi du skal sortere mere. Og det fylder ikke mere.

Derfor går mænd for sjældent til læge

 

Kig på billedet fra Hirsholmene og find en spooky detalje. Den gråhårede mand i forgrunden har en deform venstre albue. Når først, man får øje på det, er det ikke til at se andet på billedet. Ulækkert!

Udposningen opstod her i juli, og som en god samfundsborger bestilte jeg tid hos lægen for at få det undersøgt og afklaret. Jeg bookede på nettet og fik ret overraskende en tid med få dages varsel midt i sommerferien.

Mødte i god tid
Jeg mødte selvfølgelig frem et kvarter før tid, og scannede mit sundhedskort ind. Da jeg havde ventet en halv time, loggede jeg ind hos lægen og tjekkede min reservation. Der stod, at jeg ikke havde nogen tider.

Nå, han er vel forsinket, tænkte jeg overskudsagtigt.

10 minutter senere scannede jeg mit sundhedskort ind igen. Skærmen meddelte, at jeg var kommet for sent til den aftalte tid og skulle henvende mig i receptionen.

Der sad en venlig telefonperson med folk i øresneglen. Efter nogle minutter kunne hun tale med mig, og jeg forklarede mit problem.

- Nå, det er bare skærmen. Den skal du ikke regne med. Lægen er forsinket i dag, men du skal nok komme til, lød svaret. Så jeg satte mig ud og kiggede videre på min telefon.

Det går væk af sig selv
Få minutter senere blev jeg kaldt ind. Jeg viste lægen min bulede, bløde albue. Han mærkede på den, og spurgte, om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke.

- Der er en irritation i slimhinden. Det går væk af sig selv i løbet af en måned eller to. Jeg kan godt suge væske ud, men det gør vi ikke, for det risikerer at skade noget. Det der er harmløst, sagde manden uden kittel.

Så sagde han ikke mere.

Jeg rejste mig og ønskede god sommer. Konsultationen tog ca. 1 minut, og jeg gik der fra med en følelse af at have ulejliget et travlt system med en ligegyldig detalje.

1 minut på at blive beroliget
Sidst, jeg var ved læge for et års tid siden, blev jeg undersøgt for en sygdom i familien. Der var heller ikke noget.

Jeg er meget taknemmelig for at have et godt helbred. Jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg opsøge lægen, når der opstår en mistanke eller som her en deformitet. Det er jo bedre at bruge 1 minut (+ 40 i ventetid) på at blive beroliget end at blive hjemme af høflighed, hvis der skulle vise sig at være et reelt problem.

Meningsløse minkmeninger

                                    Milliarder til forsvaret? Nå!
         

Hvor er det skønt at være en del af et demokrati, hvor alle deltager ivrigt i den fælles samtale.

Og hvor er det dejligt, at det emne, vi bruger mest energi på, er en procedurefejl i forbindelse med en kontroversiel beslutning om at slå alle landets mink ned.

Det viser, at vi er et lille lykkeligt land med meget få problemer.

Men det viser også, at politik i lidt for høj grad er blevet proportionsforvrængning. Jaja. Jeg har selvfølgelig opfattet, at sagen ikke handler om de mink men om tillid til politikerne, specielt statsministeren.

Men alligevel.

Historiens største oprustning
I dette forår har et markant flertal i Folketinget vedtaget en helt ny forsvarspolitik. Det er en meget drastisk beslutning som betyder, at vi går i gang med den største oprustning i landets historie. Og hvis vi taler tillid, er det en kovending i forhold til det, de samme politikere mente for få år siden.

I år har næsten hele Folketinget lavet klimaaftaler, som fuldstændigt vil forandre det danske samfund. Grøn omstilling bliver ikke bare et slogan. Det bliver en reel omstilling, som betyder, at vi kommer til at leve på en anden måde. Hele samfundet bliver elektrisk i løbet af få år, og alle virksomheder skal være grønne, også landbrug.

De fleste ved bedre end Mette
Debatten om de to meget principielle og vidtrækkende beslutninger har ikke været nær så omfattende som den om minkene. Alle har tilsyneladende en mening om Mette Frederiksen og de fleste ved bedre end hende, hvordan man er en god statsminister.

Men forsvar, sikkerhed, klima og økonomi? Nå ja. Det var der vist også noget med. Det klarer Nicolai Wammen, og han er så flink og lidt kedelig, så det gider vi ikke hidse os op over.

Det seneste nye om ingenting
Jeg ærgrer mig over, at den offentlige debat i mange tilfælde går helt i selvsving. Bevares, det er underholdende at følge Dansk Folkepartis sammenbrud. Men det burde ikke være breaking news, at Martin Henriksen igen blander sig i partiets debat. Det er nyt, men det er indholdsløst.

Fra min tid som nyhedsjournalist ved jeg, at medier er proportionsforvrængning. Den ene dag kan en ligegyldig historie fylde en halv forside, og dagen efter kæmper fire vigtige historier om opmærksomhed.

Det er vores skyld
Men det er ikke mediernes skyld. Det er vores. Det er os, der diskuterer, om det nu var fair, at Mette Frederiksen holdt pressemøde samme dag, som Tour de France kørte fra Roskilde. Det er os, der trækker på skuldrene af oprustning og klimaomstilling og i stedet klikker på historien om en kredsformand, der forlader Dansk Folkeparti på grund af Pia Kjærsgaard.

Menneskets natur og menneskets fremtid
Vi elsker underholdning. Vi kan lide at blive forargede. Og vi kan ikke lide de selvsikre typer, der ikke vil indrømme en fejl. Det er menneskets natur.

Men vi bør interessere os lidt mere for det væsentlige. Det er menneskets fremtid.

 

Statsstøtte til stenrige mediehuse

    Her er en af dem, der ikke får en rød reje.

 

På 10 år har Danmarks rigeste og mest magtfulde mediekoncern, JP/Politikens Hus mere end fordoblet sin egenkapital. Fra 1,3 mia. kr. i 2012 til 3,2 mia. kr. i 2021. År efter år har koncernen et overskud over 100 mio. kr. 2022 var et rigtig godt år, hvor de dygtige mediefolk tjente 285 mio. kr. hjem til de fonde, der ejer selskabet.

Det er dem vel undt. De har gjort det rigtig godt og traf for mange år siden en kontroversiel beslutning om at fusionere to konkurrerende selskaber for at spare på de kedelige driftsomkostninger og bevare avisernes særpræg.

50 mio. kr. om året
Men det er ikke kun dygtig ledelse og forretning, der får millionerne til at rulle ind. Koncernen har i de seneste 10 år modtaget over 50. mio. kr. om året i statsstøtte. Lige ned på bundlinjen, værsgo.

Politiken, Ekstra-Bladet og Jyllands-Posten har hver modtaget 17,5 mio. kr. Dertil kommer et skiftende beløb til andre medier, som koncernen driver.

En halv milliard af egenkapitalen kommer altså direkte fra Finansministeriet. Flinke folk på Slotsholmen.

Berlingske Media fik i 2021 34,5 mio. kr. til at udgive Berlingske og B.T. Selskabet havde et overskud på 49,2 mio. kr. 

Dagbladet Børsen - som Berlingske Media er medejer af - modtog også maksbeløbet på 17,5 mio. kr. i 2021. Selskabet kom ud af året med et overskud på 43,5 mio. kr.

Endelig kan jeg nævne Det Nordjyske Mediehus, som modtog 17,5 mio. kr. til at udgive Nordjyske Stiftstidende. Selskabet tjente 59,2 mio. kr. i 2021.

Lokale medier gisper
Det hører med til historien, at en lang række lokale og regionale medier ikke havde haft overskud uden det statslige tilskud. De er klemt, og politikerne har også besluttet at øge deres tilskud i år på bekostning af de landsdækkende mediers. Så der bliver kun 14,5 mio. kr. til hvert af de landsdækkende dagblade.

Dagbladene har i årevis haft meget gunstige vilkår, fordi de er en vigtig del af vores demokrati. Lovgivningen er moderniseret, så alle frie medier nu kan få støtte, hvis de opfylder en række kriterier. Men de gamle bladhuse suger stadig størstedelen af støtten til sig. Dertil kommer, at aviser er fritaget for moms.

80% af annoncekronerne til USA
Området er kompliceret. Der er noget galt, når stenrige mediehuse skal have hældt millioner af kroner ned på kistebunden hvert år. Men det er et godt formål at støtte den frie presse, ikke mindst i betragtning af, at Google, Facebook og andre udenlandske medier nu sidder på 80% af annoncemarkedet. Og reglerne skal selvfølgelig være ens for alle. Man skal ikke straffes for at være dygtig.

Alligevel synes jeg, mediepolitikerne skal se kritisk på støtten. De penge må kunne bruges bedre eller også kan det gøres for færre penge. Uden for støttesystemet er der en række små lokale netaviser, som også er en vigtig del af vores demokrati. De har ikke medarbejdere nok til at få del i statsmidlerne, og mange af dem kæmper måned for måned for at få regnskaberne til at hænge sammen. Her vil 50.000 kr. virkelig gøre en forskel. Det er 1 promille af tilskuddet til JP/Politikens Hus.

Undskyld, det var en dum idé

 DR er kommet i strid med en række forskere på grund af ungdomsprogrammer Ellen Imellem. De deltagende forskere har fået besked om, at de skal interviewes af Ellen, og at der indgår “satiriske elementer” i udsendelsen.

Det viser sig, at alle journalistens spørgsmål bliver stillet af en konspirationsteoretiker, som sidder i et andet studie. De forskere, som troede de skulle videreformidle viden til en journalist, deltager i virkeligheden i en debat med en person, der er overbevist om, at jorden er flad eller en anden mystisk mærkesag.

Til grin

Forskerne har intet fået at vide om det koncept, og de føler sig naturligvis til grin. For dem er en samfundsforpligtelse at stille viden til rådighed for medierne, men ikke at være en del af et ligegyldigt underholdningsprogram.

DR forsvarer sig med, at det er satire, og DR er ked af, at forskerne er blevet sure. Det er ikke godt nok.

Hvor svært kan det være at sige undskyld? DR har en vanskelig samfundsopgave med at lave interessant dansk indhold til unge, og Ellen Imellem var et forsøg på det. Det var så et mislykket forsøg. Idéen viste sig at være dum. Det sker, når man er kreativ og eksperimenterende, og så er det bare at erkende sin fejl, sige undskyld og komme videre.

Det er jeg ret sikker på, at forskerne ville acceptere.

En håbløs strid

Nu har DR i stedet kastet sig ud i en håbløs strid med nogle af Danmarks mest anerkendte forskere, som vil have meget svært ved at stille op en anden gang.

Og DR har kastet en del af sin troværdighed over bord.

Som en stor medievirksomhed er DR ofte med til at udstille folk, der har begået fejl. Det gode råd til dem er at erkende fejlen for at stoppe mediemøllen. Rådet er hermed givet videre til DR

Pressehistorie nederst på side 7

 

I sidste uge gengav avisen Nordjyske en pressemeddelelse fra sin ejer.

Indholdet var, at Aalborg Stiftstidendes fond har købt Aalborg Mediefond og Vendsyssel Tidendes Fond ud, så Aalborg Stiftstidende nu er eneejer af avisen og dens selskaber. De er samlet i den koncern, der hedder Det Nordjyske Mediehus.

Slut efter 149 år og 3 måneder
Jeg fik et lille sug i maven. Det var en afgørende del af mit arbejdsliv, der formelt blev lagt i graven der. For handlen betyder, at Vendsyssel Tidende ikke længere har noget med avisudgivelse at gøre. Det er pressehistorie. Avisen nåede at spille en rolle i formidlingen af nyheder i landsdelen i 149 år og 3 måneder.

VT-ånden
Jeg var selv ansat i de sidste 12 år af VTs levetid. Fra 1998 overgik den til at være en del af Nordjyske Stiftstidende.

For mange af os ansatte var VT noget særligt. Der var en ånd og et fællesskab, som er svært at beskrive, men som vi genkender. Måske skal vi helt tilbage til avisens start for at finde en forklaring.

Den blev stiftet i 1873 af Vendsyssels frisindede bønder. Herligt udtryk. Det stod hver dag i avisens kolofon, og jeg tror, det betød noget for os over 100 år senere.

Vendsyssels betyder, at Vendsyssel var avisens centrum. En nok så lille nyhed fra Elling, Sæsing eller Linderum kunne komme i avisen. Kriteriet var, at det var foregået i Vendsyssel. Når nogen kom med et lille referat eller en fødselsdagsomtale, de gerne ville have i avisen, var det vores kære pligt at sige tak. Vi stillede os ikke op som bedrevidende journalister og forklarede dem om moderne nyhedskriterier.

Frisindede vil mange i dag forveksle med liberal og dermed knytte til partiet Venstre, som avisen oprindeligt støttede. Sådan så vi ikke på det. Frisind betød, at vi lavede avisen sådan, som vi syntes, det var rigtigt. Uanset, hvad andre i branchen måtte mene. Vendsyssel Tidende var den første danske avis, der bragte et fotografi, og den første danske avis, der havde en selvstændig internetudgave.

Bønder er ikke bare landmænd. I 1873 var de fleste i Vendsyssel en slags bønder, og det var dem, avisen var til for. Det var det også i 1986, da jeg kom til. Da var almindelige mennesker bare blevet arbejdere og funktionærer, men det var stadig deres avis. Det var deres hverdag, liv og egn, vi skrev om i avisen. Det var godt stof.

Den sidste udgave af Vendsyssel Tidende udkom i 1998, og fra den dag døde VT-ånden. Det tog så 24 år at afvikle det formelle ejerskab.

Alting har sin tid
Når det sådan lige står nederst på side 7, kan jeg godt blive nostalgisk. Men jeg er hverken bitter eller utilfreds. Alting har sin tid, og dygtige mennesker besluttede at lægge de nordjyske aviser sammen til én. Den er i dag en del af et slagkraftigt mediehus, der er kommet igennem en hård omstilling, hvor papiravisen ikke længere er drivkraft.

Oplaget af den trykte avis er så lavt, at det i flere år har været hemmeligt. Jeg er ret sikker på, at det er lavere end de 27.100, de frisindedes bønders sidste årgang præsterede.