Hård træning er - hårdt

Glæden ved at løbe er mit motiv for at stolpre rundt på landevejene i timevis. Det har jeg skrevet om før, og det gælder fortsat. Tider og placeringer i motionsløb er ikke min drivkraft, og derfor løber jeg langsommere og langsommere. Det kan jeg godt leve med.
Eneste undtagelse er hvert år på denne tid. Så træner jeg op til at kunne gennemføre et maratonløb. Nogen gange ender det med, at jeg deltager i ét, andre gange bliver jeg skadet.
I år er målet H. C. Andersen Marathon den 21. september eller Berlin Marathon søndagen efter. Træningen skal toppe 3 uger inden løbet, så det er lige nu, det skal være mest intensivt.
Jeg har læst, at der er 2 veje til at forbedre sin kondition: Langt, langsomt løb og tempoløb (eller intervaltræning).
Så i weeekenderne tager jeg en tur på 30 kilometer og i løbet af ugen en hård gang intervaltræning op og ned ad en hård stigning i skoven. Den lange tur er det mindste problem, for den er ikke hård før de sidste 6-7 kilometer. I den halve time kan jeg så godt mærke, at kroppen arbejder og nogle timer efter får jeg en lettere febertilstand. Så ved jeg, at træningen har haft effekt.
Intervaltræningen bliver aldrig min ven. I eftermiddag var det den stejle bakke her op imod Flade Rævdalvej. Det er en kras stigning over et par hundrede meter, som jeg løber i højt tempo. Når jeg når op til vandflasken, er pulsen helt oppe, og så løber jeg langsomt ned igen og når næsten at få pusten, inden turen går opad igen. Jeg tog den 10 gange, og her et par timer efter kan jeg tydeligt mærke på mit åndedræt, at indsatsen har haft effekt.
Det er helt sikkert effektivt, men nej hvor er det hårdt, og nej hvor har man bare lyst til at kaste sig i græsset og slappe af, når pulsen drøner ukontrollabelt derudaf.
Motivationen er, at det simpelthen er nødvendigt for at kunne gennemføre maratonløbet. Den hårde træning øger min iltoptagelse, og den skal være så god som muligt i Odense eller Berlin.
Da jeg løb maraton i Oslo sidste år, havde jeg ikke været flittig nok med den hårde træning, og det kunne jeg tydeligt mærke på de 10 sidste og meget lange kilometer gennem den smukke norske hovedstad. Jeg håber, jeg kan mande mig selv op til at give den en skalle de næste par uger, så det går lidt mere gelinde ved dette års løb.
En maraton er altid en suveræn oplevelse, men jeg vil gerne indrømme, at jeg glæder mig til de fredelige løbeture bagefter, hvor jeg ikke skal presse mig selv for at komme i bedre form.

Trafikken glider i København

Vi hører så tit om timelange køer og permanent trafikkaos i København. Jeg er også helt sikker på, at der er kaos, når titusinder vælger at køre bil ind til hovedstaden om morgenen og skal i blikspanden hjem igen ud på eftermiddagen.
Men bortset fra det - så er der masser af plads på vejene i København.
Jeg var der forleden. Jeg kørte fra Frederikshavn onsdag kl. 13, og holdt i Weidekampsgade ved Islands Brygge kl. 17.20. Der var køer - men ikke øst for Storebælt. Jeg måtte ned i fart ved Limfjordstunellen. Der var decideret kø ved Randers, Århus, Horsens, Vejle, Fredericia, Middelfart og hele vejen forbi Odense.
Men da først jeg var kommet igennem betalingsanlægget på Sjælland, var der masser af plads på vejene. Og det blev nærmest nemmere og nemmere, jo tættere jeg kom på København. Der er jo 8 spor på motorvejene. GPSen førte mig til Amagermotorvejen, og så kørte jeg gennem et halvdødt industrikvarter ind til Amager og videre til Islands Brygge. Parkeringspladser var der masser af. Det eneste problem var faktisk, at det regnede kraftigt, da jeg skulle til at stå ud af bilen.
Næste morgen spadserede jeg først hen til KL, og der var i hvert fald ingen trafikkaos på fortorvet eller foran kommunernes flotte hus. Efter mødet gik jeg tilbage til bilen og hev min cykel frem. Så kørte jeg ad brede cykelstier ind til Københavns Rådhus, hvor jeg satte cyklen i et ledigt stativ lige uden for døren. Et par timer senere cyklede jeg den anden vej, og så var det ud af byen og sydpå til Falster. Igen - ingen kø, masser af plads på de brede motorveje.
Om aftenen gentog historien sig med køkørsel på Fyn og ved de store jyske byer.
Ja, vi har god plads på motorvejene i Vendsyssel, og det er vi glade for. Det er næsten helt københavnske tilstande.

Rytterne kom først

"Vi er da ikke for store til at omtale dressur", lød det hånligt fra en uvidende P3 vært torsdag eftermiddag, da resultatet fra Prinsesse Natalies OL-debut tikkede ind.
Få timer efter var den første danske OL-medalje en realitet, takket være prinsessens fantastisk flotte præstation.
Dressurrytterne er bestemt ikke de højst profilerede danske OL-håb, men de blev altså de første til at indfri forventningerne. De fleste andre har skuffet fælt.
Ridekonkurrencer foregår i Hong Kong langt fra Beijing, og det kan være en af årsagerne til mediernes manglende fokus på sporten. Men det er ikke kun til OL, man skal lede langt efter seriøs omtale af dressur og ridebanespringning. Også i avisers og tvs daglige dækning, bliver sporten ignoreret eller får sporadisk omtale.
Det kan ikke skyldes manglende interesse hos seere og læsere. Dansk Rideforbund har alene 73.000 medlemmer, og dertil kommer flere hundrede tusinde rideinteresserede, som ikke er organiseret. Ridning er en af de helt store folkelige idrætsgrene - konkurrencerne er godt tv-stof, og det er lærerigt for rytterne at følge med.
I Sverige og Tyskland er der en helt anden mediedækning af ridesporten, mens det i Danmark fortsat er noter eller for tvs vedkommende henvist til DR2 og andre sekundære kanaler.
Danmarks bedste rytter, Andreas Helgstrand, er en seriøs medaljekandidat til de individuelle finaler. Han har vundet sølv ved VM på en anden hest. Hvis der kommer en dansker på skamlen, kan det forhåbentlig få medierne til at tage deres brugere mere alvorligt og prioritere ridesporten højere.

OL - nu med sport

Så gik OL i gang. I over et år har vi ventet på begivenheden. Som P1 lytter har jeg fået det helt klare indtryk, at legene handlede om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske diktatur ville bruge legene til at tegne et glansbillede af deres rige, og magthaverne ville gøre alt for at forhindre kritik af menneskerettigheder og manglende demokrati.
Nu er det så i gang - og tænk sig - pludselig handler det om sport. Vi følger med i danskernes gøren og laden og i de sportsgrene, vi i øvrigt interesserer os for. Hver eneste dag er der spændende sport i tv og på nettet, og vi deler sorger og glæder med atleterne.
Sporten sluger al opmærksomheden, og det vil jeg hverken være flov over eller utilfreds med. OL er en sportsbegivenhed, verdens største for resten. Her er det vigtigste konkurrencerne, ikke værtslandets politiske eller økonomiske system.
Det betyder ikke, at sport og politik skal skilles ad. Det er en umulighed. Sport er en del af det politiske liv, lige som alt andet, vi interesserer os for: Kultur, sundhed og børneopdragelse bare for at nævne nogle eksempler.
Men når den ypperste sportsbegivenhed kører på fulde blus, ja så fokuserer vi alle sammen på det sportslige. Sådan skal det være.
I dag var trak håndboldherrerne os hen foran skærmen, og det var en nervepirrende oplevelse næsten hele vejen igennem. Dagens præstation var miserabel, men der er selvfølgelig meget mere i de gulddrenge. Wilbek kommer jo altid hjem med en medalje.
Meget tyder i hvert fald på, at håndboldherrerne byder på 60 minutters intens spænding i hver eneste kamp, og det har vi ikke noget imod. Bare kampene ender med dansk sejr.

Sidste nyt om ingenting

"Pia K. scannet"
"Pia K. overflyttet til Riget"
"Pia K. udskrevet"
Det var tre af overskrifterne fra tophistorierne på nogle af Danmarks mest læste nyhedssider det seneste døgn - dr.dk, jp.dk og politiken.dk. Alle 3 betragter sig som seriøse nyhedsformidlere, men dækningen af Pia Kjærsgaards ildebefindende er ét af flere eksempler på internetredaktionernes forvrængede nyhedskriterier. Her til morgen var Pia Kjærsgaard rykket ned som historie nummer 2 hos Jyllands-Posten. Tophistorien var breaking news om Danske Banks halvårsregnskab.
Breaking news? Det har været kendt i et halvt år, at regnskabet skulle offentliggøres i dag, og selve indholdet er ikke overraskende. De har tjent en masse penge - men mindre end sidste år, ganske som forventet.
Eksemplerne viser, at aktualiteten er det vigtigste nyhedskriterium, mens væsentligheden er mindre betydningsfuld.
I sidste uge var det Radovan Karadzic, som var breaking news døgnet rundt. Danmarks Radio havde for eksempel en tophistorie med overskriften "Karadzics fly landet i Haag". En nyttig oplysning for dem, der skal transportere den tidligere politiker fra lufthavnen til fængslet - men temmelig ligegyldig for os andre. Vi går ud fra, at piloter og flyveledere passer deres arbejde.
Jeg synes, det er fedt med nyhedstjenesterne på nettet, og efter min mening er næsten ingen nyhed for lille til at blive bragt. Der er jo plads nok på nettet.
Det er alene prioriteringen, jeg undrer mig over.
Tophistorien på en seriøs nyhedsside skal have en vis substans. Som læsere kan vi godt tåle, at den samme historie står i toppen 1 time eller 2, hvis der ikke er sket noget andet væsentligt i mellemtiden.
Politiken, Jyllands-Posten og DR undergraver deres egen troværdighed ved at forfremme aktuelle ligegyldigheder til tophistorier.

Cyklen er mindst 100.000 kr. værd

I Nordjyske i går kunne vi læse, at er er penge at spare ved at tage bussen. Hvis man bor i Aalborg og arbejder i Frederikshavn, er det 100.000 kr. billigere om året at køre med bus end at have egen bil. Regnestykket forudsætter, at man alene køber bilen for at køre på arbejde, og at det er en bil til ca. 200.000 kr.
Det giver mig god samvittighed, for jeg fik nemlig en ny cykel i fødselsdagsgave.
- Jamen har du ikke én i forvejen? spurgte en af aftenens gæster lidt forarget, da han så vidunderet.
Og det måtte jeg indrømme. Tilmed en udmærket cykel, som bringer mig sikkert omkring. Den er ordentligt vedligeholdt og fejler ikke noget, og der er mange gode kilometer tilbage i min gamle cykel.
Men jeg ville altså gerne have én, der var lidt mere sporty og let. Jeg synes, det går lidt tungt op ad den store bakke på vej hjem fra arbejde, og jeg kunne godt tænke mig at køre stærkere hen ad lige vej. Det kan den nye cykel, når jeg ellers får den indstillet og tunet, for den er købt via nettet og har krævet flere timers fjumrearbejde fra min side.
Men med avisens regnestykke i baghovedet er det hamrende billigt at ofre 4600 kr. på en ekstra cykel. Hvis ikke jeg havde en god cykel, skulle vi have bil nummer 2 og dermed en udgift på mange tusinde kroner om året. Jeg har 7,5 kilometer på arbejde, og i de 8 år, jeg har været i Tankegang, har jeg måske sparet 3-500.000 kr. ved kun at have 1 bil. Så er det måske 1 procent af besparelsen, jeg her kaster i grams til fordel for ekstra køreglæde.
Nyanskaffelsen koster nogenlunde det samme som et serviceeftersyn på benzinslugeren.

Svær sag for pacifisten

Kald mig bare naiv, når jeg nu fortæller, at jeg er pacifist - et af de blåøjede mennesker, der tror på, at ondt skal fordrives med godt, og ikke med ondt.
Verdens stater spilder hvert år flere tusind milliarder dollars på krige og på at forberede sig på krige. Det er et uforsvarligt dumt spild af vores ressourcer, og i den bedste af alle verdener kunne pengene bruges til at afskaffe sult og fattigdom. Den verden kommer aldrig til at eksistere, det ved jeg godt. Alligevel vil jeg fastholde, at krig er forkert.
Synspunktet har det svært netop i denne tid, hvor Radovan Karadzic er blevet pågrebet og sigtet for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Krigsforbryderdomstolen for det Tidligere Jugoslavien. Igen er vi blevet mindet om, at serbernes planlagte og delvist gennemførte udryddelse af den muslimske befolkning i Bosnien kun kunne lade sig gøre, fordi EU naivt troede på forhandlingslinjen. Da USA satte militær magt ind, blev konflikten stoppet.
Så der er vel tilfælde, hvor krig er nødvendig for at forhindre endnu værre blodsudgydelser. Hvad med nedslagtningen i Rwanda? For slet ikke at tale om Hitler. Kunne han være standset med dialog og forhandling?
Spørgsmålene får mig til at vakle, og det er hverken sort eller hvidt. For mig er det et ægte dilemma - valget mellem to uoverskuelige og dårlige løsninger.
Jeg vil altid vælge den fredelige udvej frem for krigsmaskineriet, og det vil jeg af en meget enkel og moralsk grund: Jeg vil aldrig selv slå et andet menneske ihjel eller sætte mit liv på spil i en højere sags tjeneste. Så kan jeg ikke tillade mig at forlange, at andre skal gøre det.
Jeg vil kæmpe imod ethvert diktatur med ord og med gerninger - men ikke med våben.
Hvis alle i hele verden havde samme holdning, var der ingen krige. Derfor tror jeg også på, at demokrati og åbenhed er den bedste kur for freden. Krige næres af fordomme om fjenden. Fordomme bekæmpes bedst med information. Frie og oplyste mennesker kan ikke gå ind for at slå andre folk ihjel, at slå børn ihjel og at voldtage kvinder.