Tekstener

Vi får varme fra den kolde jord

2012-02-12T11:07:00.000+01:00

I denne uge har vi fået installeret jordvarme. Det er et omfattende teknisk anlæg med lange slanger i jorden og en masse rør nede i kælderen.
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt forstår, hvordan noget frostvæske i nogle slanger ude i den kolde jord kan blive til varme i radiatoren. Men det er også lige meget - det virker. Den flinke VVS-mand forklarer, at vi får 3 KwH energi ud af hver 1 KwH energi, vi bruger. Det lyder som en god forretning.
Her i starten holder vi et skarpt øje på elmåleren. Den suser rundt, og hvis jeg ganger et døgns forbrug op med 365 - så bliver det dyrt.
Men det er jo fordi, vi er midt i den strengeste vinter. Det fik vi et meget håndgribeligt bevis for i dagene inden, det nye appartur blev installeret. Lige da vi havde aftalt at etablere jordvarmen, kom olieselskabet og hældte 1000 liter sort guld på vores tank. Så vi udskød arbejdet, indtil olien var brugt.
I de milde vintermåneder brugte fyret meget lidt olie, så da måleren var ned på 200 liter, ringede jeg til Oscar Petersen og Søn. Et par dage efter var tanken tom, og vi fik en nødforsyning med 60 liters oliedunke. I den hårdeste frost slugte fyre 25-30 liter olie om dagen. Altså et forbrug på 250-300 kr.
Med det nye anlæg er varmen meget billigere, men jeg tror alligevel, vi bliver mere energibevidste. Det er gået op for mig, at der løber mange meter uisolerede rør nede i kælderen, så i går var jeg i Jem & Fix og hente en bilfuld af de grå hylstre, som kan isolere rørene. Beholdningen rakte ikke helt, så jeg skal have fat i en ladning mere.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vi kunne have sparet i olie, hvis jeg havde isoleret rørene for 10 år siden.

Vores dyre tv

2012-02-07T20:36:00.001+01:00

I de 12 år, vi har boet her på Flade Rævdalvej, har vi brugt en formue på at kunne se en smule tv. Vi bor næsten 100 meter over havet. Alligevel er antenneforholdene elendige. Det er ingens skyld, men det er kostbart.Da vi flyttede ind, var der en parabol, vist nok med piratkort. Efter kort tid virkede de selvfølgelig ikke, og vi forsøgte at få lovlige kort. Vores ønske var at se DR og TV2, men det krævede en længere forhandling med Canal Digital at få udleveret et kort, som ikke krævede et ekstra-abonnement.På et tidspunkt duede det kort ikke længere, så vi fik installeret en ny og ekstra kraftig antenne. Det gik godt under gunstige vejrforhold og så var der sne på mindst en af kanalerne ca hver anden dag.Vi mistede tålmodigheden og gik over til Boxer. Vi måtte købe en lille pakke, der gav adgang til TV2 Charlie og nogle skodkanaler, vi aldrig ser.Der var en lille dongle med. Den løsning udgik, da tv blev digitaliseret, og vi måtte for femte gang have fat i en elektriker med speciale i antenner. Så fik vi en box med et kort. I sommer blev den ramt af lyn, og vi skiftede boksen igen.Her i 2011 er TV2 flyttet over på noget nyt, og vi kan igen ikke se det. Vores elektriker har været her igen, og han er på vej med en ny antenne. De har vist skruet ned for signalet.Her til aften forsvandt TV2 igen, og vi gik det sædvanlige ritual igennem med kortet ind og ud og kanalsøgning. Intet resultat. Boxers service om aftenen er en hjemmeside og en telefonsvarer, og ingen af delene giver svar på vores problem.Så vi er endnu engang på Sputnik på computeren. Indtil videre kører vi et gratis kampagne-abonnement, men det skal såmænd nok ende med, at vi også må punge ud for den løsning.Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke forstår mig ret meget på tv. Derfor kan jeg ikke fatte, at alle skodkanalerne kører lige igennem, mens de to store stationer gang på gang falder ud.

Ligegyldig milliardskandale

2012-02-05T11:53:00.001+01:00

At Ole Sohn engang har været formand DKP og muligvis taget imod nogle penge - det er en skandale, som Jyllands-Posten ikke finder større.
Men at SKAT må afskrive et tilgodehavende på 37 mia. kr. som direkte følge af beslutninger, som den tidligere regering har truffet - det er bare sådan lidt beklageligt.
Tidligere skulle kommunerne selv kradse de penge ind, de havde til gode hos borgerne. Det kunne være betaling til børnehaver, ejendomsskat, renovationsafgift eller tilskud, som borgeren skulle betale tilbage. Det gik rimeligt godt, takket være kommunale pantefogeder, som både var flinke og effektive.
Men regeringen overlod opgaven til SKAT med en forklaring om, at et nyt it-system kunne gøre det meget mere effektivt.
Systemet kom ikke til at fungere, og der gik ikke lang tid, før kommunerne begyndte at beklage sig. Deres tilgodehavende steg og steg, og SKAT gjorde ikke noget ved det. It-systemet fungerede fortsat ikke, og SKAT nedlagde flere og flere stillinger, så der ikke var folk til at tage sig af opgaven.
Kommunerne blev ved og ved med at protestere, men de talte for døve ører.
Nu har den nye skatteminister gjort boet op efter skandalen. Det viser sig, at der er 37 mia. kr., som det offentlige sandsynligvis aldrig får hjem. Der har altid været tilgodehavender, som måtte afskrives, men en stor del af beløbet kunne være kommet ind, hvis SKAT havde fået lov at udvise rettidig omhu.
Jeg synes, det er helt vildt forkasteligt. Jeg plejer gerne at sige, at jeg betaler min skat med glæde. Men det er lige knap så sjovt, når andre lader være med at betale til det offentlige - og slipper godt fra det, fordi staten ikke vil sætte folk af til at løse opgaven.
I øvrigt har flere ministre i tidens løb lovet at løse problemet. Så her er det på sin plads at bruge mediernes modeord løftebrud. Men det er selvfølgelig lige meget med 37 milliarder, når regeringen vil brandbeskatte rygerne med 500 mio. kr. til skade for hele det danske erhvervsliv.

Smædekampagner virker - i USA

2012-02-01T07:38:00.000+01:00

Smædekampagner for mange millioner dollars ser ud til at være en vigtig forklaring på, at Mitt Romney i går vendte tilbage som favorit hos republikanerne i USA. Han vandt primærvalget i Florida stort efter at have sværtet Newt Gringich til i tv- og radio-reklamer i hele den folkerige stat.
Jeg synes simpelthen, det er sørgeligt, at folk der går efter at styre Verdens mægtigste stat, kæmper sig til magten ved at svine andre til. Det er for usselt. Vi må da vælge nogen, der har noget at byde på selv.
Jeg ser med nogen gru frem til den egentlige valgkamp til efteråret. Der, hvor republikanernes foretrukne kandidat skal kæmpe imod Barack Obama. Den nuværende præsident vandt sidste gang på at fortælle om sine visioner og drømme for det amerikanske samfund. Dem har han slet ikke fået ført ud i livet - på grund af politisk obstruktion og økonomisk krise. Det spændende bliver, om Obama igen kan vinde klangbund for sine positive budskaber, eller om Romney eller en anden kan vinde ved at beskylde præsidenten for alverdens dårlige karakter-egenskaber.
I Danmark er det slet ikke nået så vidt, og jeg tror det vil give bagslag. Nok kritiserer politikerne hinanden. Uhauha, den får ikke for lidt. Men det handler trods alt om politik.
Og når der en sjælden gang kommer grove personlige beskyldninger, vender folkestemningen sig hurtigt imod den, der fremsætter dem.
Derfor vil jeg opfordre danske politiske kampagnemagere til at betragte republikanernes primærvalg som et interessant fænomen i et parti i krise. Ikke som et eksempel til efterfølgelse.

Research dræber enhver god historie

2012-01-29T10:38:00.000+01:00

Overskriften er et af de helt fæle journalist-slogans, som omverdenen aldrig vil kunne forstå. Selvfølgelig skal man undersøge en sag, inden man fortæller om den, og selvfølgelig er det kun godt, hvis det viser sig, at sandheden er en anden end den, man havde tænkt sig at offentliggøre.
Men jeg tror, alle journalister har siddet med ærgrelsen over, at en god historie var ved at forsvinde. Nu har man brugt timer eller dage på at undersøge en sag eller en vinkel, og så viser det sig at være en misforståelse. I den situation er det meget menneskeligt at klamre sig til et halmstrå og så præstere en eller anden historie, så ikke al ens arbejde er spildt.
Men der er også en omvendt vinkel på sagen, som ikke giver så sjov en overskrift. Nemlig, at research skaber rigtig gode historier. I vores hurtige medievirkelighed virker det som om, research fylder mindre og mindre, og netop derfor bliver der færre rigtig gode historier.
De to journalister fra Information, som netop har fået Cavlingprisen, startede hele deres artikelserie om de statsløse på baggrund af en undren fra et folketingsmedlem fra SF. Hun havde studset over en formulering, daværende integrationsminister Birte Rønn Hornbech havde brugt i Folketinget. De to journalister kunne have skrevet en hurtig nyhedshistorie om SFerens undren, og de kunne have strammet den til en mistanke. Men det var der ikke kommet noget ud af. I stedet gav de sig til at researche og opdagede, at der faktisk var en kæmpe sag.
De modtager den slags tip med jævne mellemrum, og mange af dem er der ikke noget i. Så de har også været heldige. Men heldet har det med at følge de flittige.
Journalister er ikke dovne, så når de viderebringer nyheder uden at undersøge dem, er det ikke for at få tidligt fri. Det er fordi, de hurtige netnyheder er højt prioriteret. Ingen vil komme sidst med historien om dartpilen mod den serbiske håndboldspillers øje - selv om den senere viste sig at være en mønt eller et glasskår.
Research gør en forskel i alle genrer. Radio 24Syv har nærmest som fast koncept på deres magasinprogrammer, at lytterne kan ringe ind og kommentere eller stille spørgsmål. Der er meget tydelig forskel på de godt planlagte og de ikke-researchede programmer. Netop med den form er det vigtigt at forberede sig, at kende stoffet til bunds og måske have nogle indslag klar.
Sådan gør Poul Friis og hans hold bag det fine program P1 Formiddag, mens adskillige af konkurrentens magasinprogrammer mere eller mindre planløst lader sig dirigere af lytternes eller værtens pludselige indfald. Det sidste kan være underholdende, men det er ikke nok.
Improvisation kræver minutiøs planlægning.

Wordfeud - nyttig tidsspilde

2012-01-25T21:22:00.001+01:00

Wordfeud kan gøre dig klogere, skrev Politiken forleden om det populære online scrabble. En professor i børnesprog og sprogtilegnelse forklarede, at Wordfeud skærper spillernes sproglige bevidsthed.
Det er garanteret rigtigt, men spillet er stadig en tidsrøver af dimensioner. Jeg har været med på bølgen i nogle uger og kunne hurtigt konstatere, at det blev for meget. Jeg havde bare to spil kørende ad gangen, men dem tjekkede jeg morgen, middag og aften. Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi telefonen eller iPaden uden at se, om en af mine modstandere nu havde været på banen.
Jeg ved ikke, om det var stressende. Men det var dumt at blive slave af, synes jeg. Så jeg meddelte mine konkurrenter, at jeg havde idømt mig selv et par ugers karantæne.
Det giver mig så anledning til at spekulere over fænomenet tidsspilde. Er Wordfeud tidsspilde? Er det mindre tidsspilde at se en krimi i fjernsynet eller at se en håndboldkamp? Og hvad med at læse en bog? Nej, det er ikke tidsspilde. Det er kultur. Men hvis det nu er en dårlig krimi eller noget så pinligt som en lægeroman?
Krydsogtværs og sudoku er tidsspilde. At skrive på en blog er det rene frås med den sparsomme tid, man har fået tildelt her på jorden. Det overgås nærmest kun af dem, der spilder deres tid med at læse bloggen.
Og sådan kunne jeg blive ved. Det meste af det, vi foretager os i vores fritid, er en slags tidsspilde.
Vi farer jo rundt og har travlt med alt muligt, så vi kan komme til at slappe af. Og når vi så slapper af - så spilder vi tiden.
Den tyske forfatter Heinrich Böll skrev en fin novelle om en japansk turist, der fotograferer en fattig fisker, som får en middagslur i solen. De falder i snak, og turisten fantaserer om fiskerens muligheder for at blive rig, hvis han tog mere på havet og ikke bare sad og hang i middagsvarmen. Det går helt over gevind for den ivrige japaner, som til slut forestiller sig, at fiskeren ejer en hel flåde af skibe og flere fabrikker.
- Og hvad så? spørger fiskeren.
- Ja, så kunne du sidde her i solen og nyde det hele og slappe af.
- Jamen, det var jo det, jeg gjorde, inden du kom og vækkede mig med dit knipseri, svarede den klogeste af de to.
Måske skulle jeg tage et lille spil Wordfeud.

Sexmisbrug i kommunen

2012-01-22T13:59:00.001+01:00

Flere nordjyske kommuner står for skud i de aktuelle sager om seksuelt misbrug af børn. Fik kommunen et tip eller en indberetning? Fulgte kommunen godt nok op på sagen? Har kommunerne et beredskab i den slags sager?Spørgsmålene er meget relevante, og dem skal kommunerne have stukket i næsen og svare på. Jeg er også sikker på, at det nytter. Mon ikke mange kommuner i disse uger går deres beredskab i misbrugssager efter i sømmene?Når medieomtalen alligevel generer mig lidt, er det fordi de frygtelige sager nærmest fremstår som kommunale skandaler. Og det er helt skævt.Skandalen er, at en far, en mor eller andre personer har misbrugt børn seksuelt. Der er forfærdeligt og nærmest uforklarligt for mig. Og det er helt absurd, at der dukker flere nye sager op hver uge.Skurkene i disse sager er de voksne, som begår overgreb. Det er ikke kommunen. Kommunen skal hjælpe børnene. Jo tidligere, kommunen kan gribe ind, jo bedre hjælp er det.Det er helt givet, at flere kommuner kunne have gjort det bedre og hurtigere i flere af de sager, der har været fremme. Det har de og ale andre kommuner lært af.Sagerne og omtalen viser, hvor høje forventninger, vi borgere har til det offentlige. Så snart der sker en fejl, en ulykke eller et overgreb i det civile samfund, leder vi efter en myndighed, der skulle have forhindret fejlen, eller vi efterlyser nogle regler på området.I hvert enkelt tilfælde lyder det meget fornuftigt, men bagsiden af medaljen er, at vi langsomt udhuler det personlige ansvar som en krumtap for vores fællesskab.Der er meget, som vi synes, at kommunen burde gøre noget ved. Men der burde være mere, vi selv ville tage ansvar for.

Ligegyldig leg med ord

2012-01-20T19:58:00.002+01:00

Ordlegen med Wordfeud har gravet en gammel svaghed frem igen. Jeg har det med at gå at lege med ord og bogstaver. Forleden skulle jeg jonglere med S-K-E-J -R i spillet, og så kunne jeg pludselig se et mageløst ord foran mig: Skjernsk.
Det fandt min kollega Casper på for nogle år siden, da vi lavede et lille magasin om markedsføring af Skjern. Skjernsk er selvfølgelig konstrueret, men det er til at forstå. Det betyder den måde, man gør tingene på i Skjern.
Men der er meget mere. Læg mærke til, at ordet kun har én vokal. Kender du andre ikke-sammensatte ord på otte bogstaver, som kun indehoder én vokal? Nej, du har sikkert aldrig tænkt over det, men det har jeg spildt mange minutter af mit liv på at fundere over.
Forleden morgen dukkede der pludselig ét op inde i mit hoved. Og det er ikke engang konstrueret: skælmskt. Når noget er skælmskt er det løjerligt morsomt. Det er et sjældent ord, men ikke ukendt. Kig på det: lmskt står ved siden af hinanden - fem konsonanter i træk. Er det ikke sjovt?
Hvis du ikke synes det, skal du ikke læse videre, for nu kommer der et helt utroligt ord, min storebror har fundet: Blåvandshukfyret. Hvad er der så med det? Det er bare et fyr, der står på Danmarks vestligste punkt. Jow, men det er også et helt sensationelt ord. Det indeholder 16 forskellige bogstaver, og ingen af dem er nævnt to gange. Det er i hvert fald 35 år siden, Flemming konstruerede ordet til en opgave i et krydsogtværsblad. Jeg har mange gange siden nørklet med at slå den rekord, men jeg er aldrig kommet i nærheden af de 16. Finder eller laver du et ord på 16 eller flere forskellige bogstaver, hører jeg meget gerne fra dig.
Jeg slutter denne gennemgang af sproglige ligegyldigheder med en historie, som jeg er ved at flække af grin over, når jeg fortæller den. Og det har jeg gjort irriterende tit.
Den slutter med en korrekt og meningsfuld sætning, hvor det samme ord står fem gange i træk. Fem gange. Det er da helt sensationelt, ikke? Her kommer historien.
En slagter skulle have lavet et nyt skilt over sin forretning, og han tilkaldte en skiltemaler. Opgaven var simpel. Der skulle stå Kalv og Flæsk. Et par dage senere kom skiltemaleren tilbage med en skitse, og spurgte, om slagteren kunne godkende den.
- Ja. Det er fint. Der skal bare være lidt større afstand mellem Kalv og og og og og Flæsk, svarede slagteren.

Enkle regler i Wordfeud - får vi aldrig

2012-01-17T19:34:00.001+01:00

Kriblekryds hed det, da jeg var barn. Så fulgte navnet Scrabble, og her i den digitale tidsalder er det blevet til Wordfeud.
Men grundlæggende er spillet det samme. Man trækker nogle bogstaver og skal bygge ord med dem på en plade. Der er nogle felter med dobbelt point og tredobbelt point for bogstaver og ord. Wordfeud er blevet en sand landeplage på få uger - og det er da også et skønt spil.
Derfor var det næsten breaking news, da det i aftes kom frem, at Wordfeuds meget snart får Retskrivningsordbogen ind. Dermed kommer der mere styr på reglerne, for vi spillere har tit undret os: Hvorfor anerkender den ikke det ord?
Hvis du tror, at der nu kommer fuldstændig klarhed over reglerne, tager du fejl. Det har alle dage været en væsentlig del af spillet at diskutere reglerne, og de diskussioner stopper aldrig. Her får du nogle af klassikerne.
- Navne. Anerkender vi personnavne og/eller stednavne? Hvad med firmanavne? Metro er det et navneord? Nej, vel. Det er et togkoncept i København. Men hvad med ordet metroen?
- Ejefald. Tillader vi s på alle navneord? Det lyder nemt at svare ja til, men der er en del ord, hvor det umiddelbart lyder kunstigt, selv om det grammatisk set er korrekt. En pc er et anerkendt ord - hvad med pcs? Det ser sygt ud, men læs denne sætning: Min pcs tastatur er gået i stykker.
- Bøjninger. Anerkender vi alle bøjninger af udsagnsord? Ja, da. Det gælder også bydeform af ord, der ser besynderlige ud. Hvad mener du om eb og faml? Min stavekontrol giver en rød streg, men ordet indgår helt naturligt i sætningen "Faml ikke på min kone". Men der er mere. Rigtige mange udsagnsord kan blive til navneord. Anerkender vi det. Altså famlen, råben, skrigen. Jo, det lyder logisk. Men hvad med høren, dechiffreren, udspillen? Jo, dem må vi have med. Men når de nu er en slags navneord, kan man vel også sætte s på? Se denne almindelige sætning: Det var al den råbens skyld, at jeg ikke kunne sove. Så man kan vel også få point for udspillens og ebbens.
- Forkortelser. Hm. Vi tager kun dem, der står i Retskrivningsordbogen. Eller skal vi tage forkortelser for grundstoffer med? Hov, hvad med partinavnet SF? Nej - men en SFer - det er et navneord. Er en CDer, en VSer og en DFer så også det? Eller en HAer?
Undskyld, jeg gjorde dig mere forvirret. Bare spil og håb, at Wordfeud forstår dig.

Hjælp Rådet Med Det Håbløse Navn

2012-01-13T19:50:00.001+01:00

I sidste uge skrev jeg begejstret om iPads til småbørn i Veksø og til skolebørn i Odder.
Det indbragte mig i dag en meget venlig hilsen fra Thomas Grønborg, der er stifter af og talsmand for Rådet for Helbredssikker Telekommunikation. Han videresendte en pressemeddelelse, hvor rådet argumenterer for, at iPads kan skade børnenes sundhed.
Jeg kvitterer for modtagelsen ved at linke til rådets hjemmeside. Så må du selv vurdere sagen.
Det faglige har jeg ikke meget forstand på, og jeg vil nødig rode mig ud i noget. Min faglighed går på det kommunikative. Rådet har en nydelig hjemmeside, men navnet - det er håbløst.
Da jeg skulle skrive disse linjer, måtte jeg ind på hjemmesiden tre gange for at finde rådets rette navn. Jeg er helt sikker på, at andre er lige så tungnemme som mig, så mit fornemste råd (høhø) må være at finde et andet navn til foretagendet.
Nu har jeg efterhånden opbygget en stabil læserskare af høj kvalitet på ca. 25 mennesker. Så jeg vil gerne bede jer om at finde på et nyt navn til Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.
Det vil nok være mest praktisk, at I svarer mig her på bloggen eller på Facebook eller Twitter. Så giver jeg jeres udmærkede forslag videre til Thomas Grønborg.
I må også gerne involvere jeres venner på de sociale medier i dette lille arbejde.
Der er ingen dommerkomité, ingen præmie og slet ingen garanti for, at nogen af jeres forslag bliver brugt. For det er helt for min egen regning.
Men helt ærligt: Rådet for Helbredssikker Telekommunikation - det kan vi gøre bedre.

Fuck dig, røvhul

2012-01-12T19:49:00.000+01:00

Tusindvis af almindelige danskere kan frit og meget nemt komme til orde i den offentlige debat. Den nemmeste måde er at skrive en kommentar til et indlæg på en nyhedsside på nettet.
Det er super, at der nu er en reel mulighed for alle. Tidligere skulle man skrive et læserbrev til en avis, aflevere eller sende det og håbe på, at det faldt for redaktionens nåde og blev optaget. Så det er selvfølgelig et stort fremskridt for vores demokrati, at der nu er så nem adgang.
Desværre bliver debatten meget ofte skæmmet af en række ubehagelige, fordomsfolde og ondskabsfulde indlæg. Det er bare træls, og det er ikke mindst synd for de seriøse folk, som blander sig i debatten.
Forleden skrev en 22-årig studerende fra RUC er indlæg på politiken.dk om at være fattig. På kort tid kom der over 1000 indlæg. En skræmmende stor del af dem nærmest svinede den studerende til.
Jeg opfangede også sobre indlæg, som enten støttede skribenten, gav hende gode råd eller argumenterede lødigt imod hende. Men jeg surfede hurtigt væk, fordi jeg hele tiden blev konfronteret med brokkehoveder.
Dagen efter havde JP en artikel om Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som var udeblevet fra et møde i Folketinget med dronningen. Artiklen var sober, og den unge republikaner formulerede sig meget omhyggeligt og forsigtigt for ikke at støde kongehuset eller andre. Hun ville tydeligvis ikke gøre en sag ud af det - men er bare ikke tilhænger af monarkiet.
Over halvdelen af kommentarerne til den artikel kom med underlødige og helt irrelevante personlige anklager imod Pernille Rosenkrantz-Theil og andre republikanere.
Igen smuttede jeg hurtigt væk og gik dermed glip af seriøse kommentarer til emnet.
Det er hamrende ærgerligt, at en ellers udmærket debat gang på gang bliver saboteret af et stort antal brokkehoveder.
De store aviser er opmærksomme på problemet. De forlanger nu, at folk opgiver navn og hjemby. De giver let adgang til at klage over upassende indlæg, og de fjerner også injurierende kommentarer.
Mere kan de næsten ikke gøre, for så bliver det censur, og det er selvfølgelig meget værre end fordomsfulde, udokumenterede anklager.
Vi to - dig kære læser og mig - har jo vores på det tørre. Vi går efter bolden og skriver pænt om manden. Ikke sandt? Ellers skal jeg fandengalemig komme efter dig, dit fucking røvhul.

Løbekrise - inde i hovedet

2012-01-08T15:11:00.000+01:00

Jeg er netop kommet hjem fra en dejlig løbetur på 21,5 kilometer. Den tog 1 time og 42 minutter, og jeg fik krampe i min svage venstre lægmuskel på de sidste meter.
Jeg er ikke tilfreds med mit løb for tiden. Efter et par gange badminton i julen var jeg øm i hele kroppen og måtte springe en løbetur over (forfærdeligt!).
Mine tider har ikke været ret gode på det seneste.
På sin vis er det ren klynk. Mange udmærkede løbere, som er 10-15 år yngre end mig, kan slet ikke løbe 21,5 kilometer i mit tempo. Og de har god grund til at være fint tilfredse med deres egen præstation.
Men jeg har utroligt svært ved at acceptere, at jeg løber langsommere. En 10 kilometer på 46 minutter er alt for langsom for mig, også selv om det går op og ned ad bakke. Jeg løb på 42 minutter i sommer i Amsterdam, men det kan jeg slet ikke nu.
Som alle andre træner jeg mindre om vinteren end om sommeren, og det er også besværligt. Forleden løb jeg i Aabenraa og blev fire gange afbrudt af voldsomme regnskyl.
Derfor ved jeg godt, at jeg løber langsommere om vinteren. Jeg ved også godt, at der er forskel på at være 34 og 49 år. Og jeg ved også, at jeg ikke har et forkromet mål om at løbe en eller anden distance i en ny rekordtid.
Det er stadig sådan, at jeg løber for at have det godt og få det godt. Og det er stadig en kæmpe fornøjelse.
Men det kunne da være dejligt, hvis der var lidt mere fart på.

iPad til småbørn

2012-01-04T21:43:00.001+01:00

Overskriften har jeg netop set i TV-Avisen. Her fortalte DR om en børnehave i Veksø, hvor børnene leger og lærer med iPad. Vi fik også at vide, at Odder Kommune som den første i Europa har købt iPads til alle skolebørn og lærere.Det er en dejlig nyhed - ikke kun for Apples aktionærer - men for Danmark. I al den fremtid, vi kan se for os, er evnen til at bruge teknologien en uundværlig del af enhver uddannelse. Jo bedre, vi behersker teknologien, jo flere ideer kan vi få og føre ud i livet. Og jo flere arbejdspladser har vi.Uddannelse er efter min mening den vigtigste del af regnestykket med Danmarks konkurrenceevne. Økonomer, vismænd og Cepos forklarer os dagligt, at lønninger, skatter, afgifter og alle øvrige omkostninger skal ned for at styrke Danmarks konkurrenceevne. Det er ikke den eneste sandhed. Tværtimod. Vi sætter gang i en nedadgående spiral, hvis vi alene fokuserer på at skrue ned på alting. Først skal vi konkurrere med Polen, siden med Indien, Kina, Bangladesh og med tvivlsomme diktaturstater.Lave lønninger giver færre og fattigere ideer.Så får vi ikke råd til at uddanne vores unger og slet ikke til at tage den nye teknologi brug i børnehaven, skolen og de øvrige uddannelses-institutioner.

Stop tapetitis

2012-01-01T12:43:00.001+01:00

2012 må være året, hvor vi sammen går til kamp mod den omsiggribende tapetitis, der hærger hele det danske samfund.
Tapetitis er den overdrevne brug af tape hos dem, der sender varer afsted i papkasser. Når man køber varer over nettet, er de næsten altid i papkasser, som er så grundigt tapet til, at det er et arbejde i sig selv at kæmpe sig ind til selve varen.
Sakse og knive må i brug, eller også skal man flå og rive, til man er blå i hovedet.
Tilbage står en lettere sønderrevet og overtapet papkasse.
Her til formiddag havde jeg besvær med at tænde op i brændeovnen, og da jeg havde brændt et par aviser af, gik jeg ned i genbrugsbunken i kælderen for at finde en ren papkasse. Jeg vil ikke brænde tape af, så det pillede jeg lige væk. Det var en større operation, og jeg kan hilse at sige til den tapetitisplagede afsender, at 70-80 pct. af tapen var overflødig.
Her er hele fire gode grunde til at stoppe tapetitis:
- Det sparer tid, for den, der pakker ind og for den, der pakker ud
- Det sparer penge. Tape er ikke helt billigt
- Det sparer ressourcer og er dermed godt for miljøet
- Det sparer irritation hos mig
Så hvis du sidder her den allerførste januar og mangler et realistisk nytårforsæt - så er det bare at love, at du ikke bruger for meget tape, når du pakker noget ind i 2012.
Det er da til at holde.

Endelig: Videre med affaldet

2011-12-30T16:48:00.000+01:00

Efter 10 års reel pause med at udvikle det danske affaldssystem, sker der nu igen noget. Miljøminister Ida Auken (SF) har meldt ud, at kommunerne i deres planlægning skal til at betragte affald som en ressource, vi skal udnytte. Der er andet end energi i skidtet - nemlig materialer og stoffer, som vi kan bruge igen.
Tak for det.
Og til alle dem, der mener, at den nye regering ikke foretager sig noget, men kun snakker og bryder løfter - så er det her et af mange eksempler, vi vil se i den kommende tid. På affaldsområdet er der gået 10 år med snak om organisering. Skiftende borgerlige miljøministre lyttede til DIs ønske om at fravriste kommunerne retten til at bestemme over affaldet og til at behandle affaldet. Det brugte politikerne så tiden på, mens sortering og ny teknologi på affaldsområdet blev trængt i baggrunden.
Nu bringer miljøministeren affalds-diskussionen tilbage på sporet. Det betyder, at vi skal til at sortere mere, både derhjemme og på arbejdspladsen. Pap, papir, glas, elektronik og sikkert også plast må ikke komme i den almindelige skraldespand. Madaffald skal sikkert også afleveres for sig selv.
Kommunernes opgave er at gøre det nemt for alle at sortere korrekt. De skal tilbyde flere slags beholdere, og så skal de informere i lange baner for at vænne os til den nye adfærd.
Regeringen vil blive mødt af en masse modstand. Det er for dyrt og besværligt, det betyder en dårlig øknomi for forbrændingsanlæg, og Danmark skal ikke altid være foregangsland, vil kritikerne sige.
Jo, vi må gerne være foregangsland, men det er længe siden, vi var det på affaldsområdet. Vores naboer er kommet meget længere end os. Men det skal da blive spændende at begynde at nærme sig tyske tilstande på affaldsområdet.

Årets anarkistiske ord

2011-12-28T15:40:00.001+01:00

Kåringen af Årets Ord i DR-programmet Sproglaboratoriet blev en anarkistisk affære med et vellykket resultat.
Programmets lyttere og Politikens læsere havde foreslået en række ord fra 2011 og havde også stemt om dem på nettet. Tre havde samlet flest stemmer: Løftebrud, vejvrede og fedtafgift.
Et dommerpanel skulle vælge mellem de tre ord, og vinderen blev.... arabisk forår.
Forklaring: Dommeren kasserede lytternes ord. De var for negative og for spinagtige. Derfor blev dommerne i stedet enige om et andet ord - eller udtryk - som var særligt karakteristisk for 2011. Nemlig arabisk forår. Det udtrykker håb, det giver lytter og læser et klart billede, og det åbner nye sproglige muligheder (arabisk efterår, russisk vinter eller noget tredje, vi endnu ikke kan forudsige).
Ros til de tre dommere, og særligt til forfatteren Merete Pryds Helle, som var topanarkist blandt dommerne. Hun brød sig ikke om nogle af læsernes ord og holdt fast på at bryde reglerne for sin dommervirksomhed. Politikens bagsideredaktør Oliver Stilling var helt med på forfatterens linje og efter at have vredet sig lidt, gav DRs sprogredaktør Martin Kristiansen efter for de to meddommeres pres.
Løftebrud havde vundet, hvis programmets eksperter havde fulgt reglerne. Ordet har været meget brugt efter valget og er vel også et billede på den politiske stemning og debat i Danmark, som har præget tiden med den nye regering. Men det er også et politisk farvet ord, for det er mest højrefløjen, som mener, den nye regering har begået en masse løftebrud.
Vejvrede er et nyt ord for mig. Det er let nok at forstå, for det må vel betyde, at en trafikant hidser sig op over noget, en anden har gjort eller undladt at gøre. Det er ikke spor typisk for 2011.
Fedtafgift er et lidt ulækkert ord for en ny afgift, der trådte i kraft i november. Den var der lidt snak om i et par uger, men så skulle vi købe ind til julen, og så fandt vi noget andet at snakke om. Et kedeligt ord, som bestemt ikke er typisk for 2011.
Derfor: Stor ros til dommerne for at have valgt det rigtige ord. Demokrati er godt, men det har sine begrænsninger. Anarki er bestemt ikke at foragte.

Wozniacki vinder grand slam i 2012

2011-12-25T11:12:00.000+01:00

Svømmeren Jeanette Ottesen udtaler kækt, at hendes VM-guldmedalje i 2011 var en større præstation end Caroline Wonzniackis sæson på tennisranglistens førsteplads.
Det vil jeg give hende ret i. Det er helt utroligt, hvad de danske svømmere har præsteret i 2011, og Jeanette Ottesens guldmedalje i 100 meter fri på langbane må være årets danske idrætspræstation.
Det er rigtig flot, at Wozniacki har holdt sig på førstepladsen igennem næsten hele året, men det er sket på en lidt billig baggrund. Konkurrenterne har været skadet eller har meldt afbud til turneringer, og så har de tabt på skift. Overordnet set har Wozniackis 2011-sæson ikke budt på fremgang. Hun er da også gået tibage i point på verdensranglisten.
Jeg tror på, at 2012 bliver året, hvor danskeren vinder en grand slam finale. Eller OL-guld, som må være lige så stort.
Hvorfor? Fordi det først og fremmest kræver en god psyke at kravle helt til tops i en turnering. Den har Wozniacki, og det betyder meget, at hun nu er vant til at være i rampelyset og til at være favorit hver gang. Hun har opbygget rutinen i at være under pres, og det får hun gavn i det nye år. Lige pludselig kommer der en af de store turneringer, hvor alt lykkes for hende.
Mange eksperter vurderer, at Wozniackis defensive spillestil ikke kan føre hende igennem en hel turnering. Det er noget sludder.
Hvis serven bliver lidt bedre, og grundslagene endnu dybere, så er Wozniacki god nok til at slå alle. Det er frygteligt hårdt at spille mod sådan en mur, som slår alting tilbage, og som når de mest utrolige bolde. Selv de allerbedste skal have en fantastisk god dag, hvis de kan holde det høje tempo gennem en hel kamp uden at lave for mange fejl.
Opskriften på succes for Wozniacki er at blive endnu bedre til det, hun er god til. Og så at lukke ørerne for alle dem, der bliver ved med at minde hende om, at hun ikke har vundet en grand slam.
Hvis Wozniacki klarer det, må svømmerne gerne stå for årets idrætspræstation igen i 2012. Et par OL-guldmedaljer vil da bare være fedt.

Komisk gråd i Nordkorea

2011-12-20T11:58:00.002+01:00

Tv- og radioværter i Nordkorea græd som pisket, da de i går skulle fortælle nyheden om, at Den Kære Leder var død af overanstrengelse, fordi han var så dedikeret til sit folk.
Det var sjovt, ja undskyld, men det var da urkomisk. Ingen mennesker ved deres fulde fem vil i alvor stille sig op på tv og vræle over en diktators død.
Jeg kan til nød forstå, at man kan få ansatte på de statslige medier til at opføre sig sådan.
Men de censurerede tv-klip fra det lukkede land viste, at også folk på gaden var opløst af gråd over dødsfaldet. Hvorfor?
Én forklaring er, at de grædende borgere simpelthen er indforskrevet til lejligheden. De kan alle sammen være ansat i hæren og sikkerhedstjenesten. Styret har jo haft et par dage til at forberede hysteriet, da manden havde været død i halvandet døgn, inden folket måtte få det at vide.
En anden forklaring er, at mange mennesker i Nordkorea tror på historien om Den Kære Leder som nationens frelser. Det kan man faktisk ikke udelukke, og hvis det er tilfældet, er det uhyggeligt.
Manden har sammen med sin far ført landet ned i den dybeste fattigdom. Flere hundrede tusinde er døde af sult, og der er ikke antydning af politisk frihed i Nordkorea.
Militæret og én familie holder magten i et jerngreb, som minder om Saddam, Gadaffi, Mubarak og ham slynglen i Syrien. Det er helt utroligt, at det kan lade sig gøre i den digitale tidsalder, og det kan det kun, fordi landet er så ludfattigt, at befolkningen er afskåret fra omverdenen.
Den Store Efterfølger kan muligvis få magten og beholde den i nogle år. Men han bliver ikke en gammel mand som leder af Nordkorea. Styret vil bryde sammen inde fra lang tid, før han kan komme på lit de parade.
Hvis ikke det sker, er det til at græde over.

Steve Jobs - sikke en historie

2011-12-17T10:26:00.001+01:00

Jeg er ved at læse den store biografi om Steve Jobs, og det er altså en helt fantastisk historie.
I korte træk: Manden starter sammen med Steve Wozniack et computerfirma hjemme i forældrenes garage. I løbet af få år bliver det til et verdensfirma med tusinder af ansatte, som sætter nye standarder for den personlige computer. Så bliver han smidt ud, og starter flere nye firmaer. Han overtager et skrantende firma - Pixar - som får kæmpe succes med aniationsfilm og senere bliver solgt til Disney for 6,9 mia. dollars. Jobs bliver Disneys største aktionær.
I mellemtiden er Apple ved at gå helt ned, og Jobs kommer tilbage og banker firmaet op til at være et af verdens tre største brands. De opfinder iPod, iTunes, iPhone og iPad og udvikler markedets bedste bærbare computere.
Det er det ydre. Læg dertil en meget kompliceret personlighed.
Steve Jobs var frygtet af sine omgivelser. Han stillede sublime krav og brugte sprogets værste gloser om sine folk. Det meste nye, han blev præsenteret for, kaldte han "lort". Den højste ros, han kunne komme op med var "det er da en begyndelse".
Men det var alt sammen båret af en energi, en begejstring og en evig ambition om at lave det bedste. Alt var gennemsyret af hans ønske om at lave produkterne brugervenlige og lækre. Han interesserede sig for hver eneste detalje. Computerne er formstøbte eller boltet til, så man ikke kan komme til indmaden. Alligevel er der brugt hundredevis af timer på at designe kredsløbene, så komponenterne ligger smukt.
Konkurrenter, der forsøgte at efterligne Apples produkter, faldt totalt igennem, og Apple satte gang på gang standarden, både når det gjaldt funktionalitet, design og programmering.
Omkring sig havde Jobs tusinder af dygtige medarbejdere, som han pressede hårdt men også belønnede og roste til skyerne. De kunne alle sammen genkende et virkelighedsfornægtende kraftfelt, som Jobs kunne bygge op omkring sig. Tingene var som Jobs sagde, uanset hvad fakta i øvrigt var. På mirakuløs vis ændrede virkeligheden sig efter Jobs ønsker.
Og så er der manden selv, der var veganer, mediterede og aldrig holdt op med at søge efter livets mening. Han så sig selv som en oprører, selv om han i realiteten var stjernerig. På den ene side gik han altid i slidte cowboybukser og grå sweatshirts. På den anden side insisterede han på at parkere sin afgiftsfri Mercedes på handicapladserne.
Jeg kan ikke fortælle det 1/10 så godt, som Walter Isaacson gør i bogen. Ønsk dig den i julegave, eller gør som jeg: Lån den på ereolen.dk og læs den på din iPad.

Lækage eller fortalelse?

2011-12-14T21:27:00.000+01:00

Var det Jacob Winther eller Søren Gade, der fortalte Rasmus Tantholdt om jægersoldaternes tur til Irak? Det synes at være et meget delikat spørgsmål i den såkaldte lækagesag.
Den er ved at hænge mig langt ud af halsen, og jeg har en stigende fornemmelse af, at der ikke rigtig er noget i den.
Jo, måske har en af de to talt over sig. Det er ikke så godt, men så er det heller ikke værre. De har haft et tillidsforhold til Tantholdt og har talt med ham flere gange om ugen. Det er heller ikke utænkeligt, at de flere gange har givet Tantholdt informationer under hånden. Det er ikke ulovligt og måske heller ikke engang dumt.
Det afgørende i sagen er, om der skulle være tale om en bevidst lækage for at miskreditere oppositionen. Da nyhederne om soldaterne havde været bragt i Jyllands-Posten og på TV2 beskyldte Per Stig Møller (K) SF for at have lækket fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn.
Skulle det blive bevist, at Gade/Winther havde lækket nyheden til Tantholdt for senere at kunne angribe SF, er det magtmisbrug.
Men intet tyder på, at det hænger sådan sammen. Jeg kan ikke lige få øje på et ondsindet motiv til at fortælle Rasmus Tantholdt om operationen. Jeg tror bare, det var en lille fejl - og den var i realiteten harmløs.
Forsvaret har ganske vist hævdet, at lækagen kunne bringe danske soldaters liv i fare. Det fortæller medierne i hver en lille omtale af lækage-sagen, men det tror jeg simpelthen ikke på. Taleban kan ikke forberede et eller spidsfindigt, fordi de læser i Jyllands-Posten, at et hold danske jægere er taget til et område.
Det er lige så syret som dengang forsvaret gjorde sig selv til grin ved at erklære, at jægersoldatens bog bragte Danmarks sikkerhed i fare.

24syv - Danmarks bedste snakkeradio

2011-12-09T19:44:00.001+01:00

En uge efter Radio 24syvs premiere skrev jeg min uforbeholdne mening om den nye radiostation. Nu er det hele arbejdet bedre ind både på stationen og hos os lyttere. Så her kommer en efteranmeldelse.
24syv blev lanceret som taleradio. Jeg vil hellere kalde den Danmarks bedste snakkeradio.
Snak er mere uforpligtende og ustruktureret men også sjovere end tale. Og det er ret præcist forskellen mellem Radio 24syv og DRs P1.
Radio 24syv er sjovere, friskere og langt mere uhøjtidelig end P1. Til gengæld er P1 mere struktureret, grundig og seriøs. Vi får mere og dybere viden på P1, men der er langt mere slag i bolledejen på 24syv.
Ved de fleste af 24syvs magasinprogrammer kan lytterne ringe ind og kommentere eller stille spørgsmål. Og 24syv har ikke hård censur. Folk kommer igennem, og så må det gå, som det gør.
Et af mine nye yndlingsprogrammer er Iben og Mødregruppen om formiddagen, og her er en af de faste lyttere igennem en 82-årig mand, som fortæller nogle saftige historier, der ikke har så meget med dagens emne at gøre. Det er sjovt, og undertiden fanger Iben og hendes gæster i studiet en pointe, de kan snakke videre om.
Jeg hører FM-radio i bilen, og det er mange timer hver uge. Min foretrukne station er nu 24syv. Men jeg zapper tit over og abonnerer stadig på en stribe P1 programmer på podcast, som jeg hører uge efter uge. Dem vil jeg ikke undvære. Ved at følge dem føler jeg mig virkelig velorienteret om teknologi, erhvervsliv, medier, litteratur, kultur, sprog, historie og politik. Samme fornemmelse har jeg ikke som 24syv lytter. Der føler jeg mig godt underholdt, og jeg får nogle interessante vinkler på store og små problemstillinger.
Om morgenen og om eftermiddagen har de to konkurrerenter næsten ens programmer, og det er bare for dumt. P1 Morgen og Radio 24syv morgen er stort set ens, og det samme gælder til en vis grad Orientering og Radio 24syv Eftermiddag. Her kunne jeg godt tænke mig lidt mod og fornyelse hos en af parterne. Det er altså mange timer om dagen, hvor de er hip som hap.
For en måned siden harcelerede jeg over manglende podcast fra Radio 24syv. Jeg fik omgående svar fra stationen via Twitter :-), og det er nu bragt på plads. Dejligt, at de lytter til lytterne.

Forsvar for de stakkels spindoktorer

2011-12-06T20:20:00.001+01:00

Når en erhvervsgruppe bliver skældt ud i pressen og får skyld får næsten alverdens ulykker, skal der være nogen til at forsvare dem.
I disse dage går det hårdt ud over spindoktorerne. Det er synd for de kære væsener, så hvis ingen andre vil, så lad da mig tage dem i forsvar. Der er i høj grad brug for spindoktorer i ministerierne. De udfylder en vigtig faglig opgave, som de dygtige embedsmænd i ministeriet ikke kan påtage sig.
Spindoktorerne skal hjælpe ministrene med at sige tingene klart i pressen. Det er altså en vigtig opgave, ikke bare for en minister, der gerne vil genvælges, men for vores demokrati.
Medierne er danskernes suveræne hovedkilde til information om de beslutninger, vores politikere træffer. Vi skal kunne følge med i dem og forstå dem, og jo bedre en minister trænger igennem i pressen, jo bedre information får vi ideelt set om hendes sager.
Spindoktoren er en håndværker, som hjælper med at skære de politiske budskaber til, så de bliver til historier i medierne. Det er der også mange dygtige kommunikationsfolk, som arbejder med i ministerierne, men her handler det udelukkende om det faglige indhold. Spindoktoren er ministerens personlige rådgiver, som også tager politiske og taktiske hensyn.
Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at en minister skal have en sekretær - eller rettere: Et helt sekretariat, som tager sig af al praktisk planlægning. Det er en faglighed, som er helt nødvendig for at få alting til at gå op.
På samme måde er den personlige kontakt med pressen en vigtig opgave for ministeren, og der er altså en masse praktiske ting at gøre for at få det til at flaske sig. Det hyrer de nogle eksperter til med tætte forbindelser til pressen og med sikker fornemmelse for politik og den gode historie. Jeg synes, det er helt naturligt.
At der så er brodne kar i alle lejre, ja det ved vi godt.
Der findes dårlige sekretariatsmedarbejdere og dårlige spindoktorer. Når de sidstnævnte jokker i spinaten, er det meget synligt og giver deres chef kæmpe problemer.
Og så er det meget underholdende :-)

Skattesagen eksploderer

2011-12-04T10:09:00.001+01:00

Mon der nu er en ny afsløring i sagen om Skatteministeriet? tænkte jeg, da tændte iPadden her til morgen. Det var der.
Og der vil komme flere. Måske i morgen, men helt sikkert i næste uge og ugen efter. Vi kender mekanismen. Når først en sag er betændt, går alle journalister efter den. Og når først mistanken er rettet mod en person - Troels Lund Poulsen - forvitrer forsvarsværket omkring ham dag for dag.
Anonyme eller navngivne kilder vil stå frem og fortælle om den tidligere ministers rolle i sagen. Troels Lund Poulsen kan vælge mellem pest og kolera. Hvis han fastholder sin selvopfundne tavshedspligt, fastholder han billedet af, at der er noget om snakken. Hvis han udtaler sig, skal han svare på hver eneste lille detalje og bliver senere konfronteret med sine svar i én uendelighed.
Og hvis Troels Lund Poulsen indrømmer at have gjort noget forkert, så vendes opmærksomheden mod Lars Løkke. Hvad vidste han? Hvad gjorde han? og hvad gjorde han ikke? Holdt han hånden over Troels Lund Poulsen?
Det bliver en varm vinter for Venstre.
Det er yderst ubehageligt at være midtpunkt i en pressestorm. Men det er altså også en meget alvorlig sag. Hvis det bliver bevist, at ministeren og hans folk har forsøgt at påvirke udfaldet af deres politiske hovedmodstanders skattesag og ovenikøbet har fodret pressen med fortrolige oplysninger, så er det magtmisbrug på Berlusconi-niveau.
Så har Troels Lund Poulsen fortjent at blive ristet over en sagte ild.
Og så må vi forvente af pressen, at den også kigger Lars Løkke efter i sømmene.

Borgen & Broen - DR godt

2011-11-28T16:09:00.001+01:00

To millioner tv-seere kan godt tage fejl.Sådan lyder den kække overskrift på Christian Mongaards anmeldelse af Borgen i dag i avisen Information. Læs den her http://www.information.dk/286259
Dejligt, at nogen går imod strømmen, bare jeg må have lov at være blandt de to millioner dumme danskere, der elsker Borgen.
Det er en god historie med nogle rigtig spændende karakterer, og oven i det hele er der lige Sidse Babett Knudsen. Hun er simpelthen fremragende.
Især hendes mimik er jeg helt vild med. I det ene øjeblik ligner hun udskidt æblegrød, sekundet efter skruer hun det formelle smil på og så bryder hun ud i et ægte og varmt smil. Et lille blik, en svag træning i ansigtet, en næsten ikke-eksisterende tøven - det er nogle af hendes stærke virkemidler. Ved at læse hendes ansigt, følger vi hendes tanker og forstår de fleste mellemregninger. Det er simpelthen super.
Så det var hårdt at sige farvel til Borgen blot fire dage efter den dramatiske afslutning på Broen. Den var jeg også helt vild med, og igen var det en af hovedpersonerne, der nappede opmærksomheden.
Den svenske skuespiller Sofie Helin spillede en meget speciel kriminalkommissær Sara Norén. Hun er arbejdsnarkoman og ude af stand til at udtrykke sine følelser. Når hun bliver tvunget til det, jokker hun rundt i spinaten uden selv at opfatte det. Det er en helt forrygende karakter, som jeg ikke har truffet mage til andre steder, og Sofien Helin spillede rollen uovertruffent.
DRs drama er efter min mening i topklasse, og der tager jeg ikke fejl. For det mener jeg. Skidt være med, at kloge folk ved bedre. Jeg synes stadig, det er godt

Endnu en fordel for løbetosser

2011-11-27T14:47:00.001+01:00

Jeg skriver gerne om de lyksaligheder, man kan opnå ved at være i god form. I dag har jeg opdaget endnu en fidus: Løb kurerer tømmermænd.Vi var til en dejlig Poul Krebs koncert i aftes i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Der røg en del rødvin ned og et par øl til bagsnakken på Baghuset. Hjem i en taxa ved et-tiden, og så var jeg noget rusten her til formiddag. Ikke syg og dårlig, men heller ikke spor frisk. Bilen stod nede i byen, og den havde jeg lovet at hente.Efter et par overspringshandlinger trak jeg i løbetøjet og begav mig ud i novemberstormen. Det meste af turen var ned ad bakke i en gigantisk medvind, så jeg løb i et nogenlunde tempo. De sidste 10 minutter fik den gas, og det endte med at blive en rigtig fin løbetur.Bagefter kunne jeg ikke smage den billige rødvin længere, og jeg var helt frisk. Det er da nemt, og når man er i god form, er det ikke specielt anstrengende at løbe med lidt tømmermænd i kroppen.En løbetur er bestemt ikke den eneste effektive kur. Al motion og frisk luft vil garanteret afspritte kroppen. Solle var frisk igen efter en ridetur, mens andre kommer til kræfter ved en lang travetur.Derved kun en ulempe - at det ikke har nogen afskrækkende effekt. Hvis jeg havde lidt hele dagen, ville jeg love mig selv aldrig mere at drikke for meget billig rødvin.Og jeg ville ikke holde løftet.

Løbetosser kan forklare ALT

2011-11-22T19:43:00.001+01:00

Vi mennesker har det med at søge enkle svar på komplicerede spørgsmål.
Og når det gælder sundhed, er det så skønt at være løbetosse, for i vores små, primitive hoveder er løb simpelthen medicin og forebyggelse mod alle dårligdomme (undtagen løbeskader).
Forleden vågnede jeg ved, at min klassekammerat fra Holstebro, Klavs Martiny i radioavisen forklarede om de mange mennesker, der får vinterdepression på grund af for lidt lys.
Og så tænkte jeg straks, at det heldigvis ikke rammer mig, fordi jeg meget ofte sørger for at komme ud at løbe, mens det er lyst. Jeg synes faktisk også, jeg har en lidt brun ansigtskulør her i november, og det skyldes garanteret løb. Der er noget med, at der altid trænger lidt sollys igennem, og man får jo røde kinder af at svede.
Så kom vi til at snakke om sygefravær, og her er jeg helt sikker på, at løb spiller en rolle. Når man er i god form, fungerer alle indre organer godt - og de er en slags motor for vores helbred. De fleste løbetosser er meget lidt syge, og vi kommer også hurtigere over en gang influenza end folk, der er i dårlig form.
Så var der en anden klog én i radioen, der fortalte, at søvn og D-vitaminer er det vigtigste for immunforsvaret. Aha, tænkte jeg. Endnu et skvæt vand på min mølle. Vi løbetosser har et højt søvnbehov. Jeg skal helst have 7-8 timer hver nat, og skulle der løbe et par ekstra på i weekenden, er jeg meget veltilpas. Og D-vitaminer får vi jo fra solen, når vi er så meget ude.
Endelig er der den evige diskussion om at være for tyk. Den er ikke aktuel for løbetosser. Selv holder jeg den slanke linje ved at følge det simple princip om at spise tit, men meget. Fed mad er jeg ikke glad for, men kager og slik kører jeg meget gerne ned.
Jeg brænder kalorier af ved at løbe, og så er der den indbyggede uretfærdighed, at folk i god form har en højere forbrænding end andre. Så selv, når jeg ligger på sofaen, kører kalorietælleren baglæns.
Desværre er det sådan, at løbeture ikke løser økonomiske problemer, og alle trakasserierne på Christiansborg kan heller ikke fordufte på en halv eller en hel maraton.
Men de forekommer knap så vigtige, når man kommer herligt træt hjem efter en time eller to i den gratis natur.

Fri hash - fri os for det

2011-11-18T08:27:00.001+01:00

Længe leve friheden.
Det er vi allesammen enige om.
Men så kommer der lige et par forbehold, og nogle af mine gælder på sundhedsområdet. Her synes jeg, at fællesskabet har en pligt til at hjælpe folk på nogenlunde fornuftig kurs.
Det er hamrende usundt at ryge, og derfor skal samfundet gøre så meget som muligt for at forhindre, at unge begynder på det.
Nu foreslår Københavns Borgerrepræsentation så at gøre salg af hash lovligt i hovedstaden - lidt a la den hollandske model. Målet er først og fremmest at tage brødet ud af munden på rockere og indvandrerbander, og det er meget sympatisk.
Jeg hører til de gammeldags på det punkt. Jeg er helt klart modstander af fri hash. Hash er meget farligere end cigaretter, så jeg synes, at samfundet skal gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at folk ryger hash. Min logik siger mig, at jo nemmere et stof er at få fat på, jo flere vil købe det. Jeg har set det med egne øjne i Amsterdam, hvor alle slags mennesker vader ind i en coffeeshop og køber et par joints. Det ville de ikke gøre, hvis de skulle handle med en narkoman eller en rocker i en mørk sidegade.
Jeg er slet ikke forarget over, at folk ryger sig skæve. Det er da meget sjovt, og det skader sikkert heller ikke, at nogle danske turister hiver lidt hash ned i lungerne et par gange i Amsterdam.
Men vi hører, at fem pct. af de unge, som starter med at ryge hash, ryger ud i et egentligt misbrug. Jeg er sikker på, at offentlige hashcaféer i København vil føre til mere misbrug og flere sundhedsproblemer. Og jeg kan ikke få ind i mit hoved, at vi med den ene hånd gør en maksimal indsats for at forhindre tobaksrygning og med den anden stimulerer salget af hash.
Men hvordan dæmmer vi så op for rockerkriminaliteten? Det aner jeg simpelthen ikke, men jeg er ret sikker på, at fri hash heller ikke er en løsning.

Tavshedsfriheden længe leve

2011-11-15T21:53:00.001+01:00

Tak til Troels Lund Poulsen for at have leveret et fint eksempel til lærebøgerne i statskundskab om emnet tavshedspligt.Den tidligere minister ville ikke udtale sig om sagen om departementchefens indgriben i sagsbehandlingen, fordi der verserede en politisag om en læk fra ministeriet. Lund Poulsen mente, han havde tavshedspligt.Det var forkert. Tavshedspligten gælder personfølsomme oplysninger - aktuelt om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold. Men det betyder ikke, at hele sagen er omfattet af tavshedspligt.Tavshedspligt er en beskyttelse af borgeren, som har pligt til at udlevere sine personlige oplysninger til myndighederne. Det er ikke en beskyttelse af politikere eller embedsmænd. Tværtimod skal de tåle, at borgerne og pressen kan kigge dem over skulderen i deres måde at løse opgaverne på. Det er vigtigt for vores demokrati, og i den konkrete sag har journalister i rigt mål opnået aktindsigt.Så det var en klar misforståelse af den tidligere minister. Da han fik stukket den i næsen, forsøgte han med en vits om, at han havde pålagt sig selv tavshedspligt.Der kunne han såmænd have henvist til sin ytringsfrihed. Den vender begge veje. Enhver har ret til at ytre sig - og til at lade være. Selv en ambitiøs politiker har uindskrænket frihed til at holde sin mund.Det er jeg ikke sikker på, at de allesammen er klar over.

Tissemyre myrdet af hensysnløs bilist

2011-11-12T08:26:00.000+01:00

Hold da op og tjuhej!
Sikke en begivenhedsrig uge for det danske folkestyre.
Anders Samuelsen har betalt penge til nogle rockere, som hans søn havde købt narko af. Kæmpe historie og hovedpersonen selv får naturligvis plads i den bedste sendetid, når han bestiller den.
Og så er der Ole Sohn. En 96-årig tidligere KGB-chef har fortalt Jyllands-Posten, at han for 25 år siden gav Ole Sohn eller Sohns sendebud penge fra Sovjet til DKP. Jamen dog, hvad? Søren Pind mener, at Ole Sohn udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark på grund af den historie.
Og en tredje meget betydningsfuld sag for det danske samfund er rullet op. Det viser sig nemlig, at PET har overvåget Henrik Sass Larsen - eller også har de ikke, men alligevel. Det er meget mystisk og kalder på mange kommentarer.
Og så er der gigantsagen om Skatteministeriets departementschef, som har deltaget i nogle møder i SKAT København om Helle Thorning - Schmidts selvangivelse. Han har også skrevet et notat, men han mener selv, at Politikens fremstilling af sagen er forkert. Den rigtige vil han dog ikke ud med, fordi politiet efterforsker en læk til B.T.
Jamen, det er helt fantastisk så mange skelsættende begivenheder, politikerne, pressen og kommentatorerne har kunnet svælge sig i.
PS. Regeringen har fremlagt en ny finanslov, og Europas økonomiske krise ser ud til at stikke meget dybt.
Overskriften på indlægget er et eksempel på proportionsforvrængning.

Løbesikkerhed for en halvtredser

2011-11-08T08:08:00.003+01:00

Forleden spurgte Nikolaj, hvordan han skulle komme ud at løbe, når det var mørkt ved fyraften. Jeg tog spørgsmålet som en dårlig undskyldning og leverede et par hånlige svar. Undskyld.
For det handlede om lys, og det viste sig senere, at han købte en pandelampe og løb rundt i skoven. Det var dumt. Efter mørkets frembrud skal man kun løbe på asfalt.
Men det fik mig til at tænke lidt over sikkerheden ved at løbe i mørke. Jeg har i flere år haft en dejlig refleksvest, som jeg købte i Fakta for 30 kr. Den slags er jævnligt på tilbud. Forleden så jeg en i Netto.
Lys har jeg aldrig brugt, og jeg har sådan set heller ikke haft problemer. Men det har andre på mine vegne, og flere gange har folk bebrejdet mig, at jeg ikke havde lygter med.
Her til morgen ved 6.30 tiden sneg jeg mig ud på en løbetur til Gærum og til baws. Det var mørkt og diset, og så fik jeg det indfald, at jeg kunne bruge mine små cykellygter fra Tiger-butikken. I begge sider af vesten sidder der en lille elastik, så det var nemt at sno clipslygternes lille snor rundt om elastikken. Vupti. Så havde jeg rødt lys på i højre side og hvidt i venstre. Den hvide lygte kunne jeg lige tage i hånden på ekstra mørke steder.
Cykellygterne har kostet 20 kr. inklusiv batterier, så mit velfungerende sikkerhedsudstyr står samlet i 50 kr.

Bagtanker om forsnak og bagsnak

2011-11-06T17:45:00.001+01:00

Tankegang fyldte 25 år forleden.
Det var en skøn dag i firmaet. Gode kolleger havde pyntet lokalet med en æresport af fotos, og der lå billeder strøet rundt i rummet.
Vi fik lidt gæster og gaver i dagens løb og mange hilsner på anden vis. Fredag aften var vi så allesammen til Ørkenens Sønner i Arena Nord.
En rigtig dejlig uge, selv om jeg personligt har det lidt svært med jubilæer. Det er jo ingenting i sig selv, og for et firma i kommunikationsbranchen er der ikke meget at lære af det, vi gjorde for 25 år siden.
Og så alligevel. Mine bagtanker efter jubilæet kredser om noget af det gamle i Kortgruppen, som Tankegang hed for 25 år siden. Det handler om fællesskabet i virksomheden - om at gøre tingene sammen og sammen med vores kunder.
Det var intentionen, da Kortgruppen startede i 1986, og det er intentionen i Tankegang i dag.
Det er flot og rigtigt at sige, og det er hårdt arbejde at leve op til det i hverdagen. Vi har så travlt, og vi skal hver især nå at ekspedere alle dagens opgaver. Så jager vi lige til at gøre noget, selv om vi ikke er helt sikre på det. Jeg skriver lige et par hurtige formuleringer. En kollega sætter et par billeder på, og så håber vi, det går.
I situationen ville det tage længere tid at spørge kunden eller et par kolleger. Men det er netop min hurtige formulering eller de tilfældigt valgte billeder, der skaber problemer hos kunden, og som i den sidste ende kommer til at tage længere tid.
Det kan også være et oplæg, som jeg bedst selv kan lave. Jeg har jo snakket med kunden, og det tager lang tid at forklare til mine kolleger. De har også travlt. Men så bliver oplægget forudsigeligt. Der kommer ikke den overraskende vinkel ind, fordi en af mine kolleger stiller et godt spørgsmål, jeg ikke havde tænkt over.
Eller det kan være os i ledelsen, der i bedste mening træffer beslutninger hen over hovedet på medarbejderne. Vi er gode til at informere bagefter, og så skulle den vel være i orden? Gang på gang viser det sig, at vi lige så godt kunne have spurgt vores kolleger og fået en snak om det, inden vi traf en beslutning. Det ville have givet mere tryghed og større ejerskab til beslutningen og i den sidste ende ville det også have sparet tid.
Forsnak giver ingen bagsnak - siger vi gerne til vores kunder. Det gælder også i Tankegang. Det var der nogle dejlige mennesker, der blev enige om i november 1986. Det var grundlaget for vores virksomhed, og det er det stadig.
Vi øver os videre de næste 25 år.

Radio 24syv er ikke helt 10-4

2011-11-03T21:04:00.001+01:00

Al god formidling handler om at have noget på hjerte. Har man ikke det, kan det være lige meget.
Men for at trænge igennem til sit publikum, skal man have nogle færdigheder.
Musikeren skal kunne betjene et instrument og må ikke være tonedøv, og på samme måde skal en radiomand være en dygtig håndværker.
Det bliver tydeligt demonstreret i den nye Radio 24syv, som har været i luften i snart tre dage. Som inkarneret P1 lytter mærker man en kæmpe forskel i den håndværksmæssige kvalitet. Så markant, at det forstyrrer indholdet.
I mange programmer er der øh og bøh og usikkerhed, fumlen med teknikken og tomgangssnak. En ting er fortroligheden med det tekniske udstyr, men det mere alvorlige er at strukturere et program, afvikle det og improvisere, når tingene ikke går helt som planlagt.
Jeg har i de seneste dage oplevet adskillige eksempler på koncepter, der simpelthen ikke var arbejdet igennem. Studieværter har haft folk inde til længere interviews, hvor de alt for hurtigt løb tør for spørgsmål. De har ikke evnet at forklare for os lyttere, hvad deres program gik ud på og hvilken funktion og rolle, deres interviewofre havde. Og de har frem for alt snakket alt for meget om sig selv og den nye radio. Flere har for eksempel underholdt med, at de kun har haft én prøveudsendelse inden deres program gik i luften for første gang.
Det er uprofessionelt, og det er da besynderligt, at mange måneders forberedelser ikke er mere seriøse.
Det er hamrende ærgerligt, for Radio 24syv har meget fint indhold, mange gode mennesker med noget på hjerte og mange gode historier. Også på det formmæsige præsenterer de fornyelse i forhold til P1.
Nyhederne er mere fikst afviklet end DRs. Radio 24syv går direkte på uden en lang oversigt, og de skal ikke stille om og have fikse lydeffekter. Det er nyheder og intet andet - fortalt og ikke læst op som i Radioavisen. Her har de øvet sig, for det fungerer.
Samlet set er der plads til forbedringer, og det er positivt ment. Jeg hænger på, og jeg er sikker på, at jeg får mange nye yndlingsprogrammer, når debutanterne har fået slebet deres koncepter til og er blevet mere fortrolige med radiomediet.
At de så kan starte en radiostation i år 2011 uden mulighed for at downloade udsendelserne som podcast - det er direkte pinligt. En meget stor del af kundekredsen lytter til radio via podcast. Det er faktisk en af grundene til, at radio fortsat er et populært medie.
Efter min mening er det torskedumt, at de berlingske radiofolk lægger ud med at skræmme podcastfolket væk. Vi er nemlig aktive, både som lyttere og som meningsdannere.

Ros til EU

2011-10-29T12:51:00.001+02:00

Det ligger dybt i mig at være modstander af EU, selv om det efterhånden er en helt antikveret holdning.
Og ugens begivenheder har gjort synspunktet endnu mere håbløst.
For det var direkte flot, at de 17 Eurolande vred armene rundt på hinanden og blev enige om at kappe halvdelen af Grækenlands gæld. Oven i købet fik de en række store banker med på den ubehagelige spøg.
Den sag burde da overbevise mig og de tusinder af andre EU-skeptikere om, at vores fælleseuropæiske foretagende har en berettigelse? Jo, jeg må indrømme, at det gør indtryk.
Men mavefornemmelsen er stadig ikke god. Jeg synes fortsat, at EU er en kæmpe bureaukratisk kolos, og jeg er stadig meget betænkelig ved et helt tæt politisk samarbejde mellem os kolde nordboere, de varmblodede sydeuropæere og de ukendte folk i Østeuropa. Det bliver et meget indirekte og fjernt demokrati, hvis de reelle afgørelser skal træffes i Bruxelles.
Men det er selvfølgelig endnu mere indirekte, når det reelt er Angela Merkel, der trumfer årets og måske årtiers vigtigste fælles beslutning igennem.
Problemet med økonomi er, at hele verden hænger sammen. Derfor kan Danmark ikke bare være sig selv. Det kan selv jeg forstå. Grækenland kunne ikke have løst sin krise selv, og Grækenlands økonomiske morads kan hurtigt få meget konkret indflydelse på vores økonomi.
Derfor er der brug for at kunne træffe fælles beslutninger. Og det kræver altså et eller andet apparat. Man kan ikke bare samle 17 eller 27 statsledere til et møde et par dage, og så bum. Held skal forberedes, og det går ikke at sammensætte et team til lejligheden, hver gang en krise er undervejs. Der skal være struktur på sådan noget. Og i virkeligehedens verden er der opbygget et system, nemlig EU. Her kender nøglepersonerne hinanden og har opbygget et tillidsforhold.
Så det er vist en meget praktisk ting.
Men det er stadig en udemokratisk, dyr og temmelig udansk kolos. Og jeg tror ikke på, at en organisation af den størrelse nogensinde kan blive andet. Så jeg vil have lov til stadig at være skeptisk. Min nye holdning vil være, at vi skal bruge EU der, hvor EU løser opgaven bedst.

Sportsfans elsker at brokke sig

2011-10-26T07:49:00.001+02:00

I aftes fulgte jeg en del af Wozniackis kamp på sporten.dk. Det er en glimrende service for os, der ikke har store tv-pakker. En journalist ser kampen på tv og skriver om den på en lille blog nærmest bold for bold.
Læserne kan stille spørgsmål og naturligvis kommentere. Jeg har fulgt det nogle gange, og det svigter aldrig: Der er altid nogle læsere, som undervejs får forklaret, at Wozniacki er en elendig spiller, der slet ikke hører hjemme i verdenseliten. Og hendes far er dum.
Det er egentlig mærkeligt, at man gider følge en blog med opdatering af en tenniskamp, hvis man synes, at spilleren er ringe. Så kunne man vel finde noget andet at bruge sin tid på.
Men det er et meget udbredt fænomen i sportens verden. I mine unge dage gik jeg meget til fodbold. I Holstebro, Struer, Vildbjerg og andre ydmyge steder kunne man altid finde en håndfuld midaldrende mænd ved sidelinjen. De stod der trofast til hver eneste hjemmekamp, og de brokkede sig i ca. 90 minutter. De nød tilsyneladende at ryste på hovedet over det elendige forsvar, den fraværende midtbane og de uduelige angribere. For slet ikke at tale om træneren.
Det samme gjaldt på Århus Stadion, hvor et stort publikum elskede at se AGF vinde og nød at se dem tabe. Så kunne de rigtig brokke sig.
Tænk på fodboldlandsholdet. Det har været elendigt i lang tid. Sidste VM var en katastrofe, og EM-kvalfikationen haltede afsted. Godt, at Morten Olsens kontrakt snart udløb. Han var for gammel og havde kun én måde at spille på - en kedelig.
Så kom de tre afgørende kampe med sejre over Norge, Cypern og til slut Portugal. Nu kræver folket, at VORES Morten bliver på trænerposten.
Jeg forstår ikke den psykologiske mekanisme bag vores trang til at brokke os over dem, vi holder med. Dem, der gør det, er nogle kugleskøre idioter, der har lige så lidt forstand på sport som Richard Møller Nielsen.

Stive løbetosser: Ty til tibetanere

2011-10-22T10:18:00.003+02:00

Som alle andre løbetosser har jeg altid troet, at jeg havde en stærk og spændstig krop. Jeg er godt nok ikke så smidig, men jeg er da muskuløs.
Syntes jeg selv. Indtil jeg i månedsvis døjede med en skade i det venstre baglår.
Jeg forsøgte at blive behandlet og jeg holdt lidt løbepause, men skaden kom igen, så snart jeg begyndte at løbe langt eller hurtigt.
Så var jeg i behandling hos min kollega Gitte, og hun forklarede mig på en sød måde, at jeg var for slap. Den var gal med mave- og rygmusklerne.
Derfor anbefalede hun mig at gå i gang med de såkaldte tibetanere. Det er fem små øvelser, hvor man populært sagt træner alle muskler. Der er lidt Østens Mystik over det, for det er noget med nogle chakra-punkter - energihvirvler - der har forbindelse til kroppens hormonkirtler. Så man træner ikke kun muskler men skulle angiveligt også rense udøveren for negative energier. Pis mig i øjet!
Det er lige noget for mig. Øvelser, man skal gøre hver dag. Det taler til mit behov for at udøve selvdisciplin, så i løbet af nogle måneder trænede jeg mig op til at tage de 5 øvelser 21 gange, som er det foreskrevne antal blandt de tibetanske munke, der higer efter evig ungdom.
Det bruger jeg nu 10 minutter på hver morgen, og det er ikke særlig anstrengende. Jeg vil ikke prædike for dig, men blot fortælle, at jeg ikke har mærket noget som helst til skaden i baglåret siden. Og jeg har prøvet at løbe meget langt og temmelig hurtigt mange gange.
Jeg mener også at kunne konstatere, at jeg har fået lidt mavemuskler og at min ryg er blevet stærkere.
Jeg lægger et link til øvelserne her

Gud bevare Grundloven

2011-10-19T11:53:00.000+02:00

Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
Sådan står der i Grundlovens paragraf 84. Det er et af flere eksempler på, at Grundloven er dybt forældet. Det mest grelle er, at forfatningen slet ikke taler om den tredeling af magten, vi har lært om i skolen. Ifølge Grundloven er den lovgivende magt hos kongen og folketinget (ikke med stort) i forening, den udøvende magt er hos kongen og den dømmende hos domstolene.
Grundloven er fyldt med formuleringer om noget, som kongen bestemmer - og som det i den praktiske virkelighed er regeringen eller Folketinget, der har ansvar for. Derfor er der gode grunde til at lave Grundloven om.
Og så er der to grunde til ikke at ændre den - en rationel og en virkelighedsnær.Den rationelle er, at demokratiet fungerer fremragende på trods af de håbløse formuleringer i Grundloven. Amerikanerne siger: If it ain't broken, don't fix it.
Den virkelighedsnære grund er, at en grundlovsændring ikke vil kunne vedtages af et flertal i befolkningen. Dertil er danskene simpelthen for kongetro. Et kæmpe flertal i befolkningen elsker vores kongehus, og langt de fleste synes garanteret, det er lidt sødt og meget traditionsrigt, at Kong Margrethe og hendes familie har en absolut særstatus i vores forfatning.
Det seneste eksempel så vi ved Folketingets åbning, hvor nogle ministre lidt barnligt lod være med at rejse sig, da den kongelige familie kom ind i deres loge.
Der rejste sig et ramaskrig og rundt omkring i lokalaviserne er der stadig læserbreve om denne forsmædelige adfærd. Så får vi at vide, at dronningen og hendes familie gør det godt, og at kongehuset er en fin forretning for Danmark.Og blabla.
Ethvert anslag mod kongehusets særstatus vil lide skibbrud ved en folkeafstemning. I princippet kan vi alle sammen tilslutte os den smukke formulering fra den amerikanske uafhængighedserklæring: Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.
Men i praksis synes 80 pct. af danskerne, det ikke skal gælde de kongelige.Dem om det. Vi er nogle stykker, der deler de amerikanske værdier. Så må vi finde os i, at vi fortsat ikke må oprette et fideikommisgods.

Kunsten at finde på et løb

2011-10-16T19:50:00.000+02:00

Løbeinteressen i Danmark er enorm, og derfor dukker der hele tiden nye løb op. Alene her i Frederikshavn har vi nu knap 10 løb om året. Det er faktisk blevet en kunst i sig selv at hitte på nye løb.
For 10 år siden var det nemt nok. Ville man lave et løb i Dronninglund, fandt man en passende rute, og kaldte det for Dronninglund Løbet.
Nu er udbuddet så stort, at der skal mere til. En særlig rute, et særligt tidspunkt, særlige omgivelser eller noget fjerde må man hitte på for at lokke løbere til. På Læsø er et maratonløb blevet til en hel weekendpakke inklusiv en løberfest. Jeg har hørt om et maratonløb i en frysehal, og så er der Brutalmaraton i Aalborg, som foregår på en særdeles stejl rute.
Her vil jeg gøre reklame for et løbekoncept, som nogle kreative sjæle i Frederikshavn har opfundet. Det hedder Fakkelløbet, og tredje udgave blev afviklet torsdag aften.
Idéen er meget enkel og hyggelig. Turen går gennem den mørke skov, som er oplyst af 200 fakler. Starten går efter mørkets frembrud og det bliver meget hurtigt bælgmørkt. Ruten er på 4 kilometer, og man kan vælge at løbe den én eller to gange. Man er også meget velkommen til at gå den meget kuperede rute gennem Bangsbo.
Efter løbet serverer FDF varm suppe til deltagerne, og man står og udveksler løbehistorier ved bålstederne i Bangsboparken. Det hele varer højst et par timer, så man er hjemme igen og kan nå at se tv-avis. Prisen er 50 kr., og jeg håber da, at den lokale FDF-kreds tjener lidt penge til ungdomsarbejdet på det fine arrangement.
De to første gange har det knebet gevaldigt med at lokke folk til, men i torsdags dukkede over 200 op. Vejret var perfekt, og månen supplerede de 200 fakler. Jeg har aldrig før oplevet så stærk en lugt af petroleum i min skov.
Jeg løb de 8 kilometer og kan jo ikke lade være med at give den fuld gas. På andet gennemløb overhalede jeg alle de gående, så jeg råbte "løber!" 50 gange for at få folk til at flytte sig. Et par steder var faklerne gået ud og en enkelt gang var jeg ved at løbe i en grøft. Dejligt, for så havde jeg nogle fine undskyldninger til at forklare min sluttid. Den var i øvrigt okay.
Jeg kommer meget gerne en anden gang, og skulle nogen andre få lyst til at lave et lignende løb et andet sted i landet, er jeg sikker på, at idémagerne fra Frederikshavn gerne vil tillade det.

Min uvidenhed om guitarpedaler

2011-10-12T21:14:00.002+02:00

Det er utroligt, hvad man ikke ved.
Indtil i morges kl. 9 anede jeg ikke, at der var noget, der hed en guitarpedal. Jeg ville nok tro, det var en vits, hvis du havde præsenteret mig for ordet, for jeg har aldrig set pedalen på en guitar.
Men den er god nok. En guitarpedal er en fidus, man sætter til en elektrisk guitar, så man kan få den til at lyde på en særlig måde. Jeg vil tro, den kan spille rocket, jazzet, blueset eller folket.
Det er et nicheprodukt - men et stort et af slagsen. Og et af de førende firmaer i Verden er dansk, og hedder noget så musikalsk som TC Electronics. Deres marketingschef Allan Strand fortalte i morges på et seminar på journalisthøjskolen om firmaets brug af Facebook og andre sociale medier.
Tænk sig engang: TC Electronics er det 5. største musikbrand på Facebook. Firmaet har over 150.000 likere, som det hedder i den verden.
150.000. For en Facebookside om guitarpedaler. Hold kop, en rig verden vi lever i.
Men der er mere. Allans kolleger har nemlig fået den geniale idé at udstyre deres guitarpedal med en usb-port. Så kan man downloade forskellige spillestile til sin pedal fra TC Electronics hjemmeside.
Firmaet laver aftaler med verdensberømte guitarister (hvis navne jeg desværre ikke kender), som udleverer deres specielle guitarsound, omsat til pedalsprog. Det er sikkert helt forkert forklaret, men du forstår det nok. De kommer så ind på hjemmesiden, hvor der indtil videre ligger over 50.
Hver gang, der kommer en ny til, har Allan Strand en god historie at fortælle på Facebook, og der er altså mere end 150.000, der får den direkte på telefon eller computer. Det er meget attraktivt for kunstnerne at blive promoveret over for 150.000 guitarister og det giver ubetalelig PR for verdensfirmaet i Lystrup.
Jeg synes, det er en fantastisk historie. Men jeg har levet i mange år uden at ane noget om guitarpedaler og TC Electronics, så det er vel ikke ligefrem nødvendigt at kende til for at kunne begå sig her i tilværelsen.
Og jeg er helt sikker på, at ham Allan Strand ikke aner en hujende fis om det meget omdiskuterede administrationsgebyr for virksomheders adgang til kommunale genbrugspladser. Det har der været holdt konferencer om, mens Allan bare sad derude nord for Århus og klimtede sine historier ud på Facebook.

Valgløfter

2011-10-08T08:36:00.001+02:00

Før valget skrev jeg, at politikerne ikke skulle love at gennemføre en hel masse konkrete ting.I stedet skulle de love at arbejde for det.Så må virkeligheden på og udenfor Christiansborg vise, hvad der kan gennemføres.Det ser ud til, at den nye regering følger det princip. Det ser også ud til, at medierne ikke bryder sig om det. Hver dag byder på en ny historie om et brudt valgløfte.Til gengæld hyler den nye opposition ikke med. Den koncentrerer sig om politiske uenigheder, og det er bare i orden.

Dåreknuder

2011-10-07T08:41:00.000+02:00

Min lillebror og jeg har arvet vores mors åreknuder. Det ligner sandorm på bagsiden af benene, for mit vedkommende kun på det venstre.
Gregers er fornuftig og ordentlig, så han har gennemgået et par operationer. Det er ikke noget særligt, og det ser ud til at have hjulpet, ihvert fald her i anden omgang.
Jeg nægter at se sandheden i øjnene og fremsiger mine dødssyge undskyldninger med stor autoritet.

1. Jeg har ikke nogen gener.
Det passer så ikke, for jeg har meget let ved at få krampe i min venstre lægmuskel. Det sker for eksempel hver gang, jeg løber maratonløb. Jeg går meget op i at løbe, og det er hæmmende for min træning, at den venstre lægmuskel har begrænset kapacitet.
2. Jeg har ikke tid til en operation
Det passer så ikke. Længere. For år tilbage skulle man regne med at være sygemeldt i 1-2 uger og at være ude af stand til at træne i en måned. Der kommer hele tiden nye teknikker til, så nu vil jeg formentlig kunne nøjes med et lillebitte indgreb uden indlæggelse. Det vil måske betyde, at jeg ikke kan træne i to uger.
3. Operationen er nyttesløs
Det kan godt være rigtigt. Her klamrer jeg mig til min mors historie. Ved en kæmpe operation fik hun fjernet åreknuder på begge ben. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på sygehuset, hvor hun lå hjælpeløs hen i en seng med benene strittende op i vejret. Et par år senere havde hun igen sandorm på benene. Billedet af min mor i sygesengen står stærkt, og når det nu ikke hjalp hende, nytter det nok heller ikke noget for mig. Du vil måske indvende, at lægevidenskaben har gjort fremskridt siden 1978, men jeg vil fastholde, at jeg har arvet de fordømte åreknuder efter min mor, så de kommer garanteret igen på mig, hvis jeg bliver opereret.

Og for resten har jeg hørt, at det er lidt sejt at have et handicap. Så jeg er fortsat stædig. Dumstædig, hedder det nok.

En halv Dyremose

2011-10-01T21:52:00.001+02:00

I går kom Dyremose-udvalgets forslag til fordeling af den fremtidige mediestøtte. Udvalget anbefaler at omlægge distributionsstøtten på ca 400 mio. kr. til produktionsstøtte. Pengene skal gå til at producere journalistisk indhold i stedet for til at dele aviser ud.I praksis betyder forslaget, at gratisaviserne skal aflevere penge til nogle netmedier med stærke redaktioner. Berlingske og JP/Politiken får hver en klækkelig gevinst.Der bliver også lidt penge til at udvikle nye medier, men samlet set er det en meget lille omfordeling, den tidligere finansminister og udvalgsmedlemmerne er kommet op med. De blev bedt om at tage stilling til den samlede mediestøtte, men den svære opgave krøb de udenom. Den suverænt største klump er licensen, men udvalget konstaterer blot, at DR og TV2-regionerne bruger pengene flot. Dagbladenes momsfritagelse sætter Dyremose & co. heller ikke spørgsmålstegn ved.Jeg synes ikke rigtig, opgaven er løst, men det er sådan set også lige meget. For udvalget var bare en syltekrukke. Folketingets partier skal tage stilling til den fremtidige mediestøtte, og medieordførerne er alle garvede og indsigtsfulde folk, som kender problemstillingen til bunds. De har ikke brug for en masse rapporter. De skal bare bure sig inde og blive enig om at løse den gordiske knude.Problemet i en nøddeskal er, at dagbladene modtager en urimeligt høj erhvervsstøtte, mens netmedierne indtil videre ikke har fået en øre. Samtidig er det et faktum, at dagbladene producerer 71 % af de nyheder, som vi danskere ser, hører og læser. Så hvis de mister støtten, står vi med et stort demokratisk problem.Dyremose-udvalget har ikke knækket nødden. Det har højst leveret lidt inspiration. Nu må mediepolitikerne se at komme til bordet og blive enige om en løsning, der rækker 5-10 år frem. Det gælder ikke kun om at fordele nogle penge. Spørgsmålet er også, om medierne fortsat skal have så høj en erhvervsstøtte.

Farlige Sass

2011-09-29T21:19:00.000+02:00

Dagens nyhed om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse er den mest mystiske, jeg har hørt i mange år.
Socialdemokraternes nummer 2 har trukket sig som ministeremne, fordi PET ikke umiddelbart vil sikkerhedsgodkende ham. Begrundelsen er ifølge det oplyste, at Sass Larsen i sommer deltog i et møde med en rockerleder i Køge.
Hvad det møde handlede om, har vi ikke fået at vide. Og hvis det er noget privat, skal vi heller ikke vide det. Det må være straf nok, at manden træder tilbage fra sin fremtrædende position til en anonym post i Folketinget.
Når det er sagt, er det stadig meget mystisk. Hvordan er Henrik Sass Larsen pludselig blevet en farlig mand? Jeg kender ham ikke, men mit indtryk er, at han er en gemytlig person og på alle måder en fredelig og lovlydig mand. Jeg tror ikke, han har nogen forbindelse til rockere, og jeg har svært ved at forstå, at et møde med en rockerlede skulle få Sass Larsen til at udgøre nogen risiko for staten, regeringen eller andre på Christiansborg.
Politiske kommentatorer himler allerede nu op om, at sagen afslører Helle Thornings manglende dømmekraft. Det siger de hver gang, der er den mindste sag i nærheden af S-lederen. Det er en del af VO-blokkens valgstrategi at nedgøre Helle Thornings personlige egenskaber, og borgerlige kommentatorer har beredvilligt hjulpet til.
Det er træls for den kommende statsminister, men det er ikke hende, der har siddet på værtshus i Køge med en Bandidos-leder. Hun har bare taget imod en beklagelig besked og har klogeligt valgt at tage Sass Larsens beslutning til efterretning. Havde hun ikke gjort det, ville pressen have gravet og snaget i "Rockergate" fra nu af og frem til den dag, hvor Henrik Sass Larsen endelig trak sig som minister.
Og så ville de samme kommentatorer beskylde Helle Thorning-Schmidt for ikke for længst at have skilt sig af med sin belastede løjtnant.

To dage i Kulturbyen Holstebro

2011-09-23T21:18:00.000+02:00

Torsdag og fredag var jeg til KTCs årsmøde i Holstebro. Lyder det ikke spændende? Jo det gør, for nu skal du bare høre: KTC står for KommunalTeknisk Chefforening. Altså har jeg tilbragt to dage i selskab med tekniske direktører, afdelingsledere fra miljø og teknik samt deres venner og samarbejdspartnere. Tankegang er i den sidste kategori, og det er ren guf for mig at være sammen med alle disse potentielle kunder og at fordybe mig i deres verden.
Jeg synes tilfældigvis, det er spændende og vigtigt, det som teknik og miljø arbejder med.
Men der var en ekstra gevinst ved arrangementet. Værtsbyen benytter altid årsmødet til at prale lidt af sine egne resultater og projekter, og det kan de også godt finde ud af i Vestjylland.
Holstebro er jo min fødeby, så det var skønt at høre om de mange spændende aktiviteter, der foregår i den driftige by. Og jeg blev selv en smule stolt, da borgmesteren fortalte om Giacometti-skulpturen Kvinde på Kærre, som holstebroerne kaldte "Maren å a Wogn". Den købte vores daværende borgmester Kaj K. Nielsen i 1965 for den svimlende sum af 210.000 kr., og folk i Holstebro var forargede. I dag er den over 100 mio. kr. værd og står som symbol for kulturbyen Holstebro.
Men der er kommet meget nyt til siden, og det pibler stadig frem med kunst, teater, musik og underholdning i Holstebro.
Da vi lidt søvndrukne mødte frem fredag morgen blev vi mødt af en række groteske figurer fra Holstebros eksperimenterende egnsteater Odin Teatret. De startede dagens program med en lille performance, som virkede mere opkvikkende end kaffen.
Og minsandten om ikke jeg ved middagen torsdag aften kom til at sidde sammen med to ledere fra Silkeborg Kommune, som jeg kender udmærket. Det viste sig, at de også stammer fra Holstebro, så vi sad lige og svælgede i minder og udvekslede navne fra gymnasiet.
Da jeg var barn stod der en hilsen på byskiltene, når man kørte ud af Holstebro: "Kom snart igen". Det gør jeg meget gerne, selv om skiltene nu er blevet mere kedelige og trafiksikre.

Jeg tænker, der er pause

2011-09-21T19:43:00.000+02:00

De fleste af os havde vist fået mere end nok af politik, da folketingsvalget var overstået forleden. Tre ugers valgkamp er ikke meget, men det blev så massivt dækket af medierne, at det nåede at hænge os trekvart ud af halsen.
Derfor er det dejligt, at de nye topministre har buret sig selv inde og ikke siger et kvidder om politik i en uge eller hvor længe det nu varer at udarbejde et regeringsgrundlag.
Vi kan godt tåle at tænke på andet end politik i et stykke tid. Og så er det i øvrigt helt i orden, at de drikker en masse kaffe, tænker sig godt om og lærer hinanden rigtig godt at kende. Det er også klogt, at de holder tæt, for kommer der først enkeltsager ud at køre i medierne, kan deres bagland hurtigt male sig op i et hjørne og forhindre det kludetæppe af kompromiser, som regeringsgrundlaget nødvendigvis må blive.
Alle tre partier må sluge nogle dromedarer for at få opgaven til at lykkes. Det er de garanteret også klar til, for alternativet er kaos - og et nyt valg lige om et øjeblik.
Så det er godt, at S, SF og radikale holder en tænkepause. Det samme gjorde EU, da franskmændene for nogle år siden stemte nej til Lissabon-traktaten. Da den havde stået på i lang tid, spurgte Uffe Ellemann, om tænkepause var en pause, hvor man tænkte - eller en pause fra tænkningen.
Jeg håber, Thorning og co. tænker, mens vi andre holder pause fra politik.

Valgaften blev til popshow

2011-09-16T22:27:00.001+02:00

"Vi stiller direkte om til Østerbro, hvor vores reporter står foran Helle Thorning-Schmidts hjem".Sådan lød det flere gange på valgaftenen, og så blev skærmen overtaget af en entuastisk reporter, som kunne fortælle, at Helle Thorning-Schmidt sad inde i huset og ikke kom ud foreløbig. Huset var badet i projektører og oven over det svævede en helikopter.Sådan gik det meste af valgaftenen på begge tv-kanaler. De politiske ledere blev forvandlet til popstjerner, som skulle svare på helt ligegyldige spørgsmål. Lavmålet var da en DR-reporter først havde spurgt Holger K. hvad han følte nu. Da han venligt havde svaret noget ligegyldigt, fulgte hun op med dette spørgsmål: " Kan du ikke sige lidt mere om, hvad du føler?"Aargh.Når nu de valgte at bruge overdrevent meget tid på at følge ledernes mindste skridt, så var der ikke kræfter til det basale: at fortælle seerne, hvordan valget gik rundt omkring i Danmark.Jeg ville gerne have haft nogle resultater fra Horsens, Helsingør, Odense og Slagelse. Jeg ville gerne have dem forklaret og haft at vide, hvem der stiller op der og ser ud til at have fået et godt eller dårligt valg.Jeg ville godt have haft nogle storkreds resultater og en forklaring på dem. Hvor gik S og V frem og hvor gik de tilbage? Hvorfor? Hvordan gik det Venstre i Vestjylland, hvor Fælleslisten på et tidspunkt voksede sig meget stor? Hvorfor gik Socialdemokraterne så kraftigt tilbage i hovedstaden? Både DR og TV2 har folk der kan levere varen, og de fik resultaterne. Men de foretrak altså pinagtigt lange indslag om Villy Søvndal i en bus og Margrethe Vestager på gåtur gennem byen.Nyhedsformidling hedder det. Det er helt elementært, og på sådan en aften er der masser af rigtige nyheder. Vær venlig at fortælle flere af dem næste gang og drop tomgangs-journalistikken.Sådan føler jeg lissom.

Jeg stoler på politikerne

2011-09-14T19:51:00.000+02:00

Et kontroversielt udsagn i overskriften, hvad?
I dagens samfund er det sådan, at vi skal være på vagt over for alle politikere. De er sikkert ude på at snyde os. De lyver garanteret, og alt hvad de siger, er nøje planlagt af en spindoktor.
Det indtryk får vi i medierne, men også når vi snakker med hinanden om politik. Hvor ofte har vi ikke hørt påstanden om, at de ikke er rigtig kloge inde på Christiansborg.
Drop det fis.
De er kloge - de er faktisk mere veluddannede end resten af befolkningen. De er også flittige. Jeg kender selv et par politikere, og det er utroligt, så meget de ved, og så mange sager, de har dybt kendskab til. Det kommer ikke af sig selv.
Men de er frem for alt samvittighedsfulde og ønsker af et godt hjerte at gøre det bedst muligt for Danmark. Det tror jeg på.
Efter en meget intens valgkamp bliver det synligt for os, at politik ikke er noget, der foregår isoleret inde bag Christiansborgs tykke mure. Det er et samspil mellem politikerne og vælgerne. De løser opgaver på vores vegne, de reagerer på de behov, vi formulerer, og de står til regnskab over for os.
Jo mere tillid, der er mellem os og politikerne, jo bedre fungerer samspillet. Hvis vi tror på dem, fungerer demokratiet bedre, og så bliver det bedre løsninger.
Tror jeg på.
Derfor synes jeg, du skal give politikerne den første tillidserklæring ved at stemme i morgen. Og så synes jeg, du skal følge op med at vise dem tillid de næste fire år. Hold dig i kontakt med dem og bidrag positivt på de områder, hvor du kommer i berøring med det politiske system.
Så er jeg sikker på, at politikerne kvitterer med at arbejde godt sammen og finde fælles løsninger på Danmarks små og store problemer.

Når sproget irriterer os

2011-09-10T11:35:00.001+02:00

Mange af os kan blive voldsomt irriterede over sprogfejl. Det kan helt fjerne opmærksomheden fra teksten eller sagen.
Jeg har hele fire oplevelser med det fra den seneste uge.
I en annonce skrev jeg: Fem mand anholdt manden.
Da annoncen havde været bragt, fik vi mail fra to personer i kundekredsen, som rettede stavefejlen. Ifølge dem skulle vi have skrevet anholdte. Det har de ikke ret i, og da vi forklarede det, accepterede de det med tilføjelsen "Det ser altså bare helt forkert ud".
Den anden kom fra Twitter, hvor en tweep kaldte en journalist for sprogspasser, fordi vedkommende havde brugt udtrykket idyllerisk. Jeg så ikke selv udsendelsen, men for mig at se, er det et absolut gangbart ord i talesprog, også på tv. Idyllerisk er noget, der er overdrevent idyllisk.
Ugens tredje sproglige oplevelse stammer fra et værdiseminar, jeg holdt forleden. Her skulle vi arbejde med nogle af virksomhedens ord, og et af dem er "proaktiv". En af deltagerne kan ikke fordrage ordet, men det forhindrede ikke en god diskussion om indholdet. Jeg skyndte mig at anerkende hendes modstand, og jeg har selv en lille rem af huden. Der er lidt floskel over "proaktiv".
Den sidste kom fra Tankegangs korrekturlæser, som ville rette stavningen "højst" til "højest". Så kom jeg op i det røde felt. Begge stavemåder er korrekte, og så synes jeg, det er frækt at rette. Den person, der har skrevet "højst", skal ikke korrekses af en, der tilfældigvis bryder sig bedre om den anden korrekte stavemåde. "Højst" giver 2.360.000 hits på Google, mens "højest" kun bonner ud med 1.300.000.
Fælles for de fire oplevelser er, at en person bliver irriteret over en sproglig detalje. Det kan man grine af eller ligefrem blive sur over. Men det er en reel følelse, som blokerer for rationel tænkning.
Sproget er noget meget personligt, og for dem, der ikke kan lide ordet idyllerisk eller proaktiv, er det ikke bare en detalje.
Jeg arbejder selv med ikke at lade mig irritere over sprogfejl. Det vigtigste er, at jeg forstår det, folk siger eller skriver. Siger jeg med hjernen. Men maven kan altså blive sur og sende galde opad i systemet.

Til nye løbere: Bliv ved

2011-09-07T21:42:00.001+02:00

Hver dag ser jeg masser af løbere. Det er ligegyldigt, om jeg er hjemme i Frederikshavn eller om jeg kører rundt i det jysk-fynske land. De er der om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen. Og såmænd også nogen om formiddagen.
Det er kvinder og mænd, unge og gamle, tykke og tynde (flest tynde). De fleste løber langsomt og en del af dem ser ud som om, det absolut ikke er nogen fornøjelse.
Det er det heller ikke, før man er kommet ind i en fast rytme. Kroppen skal simpelthen vænne sig til den tilbagevendende hårde belastning, som en løbetur er.
Netop nu begynder det at blive koldt og blæsende, og derfor er det nu, folk begynder at løbe mindre for til sidst at holde helt op. Undskyldningerne er nemme at finde:
- det blæser
- det regner
- det er mørkt
- det er koldt
- jeg har ikke tid
- jeg er lidt forkølet
- jeg har haft en travl dag
Hvis du er en af dem, der er begyndt at løbe her i sommer, og som netop nu har meget let ved at hoppe på undskyldningerne, vil jeg opfordre dig til at holde ud.
Husk på, hvorfor du begyndte at løbe. Var det noget med, at du følte dig i alt for dårlig form og havde været for sløv vinteren igennem? Eller måske var det noget med vægten?
De dårligdomme vender tilbage til vinter, hvis du holder op med at løbe nu. De måneder, du har brugt på din nye hobby, er spildt, hvis du ikke holder ved vinteren igennem. Og det bliver endnu sværere at komme i gang igen næste forår eller sommer.
Det var den løftede pegefinger. Nu kommer der mælk og honning og gyldne løfter.
Hvis du kan trodse regnen en måneds tid endnu, så er du kommet over hurdlen. Så er du ved at blive løber, og så er det pludselig ikke noget problem, at du har ondt i hovedet, og at det blæser. Så er løbeturen svaret på dine problemer. Så giver den energi - mens du løber og bagefter.
Så kan du glæde dig til at opleve et vellugtende og friskt efterår, den klare kolde vinterluft, det flotte hvide snetæppe, det sjapvåde gryende forår, den grønne vår-eksplosion, den lumske april og den lune forsommer. Du kan lære din by og egn at kende ved at løbe nye ture, og du kan med meget stor sandsynlighed slippe for vinterinfluenzaen og et par løse sygedage med ondt i hele kadaveret. En pænere figur undgår du nok heller ikke.
Du behøver hverken at løbe hurtigt eller langt for at opnå alle disse lyksaligheder. Du skal bare løbe 2-3 gange om ugen i det tempo, der passer dig. Tag den længste tur i weekenden - ca. 1,5 gange længere end i hverdagene. Så kommer du automatisk til at løbe hurtigere, og du får også lyst til at løbe længere.
Rigtig god vintersæson til nye og gamle løbere.

Klima - fra hot til not på to år

2011-09-04T09:01:00.001+02:00

For bare to år siden var klima og miljø et af de vigtigste emner i den politiske debat. Det var op til klimatopmødet i København, hvor selv Lars Løkke forsøgte at fremstå som interesseret i emnet. Det gjorde han ikke troværdigt, og selv topmødet blev en fiasko for Danmark og den urutinerede statsminister.
Nu er der valgkamp, og vi hører intet om klima og miljø. Intet.
Det er ellers et godt emne, fordi det kalder på følelser, og fordi der er store reelle modsætninger mellem det, som rød og blå blok vil.
Men det hele handler om økonomi, og i det lys er politikerne måske bange for at komme til at fremstå som mindre seriøse, hvis de taler om noget så flippet som klima.
Sandheden er, at klimapolitik i høj grad handler om økonomi. Det er et af svarene på spørgsmålet: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?
Sandheden er desværre også, at det manglende politiske fokus på området er ved at ødelægge Danmarks muligheder for at blive det, Anders Fogh så kækt kaldte en grøn vindernation.
Danmark er ikke duks på miljøområdet. Danmark er ikke det land, der stiller de skrappeste krav. Danmark er ikke det land, der gør mest for at fremme vedvarende energi.
Den grønne tænketank Concito konkluderer, at Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien ligger klart foran Danmark, når det gælder om at reducere CO2 udslippet. De fire lande er for resten Danmarks største eksportmarkeder med en andel på i alt 44 pct.
Herhjemme får vi tit det indtryk, at højere miljøkrav skader industri og landbrug og dermed koster arbejdspladser. Det er et stupidt, kortsigtet argument.
Hvis Danmark for alvor arbejder med at nedsætte CO2 udslippet, vil det betyde et mindre energiforbrug i virksomhederne. Energi koster mange penge, og dermed sparer industrien store udgifter og bliver mere konkurrencedygtig.
Samtidig opmuntrer det virksomhederne til at udvikle nye produkter, som kan udnytte den vedvarende energi og spare på den øvrige. Et godt hjemmemarked er forudsætningen for at sætte en eksport i gang. Her taler vi om tusinder af arbejdspladser, og det er den mulighed, vi er ved at sætte over styr.
Det har de indset i vores fire nabolande, og læg lige mærke til, at det ikke handler om rød og blå blok.
Norge har en socialdemokratisk statsminister. Sverige, Tyskland og Storbritannien har borgerlige regeringer.
Kom i gang!

Drømmen om et offline liv

2011-09-01T19:48:00.000+02:00

Min mor levede et helt liv uden at være på nettet. Hun så ikke en hjemmeside, sendte ikke en mail og modtog aldrig 1 SMS.
Hun levede et rigtig godt liv.
Det er 15 siden, hun døde, og i dag hørte jeg så en syret historie om en amerikansk journalist, som beordrede sin familie til at være offline i et halvt år og siden skrev en bog om denne enestående oplevelse. Seks måneder med tre teenagere uden mobil, pc eller tv. Kun fastnettelefon, bøger, brætspil og mekaniske musikinstrumenter.
15 år. Det er jo ingen tid. Men rent teknologisk er det.
Det interessante er, at teknologien er blevet en større del af vores livsform, end vi er bevidste om. På sin vis synes jeg, at jeg lever nogenlunde det samme liv som min mor, men år vi går i detaljen bruger jeg rigtig, rigtig mange flere timer hver dag med min opmærksomhed rettet mod en skærm, end fru Glamann gjorde.
Hun levede som sagt et godt liv. Det synes jeg også, at jeg gør. Men historien med den ammerikanske journalist giver mig anledning til at spørge, om it har gjort mit liv bedre end min mors - eller nogenlunde lige så godt.
For mig giver det ingen mening at smide grejet ud og vende tilbage skrivemaskinen. Men det er værd at minde mig selv om, at hele det forjættede net-univers skal være en berigelse for mig. Jeg skal ikke bare bruge det, fordi jeg kan.
Og jeg kan ikke have min fulde opmærksomhed to steder, så hvis iPadden eller telefonen får noget af min tilstedeværelse, så får eventuelle mennesker i min nærvær mindre.
Nærvær - det er når jeg er til stede med hud og hår. Fravær - det er når jeg kun er fysisk til stede.
Nå, jeg må smutte. Der kom en mail.

Taktiker Løkke

2011-08-28T21:40:00.000+02:00

I flere år lovede han ikke at afskaffe efterlønnen. Så gjorde han det alligevel.
Så lovede han at bevare sine regioner. Nu skal de også slagtes.
Der skulle laves et bredt forlig om fremtidens folkeskole, så Danmark kunne få verdens bedste skole. Det blev ikke til noget.
For et år siden havde han ifølge sin egen vurdering bragt Danmark ud af krisen. Nu gjaldt det i stedet ghettoer, som var det største problem i Danmark. Det kom der ingenting ud af.
Krisen blev værre, og han blev ved med at sige, at han havde løst den. Senest i juni. En måned senere var der så krise, men den måtte endelig ikke løses med en vækstplan - indtil han fremlagde en vækstplan to uger senere.
I den var der en boligpakke. Den ville han ikke forhandle med S og SF om, fordi de ikke var ansvarlige. I dag vil han så gerne.
Portræt af Lars Løkke.
Jeg oplever, at han er god til at sige det, han tror vælgerne gerne vil høre.
Men jeg ser ham ikke som en leder af Danmark.

Jeg er ikke kommunikationsekspert

2011-08-25T11:15:00.000+02:00

Aarhus
Danish for progress

Sådan lyder et nyt slogan for den jyske hovedby, som blev præsenteret forleden.
To kommunikationseksperter roser sloganet over jp.dk, fordi det er anderledes og fordi det ikke fremhæver Aarhus på andres bekostning.
Hvis det er et godt slogan, så er jeg ikke kommunikationsekspert. Jeg er ikke i nærheden af at være det.
Jeg synes, det er intetsigende. Progress betyder fremskridt. Det går alle ind for, så længe vi ikke ved, hvad fremskridtet indebærer. Er det fremskridt i børns tandskader eller i antal studerende på Aarhus Universitet?
Hvad fører fremskridtet til? Hvad er det, der gør Aarhus til særligt progressiv?
Sloganet har ikke en god rytme, og det er ikke nemt at huske. Da jeg skulle skrive det her, havde jeg allerede glemt den præcise ordlyd.
Der er ikke noget i sloganet, som får mig til at tænke på Aarhus, altså bortset fra bynavnet. Der kunne have stået Køge, Sønderborg eller Næstved. Bortset fra, at de stadig slæber rundt på danske bogstaver i bynavnet.
Sloganet har heller ingen humor eller kant. Det er bare - et eller andet slogan.
Jeg er altså ikke ekspert, og her kommer endnu et foruroligende bevis på det: Jeg synes, det er en elendig idé, at Aarhus køber sig et internationalt slogan.
Det flytter ingenting. Det skaber ingen forandring.
En anden ikke-ekspert lærte mig på min første dag på journalisthøjskolen et godt mundheld, som jeg stadig husker og bruger flittigt, selv om det er på engelsk: Don't tell it - show it.
Her ligger nøglen til en vellykket branding-strategi. Byen, virksomheden, organisationen eller hvem der nu vil brande sig - skal bruge energien på at udleve sit brand på en måde så alle opdager det. At starte med et slogan er helt forkert.
Efter en ikke-eksperts opfattelse.
Et eksempel. Tilfældigvis hentet fra Aarhus. Det er Aarhusfestuge, som starter om et øjeblik. Årets udgave hedder Beautiful Mistakes og byder publikum på en masse oplevelser med folk, der laver fejl.
Det har kant. Det har humor. Det har rytme. Det har et budskab, som sætter tanker i gang hos modtageren. Det giver rum for kreativitet og fantasi. Der er et indhold, som festugen viser i praksis.
Hvor der er mennesker er der fejl. Mennesker med noget på hjerte begår smukke fejl, som vi andre kan lære af.
Fejl skaber fremskridt. Progressive mistakes?

1-1 i valgkampen efter to selvmål

2011-08-23T19:22:00.000+02:00

Uha for en gang panik og vælgerangst, der venter os fra de to store partier, hvis den seneste uges begivenheder bliver målestokken for valgkampen.
Jeg tænker her på de to næsten ens og lige perspektivløse boligpakker, som pludselig skulle lanceres.
Pakkerne skulle lette nogle af omkostningerne ved at handle bolig. Besparelsen for et hus på 2 mio. kr. bliver på 23.000 kr. Hvordan det kan skubbe gange i bolighandlen kan ingen af parterne gøre rede for.
Hvis jeg ikke kunne sælge et hus til 2 mio. kr., ville det ikke være noget problem at sætte prisen 25.000 kr. ned.
Problemet på boligmarkedet er:
1. Husene er for dyre - ikke 23.000 kr., men 200.000, 700.000 eller 2.000.000 kr. for dyre.
2. Køberne er usikre på fremtiden - hvad sker der med understøttelse, efterløn og vores job?
De to problemer løses ikke ved et mindre gebyr. Og heller ikke ved at snakke en boligpakke op.
Det mente Socialdemokraterne tilsyneladende helt frem til weekenden, men så fik de opsnappet en plan fra regeringen om hjælp til boligejerne.
Så gik der vælgerangst i den. De store partier tør simpelthen ikke sige nej til at hjælpe boligejerne - for det er lige præcis den brede midtergruppe, som afgør ethvert valg.
Derfor lancerede Socialdemokraterne deres egen pakke og opfordrede til et nationalt kompromis.
Løkke vil ikke forhandle med S og SF, fordi han i sin valgkamp-retorik betegner dem som uansvarlige. Indtil for kort tid siden hed det fra hans side, at der ikke var råd til nye udgifter. Nu er der pludselig plads til at forøge underskuddet med 10 mia. kr.
Tilbage står indtrykket af total panik i begge lejre. Det gavner kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale.
Få lidt ro på, folkens. Fortæl vælgerne, hvad I gerne vil. Husk også at fortælle, at I muligvis ikke kan gennemføre det hele. For det første kræver det flertal, og for det andet ved ingen, hvordan økonomien ser ud om et halvt år.
Og lad være med at drille hinanden med at holde pressemøder på tidspunkter, hvor de andre ville holde et. Det er simpelthen ren børnehave.

Betalingsring - en sørgelig nyklassiker

2011-08-20T22:18:00.000+02:00

Striden om betalingsringen om København er en sørgelig nyklassiker i dansk politik.
S og SF foreslår en afgift på at køre bil i det indre København. Formålet er at give plads i byen, at mindske forureningen og at få flere til at cykle eller bruge bus, tog eller metro.
Regeringen er imod, fordi det er en ny afgift.
Hvis trafik- og miljøproblemerne havde været lige så massive i København for 20 år siden, ville man have indført det nye system uden større sværdslag.
Men i mellemtiden er skat og afgift blevet et fy-ord. De borgerlige fremstiller nærmest deres modstandere som tyvagtige, fordi de vil opkræve afgifter. Det er gået over gevind, og det går ud over en rigtig god sag som bompenge i København.
Flere hundrede mennesker dør hvert år som følge af luftforurening i København. Hovedårsagen er den tætte biltrafik. Det er en skandale, og det er direkte uansvarligt, at politikerne sidder på deres hænder og lader folk dø.
Chauffører spilder hver dag mange tusinde arbejdstimer på at holde i kø i København. Det koster samfundet mange millioner kr. om dagen og belaster chaufførernes helbred.
For turistbyen København er bilhelvedet et kæmpe minus. Mange andre europæiske hovedstæder har for længst gjort noget ved biltrafikken i den indre by. Til glæde for turister og alle de mange, der lever af dem.
Klimamæssigt vil løsningen have enorm effekt. Al erfaring viser, at folk holder op med at køre bil i byen, medmindre det er strengt nødvendigt. Flere vil cykle og flere vil tage bus, tog og metro. Den offentlige transport vil oven i købet blive billigere. Dels fordi bompengene skal gå til det, og dels fordi der er stordriftsfordele med flere passagerer.
Men det kan altså ikke lade sig gøre at løse problemet i København, fordi de tre regeringspartier er modstandere af skat og afgifter.
Der er ingen grund til at argumentere mere for ordningen. For det er ikke argumenter, der tæller her. Det er antallet af mandater i Folketinget. Dansk Folkeparti og dets støttepartier råder over 90. Og så bliver det, som de siger.
Frem til den 13. november.

Jeg har selv lært det af Frøbert

2011-08-17T15:57:00.000+02:00

For mig var det soleklart og pærenemt at gennemskue, at Venstre ikke uden videre måtte bruge et billede af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i deres mudderkampagne.
Jeg har nemlig lært pressejura på journalisthøjskolen ved salig Knud Aage Frøbert. Det er godt nok mange år siden, men det hænger ved. Frøbert redegjorde for et begreb, der hedder droit moral. Han udtalte det tydeligt, langsomt og mange gange, så ingen kunne undgå at huske det.
Droit morale er ophavsmandens moralske ret til et værk - det kan være et kunstværk, en artikel eller et foto.
Droit moral bliver krænket, hvis en kunstners værk bliver brugt i en sammenhæng, som kunstneren ikke bryder sig om.
Så den er tudeoplagt. Hvis fotografen ikke ønsker at deltage i Venstres kampagne. Hvis fotografen ikke ønsker at medvirke til, at Socialdemokraterne og SF bliver nedgjort, så må Venstre ikke bruge hans billede til det.
Droit moral er en del af ophavsretsloven. Fotografen har ophavsretten til billedet, og derfor må Venstre ikke bruge det uden hans tilladelse. Fotografen kan videregive brugsretten til andre og for eksempel tillade, at man må downloade billedet fra en hjemmeside, hvis man husker at angive fotografens navn.
Jeg kan se Frøbert for mig der i den store aula på skolen i Aarhus i 1983 og sagligt og tørt lede os rundt i de pressejuridiske kroge. Droit moral var en af de små sideveje, og der skulle altså gå 28 år før den næste gang blev aktiveret i min fysiske harddisk.

Forsøgsbehandling af rask patient

2011-08-13T12:01:00.001+02:00

Som de fleste andre danskere har jeg ikke noget nært forhold til regionerne. De løser nogle meget vigtige opgave for samfundet men regionerne som virksomhed nærer jeg ikke dybe følelser for.
Alligevel synes jeg, det er tudetosset, at regeringen nu over hals og hoved vil nedlægge regionerne. Det er der to grunde til.
1. Der er ikke noget problem. Vores sygehuse fungerer udmærket og regionerne har været dygtige til at styre dem.
2. Vi ved ikke, om den nye model overhovedet virker.
For mig at se svarer det til at indlede en eksperimentiel behandling af en rask patient. Det er spild af tid og penge. Det risikerer at gå grueligt galt. I allerheldigste fald bliver vores sundhedsvæsen en anelse bedre.
Vi taler om et område, som hvert år koster samfundet mere end 100 mia. kr. Vi taler om et sundhedsvæsen, som alle danskere betaler til og benytter sig af. Det må ikke gå galt.
Må der da ikke ske forandringer? Jo. Det gør der i allerhøjeste grad også. Sygehusvæsenet har de seneste tre år sat gang iden største forandringsproces i mange år med opbygning af de nye supersygehuse. Det bliver en helt ny organisering af sygehusene.
Er det så ikke netop anledningen til at nedlægge regionerne og finde en anden styreform? Måske. Det kan godt være, at sygehusene skal styres på en anden måde. Det ved jeg ikke. Men det vil da være fint at undersøge mulighederne, studere erfaringer fra andre lande, inddrage eksperter og patienter og få en folkelig debat om det, på samme måde som med kommunalreformen.
Men det får vi ikke. Venstres top har på en uge fundet en ny model for sygehusene, som skal vedtages af det snævrest mulige flertal i Folketinget om to måneder. Regionernes øvrige opgaver vil de tage stilling til bagefter.
Det er overhovedet ikke seriøst eller ansvarligt. Men det følger regeringens logik som er, at de rigtige løsninger er dem, der kan skaffes 90 mandater til.

Wozniackis vinderpsyke er væk

2011-08-11T20:20:00.000+02:00

Caroline Wozniacis pinlige nederlag i aftes i Toronto er endnu et spændende eksempel på, at psyken er en af de vigtigste faktorer i topsport.
Træning, træning og træning er vejen til eliten. Når du er der, afgør psyken, om du kommer helt til tops. Tør du vinde, tør du risikere at tabe for at vinde, tør du blive ved med at tro på, at du kan vinde, udstråler du over for modstanderen, at du vinder - så vinder du. Ellers taber du.
Wozniacki tabte første sæt i går. Det kan ske. Ny turnering. Modstanderen er totalt sat op for at slå verdens nummer 1, og man skal lige i gang. Helt efter planen tog Wozniacki hånd om kampen i andet sæt og kom foran 5-1. Så lavede hun et par dobbeltfejl og tabte et enkelt parti. I det næste havde hun to sætbolde, som hun missede, og så faldt hun helt sammen og tabte resten af partierne. Fra 5-1 til 5-7 mod en dårligere modstander på 20 minutter.
Det er hverken vinden eller modstanderens skyld. Det er alene Wozniacki, som ikke har fundet vinderpsyken frem efter forårets og sommerens dårlige resultater. Hun bliver bange for at tabe - og så taber hun. Hun ved, at hele tennissporten beskylder hende for at være ufortjent nummer 1, fordi hun aldrig har vundet en af de store turneringer. Hun ved, at den kritik får ekstra styrke efter sådan et nederlag. Det pres får hendes spil til at bryde sammen.
Men vi ved, at der ikke kun er en taber-Wozniacki. Der er i høj grad også en vinder. Det er den Wozniacki, vi skal have tilbage. Hun skal vinde den psykiske kamp mod sig selv. Modstanderne skal igen mærke, at Wozniacki aldrig har tabt før det sidste slag er slået. Så kan hun også komme helt til tops i en af de store turneringer i den uge, hvor det hele flasker sig for hende.
Hun er bestemt ikke ene om det. Vi kender det fra fodboldstjerner, der pludselig ikke scorer mål i mange uger. Så bliver det en historie og en belastning for dem, og så kan de slet ikke finde netmaskerne.
Vi kender det fra Tiger Woods, som i flere år var verdens suverænt bedste golfspiller. Han var bedst i alle spillets faser, men da han blev afsløret som en gemen horebuk, brød hans spil totalt sammen. Nu slår han ikke nær så godt som for to år siden.
Der er lige så mange positive eksempler. Svømmeren Lotte Friis har først måttet høre landstræneren fortælle, at hun var for tyk. Senest har han så underholdt med, at hun er doven. Det gjorde han lige efter det VM for nylig, hvor Lotte Friis ydede den flotteste præstation i dansk svømmesports historie med en guld- og en sølvmedalje. Landstræneren kan angle efter pressens opmærksomhed med alle sine besynderlige anklager. Men Lotte Friis griner bare. Hun ved, at hun kan noget særligt nede i det bassin, og hun tror på, at hun kan komme før i mål end de andre.
Måske har de trænet mere. Måske er de slankere. Men de er ikke Lotte Friis. Det ved de selv, og det ved Lotte Friis. Og så vinder hun igen.

Ejer du aktier - så gå en tur i skoven

2011-08-08T19:34:00.000+02:00

Tænk sig at gå på pension efter 40 år i et firma, der hedder Standard & Poors og så fortælle sine børnebørn, at man har brugt hele sit arbejdsliv i et kreditvurderingsinstitut.
Det er faneme uhyggeligt, du.
Nå men det institut har altså jaget en skræk i livet på alle i denne verden, som mener, at økonomi er en værdi i tilværelsen.
I fredags nedgraderede Standard & Poors de amerikanske statsobligationer. Det betyder, at obligationerne efter instituttets mening ikke længere er en stensikker investering - kun en meget sikker investering. Det der institut har åbenbart så stor magt, at alene den ringere karakter fik store dele af verdens aktiebørser til at gå agurk i dag. Aktierne blev en hel masse hundrede milliarder mindre værd.
Det udstiller, hvor kunstig hele den verden er. Det er jo ikke sket noget reelt med den amerikanske stats økonomi her i weekenden eller med de mange firmaer, der er noteret på børserne. Kreditvurderingen er en vurdering og ikke andet.
Men dem om det.
Hvis du ejer aktier, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Aktierne stiger nok igen. Vent med at sælge dem til kursen er højere. Du taber først penge, når du sælger aktierne med tab.
Hvis du er bekymret for din pension, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Det går op og ned med afkastet og et enkelt eller to års fald i aktiekurserne ødelægger ikke din pensionsordning.
Hvis du er dybt bekymret for udsigterne til en langvarig krise, har jeg et endnu bedre råd: Gå en tur i skoven. Der er masser af ilt til din bekymrede hjerne. Der er gratis bær, der er spændende dufte, og der er højt til himlen.
Skovturen løser ikke Verdens økonomiske krise, men den er god for sjælen. Og så kan du jo tænke over, hvad formålet er med alle de penge. Hvis du gerne vil være rig, fordi du så kan nyde livet og have det godt - så kan du bare vælge at springe det med pengene over og simpelthen bare nyde livet. Det giver helt sig selv, når du i skoven.

Kartofler i hestemøg

2011-08-06T18:22:00.002+02:00

I dag får vi nyopgravede økologiske, hjemmedyrkede kartofler til middag. Det lyder lækkert, ikke?
Jeg kunne også skrive, at vi får lortekartofler. De er nemlig dyrket på vores mødding, som består af tre ting: Spåner, hestepærer og hestetis.
Det er et af mine vanvittige stunt. I forsommeren skulle jeg smide en pose kartofler ud, som vi desværre ikke havde fået spist. De havde fået spirer og var halvrynkede.
Så kom jeg til at tænke på, at vores søde nabo sidste år forklarede om alt det gode, jeg kunne dyrke i komposten og i møddingen. Og det var jo aspargeskartofler, som var på vej ud i kompostbeholderen, så jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at grave dem ned i møddingen i stedet.
Den har stået i et år, så der var groet ukrudt. Det tog lige 10 minutter at rykke det op, før jeg satte mine rynkede aspargeskartofler.
Nogle uger senere var planterne skudt i vejret, og jeg hyppede dem - det vil sige, at jeg skubbede mødding sammen, så hver plante stod på en tue.
Forleden konstaterede jeg, at de var blomstret af, og her til eftermiddag gik jeg så på høst. Den første plante bød på 6 nydelige aspargeskartofler. Helt rene og fine og meget lækre. Den næste stod dårligt, og der var kun få og små kartofler, men den tredje var endnu bedre end den første.
Det var dagens høst. Jeg har skyllet dem og børstet dem med hænderne, og nu står de og koger. De skal serveres sammen med resterne fra i går.
Jeg er sikker på, at de smager af kartofler. Hvad skulle de ellers smage af?

Naturen, det billige skidt

2011-08-03T22:05:00.000+02:00

Lidt overraskende har jeg oplevet at stå helt isoleret i en diskussion om et af tidens emner. Alle uden undtagelse mener det modsatte af mig. Det er faktisk en rigtig dejlig følelse at indtage det ledige synspunkt.
Det handler om træfældningen i Østerild Plantage. Jeg synes, det er forkert at fælde en fredsskov, men det kan jeg ikke overbevise nogen om.
"Der bliver plantet lige så mange træer og flere til et andet sted"
"Plantagen er ikke naturlig. Det er træer, der er sat i snorlige rækker"
"Hvis man vil have udvikling bliver man nødt til at gøre nogle ofre".
Sådan lyder tre af de fine argumenter, jeg bliver mødt med.
Dem skal jeg ikke jorde her.
Jeg tager dem som et symptom på, at naturfredning ikke er en folkesag. At et område er fredet, betragter mange enten som ligegyldig eller som besværligt og forkert.
Den holdning er ikke ny. Den har været fremherskende i mange år og er skyld i, at den danske natur går katastrofalt tilbage. Søer og vandløb gisper, der bliver færre og færre typer natur, moser, enge og overdrev i tusindvis er pløjet væk og tidligere helt almindelige fugle og dyrearter er stærkt truet. Viben er for eksempel ved at være en sjælden fugl i Danmark, og bestanden af harer er foruroligende lav.
Myndighederne har lukket øjnene for, at danske landmænd har ødelagt hundredevis af små naturperler, de såkaldte paragraf 3 områder. Det kan være et vandhul, en eng, eller en mose. Det skete ikke i 1948 eller 1954, men i 2007-2008.
Naturen i Danmark bliver ikke reddet med hensigtserklæringer og forhandlinger om principper i EU. Der skal handling til.
Sagen om testcentret for vindøller var en mulighed for at tage naturens parti. Men det gik som det plejer. Møllerne kunne ikke stå på landbrugsjord, fordi det ville krænke den private ejendomsret. Den er hellig.
Det er naturen ikke.

Snørebånd for dummies

2011-07-31T22:02:00.000+02:00

Den person, der opfandt snørebåndet, var uden tvivl meget innovativ, selv om det ord ikke eksisterede dengang.
Men i dag ville opfindelsen ikke blive godkendt. Snørebånd opfylder ikke nutidens krav om brugervenlighed. Folk, der ikke er praktisk anlagt, kan ikke betjene snørebånd uden at komme i problemer.
Jeg er en af de snørebåndshandicappede. Jow. Jeg kan da godt binde en sløjfe. Men det er sjældent nok. De fordømte bånd går altid op. Når man løber, er det farligt. Jeg kan fremvise flere spændende ar som følge af styrt på løbeture, hvor jeg snublede i mit snørebånd. Det ser faktisk temmelig dramatisk ud, når 188 cm og 78 kilo pludselig vælter ned på asfalten.
Så jeg binder altid dobbeltknuder. Det kan jeg også godt :-)
Men binde dem op igen? Der går det galt. Forunderligt galt.
Jeg ved med min forstand, at jeg bare skal hive i en bestemt ende - så går hele dobbeltknuden og sløjfen op på én gang.
Jeg ved også, at man kan hive i den forkerte. Det gør jeg sådan cirka 49 gange ud af 50. Og her kommer det forunderlige. I løbet af ét sekund kan sådan en dobbeltknude blive til et uoverskueligt virvar af knuder og sløjfer. Spørg ikke, hvordan jeg gør - jeg gør det bare.
Derfor mener jeg, at Verden ville blive et bedre sted at leve, hvis nogen ville være så søde at opfinde snørebånd for dummies.

Amsterdam - Europas bedste cykelby

2011-07-30T13:55:00.000+02:00

Efter to år med vores elskede Stockholm var vi lidt nervøse for årets sommerferie, som gik til Amsterdam. Vi foretrækker at cykle rundt i storbyer, og alle havde på forhånd sagt, at Amsterdam er en fed cykelby. Men passer det nu også?
JA.
Amsterdam er den bedste cykelby, jeg kender og jeg tør godt kalde den Europas bedste cykelby.
Der er flere millioner cykler i Amsterdam, og det er nemt, trygt og hyggeligt at cykle rundt i midtbyen. Når man så oven i købet som jeg er anarkistisk anlagt, så finder man ikke noget bedre sted at cykle end den hollandske hovedstad.
Midtbyen er jo domineret af kanaler og vejene er smalle. Så det er helt umuligt, at bilerne kører stærkt. Vejene er ensrettede på hver sin side af kanalen. Men i Amsterdam gælder ensrettet kørsel kun for biler. Cykler må naturligvis køre i begge retninger. Her er vi inde ved kernen af Amsterdams cykelforståelse. Det gælder om at gøre det så nemt som muligt at cykle og at få trafikken til at glide. Det gælder ikke om at overholde en masse regler.
Derfor kører man mod kørselsretningen, hvis man lige er kørt forkert - ellers tager man broen over og kører med retningen, for det er nemmere.
Hvis en bil spærrer vejen, kører man lige op på fortovet (under hensyntagen til fodgængerne, selvfølgelig). Hvis der er fri bane, kører man over vejen, uanset om der er rødt lys. Der er ingen hajstriber. Ved de mange kryds, kører man frem, hvis der er fri bane og holder tilbage for andre. Det kan man gøre ved at regulere fart og retning, lige som fodgængere på en propppet gågade.
Vi kørte gaderne tynde i fem dage, og der var ingen sure miner, skråt-op fingre eller råben og skrigen. Der var kun cyklister, som kom frem uden problemer.
Der var til gengæld nærmest ingen racercykler. De fleste kører på damecykler. Det gælder ikke om at køre stærkt, og der er såmænd heller ingen tid sparet ved at drøne afsted, for der kommer hele tiden et kryds, og der er måske lidt fodgængere på kørebanen/cykelstien længere fremme.
Cykelhjelme er der heller ingen af, og der er heller ikke brug for det, for der sker stort set ingen uheld. Cykelstativer? Jo, der er nogle stænger, du kan sætte din cykel op ad, men ellers stiller du den bare et passende sted. Gerne i nærheden af nogle andre cykler - så kan det vel ikke gå helt galt.
Summa summarum: Flere cyklister, færre regler, påbud og normer - større cykelglæde og færre problemer.
Og så er det forresten billigt at leje cykler. Vi gav 50 kr. pr. døgn, hvor af knap halvdelen gik til forsikring. For det beskedne beløb rådede vi over en funktionel og driftssikker rød damecykel uden dikkedarer.

Terror i Oslo - hvad kan vi så lære af det?

2011-07-23T22:14:00.002+02:00

En eller anden popstjerne er død i en ung alder.
En eller anden cykelrytter har vundet Tour de France. Han kom ind et stykke tid før en anden.
Det kunne være to store begivenheder, men for os i Norden er de helt ligegyldige. Den eneste nyhed, der fæstner sig, er massakrerne i Oslo.
Når sådan noget sker, vil man jo gerne blive klogere, så Verden kan undgå en gentagelse.
Men der er ikke noget at lære. Gerningsmanden eller gerningsmændene har ikke opnået noget som helst: Jo opmærksomhed, død og traumer. Men det eventuelle politiske budskab, der måtte være knyttet til vanviddet, er ikke nået ud og kommer det næppe. Hvis det sker, vil det ikke betyde flere højreorienterede i Norge eller i Norden.
Har vi lært noget om sikkerhedsniveauet og om efterretningstjenesternes mulighed for at dæmme op for terror? Næe. En enkelt forstyrret person - eller to - vil altid kunne dræbe mange mennesker. Kør over for rødt på H. C. Andersens Boulevard - så kan du hurtigt slå en masse fodgængere ihjel, og det vil hverken aflytning eller videokameraer kunne dæmme op for.
Eneste lyspunkt er, at vi kan glæde os over den fornuftige norske statsminister Jens Stoltenberg. Han farer ikke ud som en anden George Bush med hadefulde erklæringer, når hans land bliver ramt af en ufattelig tragedie. Stoltenberg forsvarer de (gamle) nordiske værdier, og vi ser, at høj og lav i det norske samfund opfører sig fornuftigt.
Gerningsmanden blev overmandet af norske specialstyrker. Det skete uden blodsudgydelser. Sådan vil vi helst have det i Norden. Lur mig, om han ikke var blevet dræbt, hvis det var foregået mange andre steder i Verden.
Tak, Norge. Vi er mange, der bakker jer op.

Tihi - politiet snydt igen

2011-07-21T11:50:00.000+02:00

Vi danskere synes altid, det er sjovt, når den lille narrer den store. Derfor griner jeg også med, når det dag efter dag lykkes nogle gamle hippier på Thy at forhindre statens motorsavsmassakre mod 286 hektar fredet skov i Østerild Og Hjardemål Klitplantager.
I dag havde demonstranterne kaldt til svampetur, så politiet sendte kun nogle få vognfulde betjente afsted. De snu hippier satte sig på dækkene på de store entreprnørmaskiner, og politiet kunne ikke fjerne dem.
Tihi.
Politiet lover at vende talstærkt tilbage i morgen. Hippierne og deres venner kan så bruge ventetiden på at tilrettelægge deres fredelige modtræk.
Jeg forstår udmærket, at politiet farer med lempe. Der er ingen grund til at skyde med vandkanoner eller slå folk med stave ude i en plantage langt væk fra alting. Politiet skal selvfølgelig undgå at blive en del af konflikten.
Den er i sig selv meget interessant. Det er naturen mod klimaet. De mange tusinde træer i det fredede område skal ned for at gøre plads til et nationalt testcenter for havvindmøller. Der skal opføres 250 meter høje møller i stedet for de gamle træer. Det fremmer Danmarks planer om at blive fri for olie, kul og gas, og det er med til at skabe arbejdspladser hos Siemens og Vestas.
Det er svært at være modstander af sådan et projekt, men det er endnu sværere at forstå, at det lige præcis skal presses ind i et enestående fredeligt naturområde. Danmarks Naturfredningsforening - som i den grad går ind for vindkraft - har længe talt for at opkøbe landbrugsjord til formålet og foreningen har selv udpeget alternative placeringer til testcentret.
Det var dumstædigt, at de ansvarlige politikere ikke ville lytte. Så havde de undgået en rigtig dum konflikt, som til overflod ender med, at en lille gruppe hippier driver gæk med den store statsmagt.
Tihi.

Morgenritual med aviser år 2011

2011-07-19T20:14:00.000+02:00

Vi holder avis - endda en morgenavis. Men den kommer altid efter kl. 9 her ude på landet, så til hverdag er det en eftermiddagsavis.
Her i ferien kunne det være skønt, hvis avisen var her kl. 8, så vi kunne starte dagen med en kop kaffe og avisen.
Det gør vi så alligevel på vores egen måde. Hver morgen her i ferien, laver jeg kaffe og te og hælder müsli op. Så sætter vi to os over for hinanden med hver sin iPad og læser vores aviser. Det er en lille stjernestund.
Selv om vi surfer gennem de samme sider, finder vi meget forskelligt. Jeg tror, jeg er meget slem til at scanne overskrifter i en fart, mens Solle er bedre til at fordybe sig i indhold.
Hvis hun spørger, om jeg har læst en artikel, svarer jeg som regel, at jeg har set overskriften men ikke lige fået læst hele indholdet.
Hvis jeg spørger til en nyhed, har Solle ofte ikke set den. Hun må have et selektivt blik, for jeg har gerne set den samme overskrift flere steder.
Jeg holder stadig meget af trykte aviser, men jeg må da indrømme, at iPaden er smartere til morgenkaffen. Den fylder ikke så meget, og man behøver ikke at diskutere, hvem der skal have hvilken sektion.
Men man har stadig muligheden for at dele oplevelserne og læse det samme. Og det er jo netop det hyggelige ved at dele avis.

En bog jeg ikke kan anmelde

2011-07-17T13:55:00.002+02:00

Jeg tror ikke, jeg duer til at anmelde skønlitteratur. Men jeg har lyst til at skrive noget om den bog, jeg knokler mig igennem her i sommer.

Min Kamp er den provokerende titel på den 46-årige nordmand Karl Ove Knausgaards 6-binds værk om - Karl Ove Knausgaard. Jeg er 550 sider henne i bind 2, og har 3'eren hjemme på et 14-dages lån.

Det er herlig læsning, når først man er krøbet ind i Knausgaards univers og har accepteret bogens præmis. Han skriver om stort og småt i sit liv, og ikke ret meget om det midt imellem. Bittesmå episoder bliver foldet ud og fortolket og sat ind i en større sammenhæng. Knausgaard fremstiller sig selv som lidt af en knudemand men som forfatter udstiller han alle sine følelser og overvejelser.

Stilistisk har jeg ikke oplevet noget lignende. Knausgaard springer frem og tilbage i tiden og mellem følelser og beskrivelser. Det virker meget spontant med en tanke, han lige får. Selv om han drøner ind og ud af alle mulige sidespor, leder han os aldrig på vildspor.
Værkets helt store kvalitet er forfatterens mentale navlepilleri. Selv om han på mange måder er en speciel person, er det meget vedkommende. Mænd er nøjagtigt lige så forfængelige, selvbebrejdende og problematiserende som kvinder. Vi er det bare på en anden måde. Vi er mindst lige så komplicerede som kvinder, måske mere, fordi vi lader som om, det hele er enkelt.

Jeg ved ikke, om du forstår, hvad jeg skriver. Jeg kan ikke forklare det bedre, for jeg er hverken forfatter eller litteraturanmelder. Knausgaard forklarer det heller ikke i sine bøger. Han viser det. Dermed overholder den journalistiske grundregel "don't tell it - show it".

Derimod kniber det gevaldigt med mit fags dyd om at skære ind til benet. De to første bøger er på over 600 sider, og der er stort set ingen handling. Der er måske lige til en tospalter i agurketiden.

Til gengæld er det hele ikke glemt igen dagen efter.

Dana Cup - en god historie for alle

2011-07-14T17:13:00.000+02:00

1. juli 1986 startede jeg som nyuddannet journalist på Vendsyssel Tidendes redaktion i Frederikshavn. En uge efter var der Dana Cup i byen med tusinder af fodboldspillere fra hele verden, og jeg dækkede arrangementet.
Det var sjovt. Og nemt.
Nogle gange om ringede jeg til cupleder Pauli Jørgensen og fik et par historier. Og hver dag gik jeg sammen med en fotograf rundt på stadion, Fodboldvej og andre steder i byen og snakkede med spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere.
så havde jeg historier nok til mindst 1 af de store avissider, og alle var glade:
Læserne - kunne godt lide nærværende og positive historier mennesker.
Mine kolleger - kunne tage det lidt roligt, fordi jeg næsten kunne fylde avisen.
Redaktionssekretærerne - havde let ved at sætte siderne op, fordi der var mange små historier ned store billeder til.
FfI og Dana Cup - var formentlig glade for den massive dækning
Jeg - havde det sjovt og gjorde fin fyldest på mit nye job.
Så det var en win-win, inden det udtryk kom frem.

Så gik der 25 år med andre gøremål, og pludselig for et par uger siden var jeg sammen med en kollega fra Tankegang ferievikar på Kanal Frederikshavn.
Jeg lavede selvfølgelig en foromtale af Dana Cup, og den måtte nødvendigvis få den kedelige vinkel, at svenskerne svigter turneringen. Der er kun 21 hold från hinsidan med i år, og det betyder, at den 28. udgave af Dana Cup i Frederikshavn er langt mindre end tidligere.
Det er meget kedeligt, og jeg håber, at alle gode kræfter i byen vil hjælpe FfI med at vende den udvikling. Dana Cup er en helt igennem positiv begivenhed - for spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere. Turneringen skaber liv i byen, og jeg bliver glad, når jeg ser unge mennesker i sportstøj gå grinende og pjattende rundt på Rimens Alle eller i Danmarksgade.
Dana Cup er stadig en rigtig god historie, og det må også være drivkraften i den salgsindsats, FfI og samarbejdspartnere nu skal i gang med for at sikre fremgang til de kommende års turneringer.
Selv om meget har forandret sig i de seneste 25 år, er den gode historie stadig gangbar. Så ud og fortæl den, FfI. Bed endelig andre om hjælp, så Dana Cup også fremover er en god historie for hele Frederikshavn.

For hårdt at løbe i et kvarter

2011-07-13T09:24:00.000+02:00

Jeg tror ikke, jeg kan holde til at løbe i et kvarter. Jeg kan kun klare at løbe i en time eller to.
Det lyder måske selvmodsigende, men det handler om den nye træningsmetode, der pludselig blev et hit i medierne for et par uger siden.
Kom i superform på tre kvarter om ugen, lød løftet. Metoden er enkel: 10 sekunders spurt, 20 sekunders jogging og 30 sekunders gang. At gentage 15 gange.
Så får du pulsen op 15 gange, og det har større effekt på kondi og puls end en løbetur i jævnt tempo på en time.
Jeg tror fuldt og helt på metoden. Intervaltræning og tempoløb har været kendt i årevis som den hurtigste vej til bedre form.
Men det er ingen genvej, skulle jeg hilse at sige. En kollega prøvede lige metoden, og han kunne melde, at det var virkelig hårdt de sidste 4-5 spurter. Og han er altså sej og i superform, så det er absolut ikke for de dovne eller magelige.
Selv har jeg prøvet i perioder med min egen form for intervaltræning. Tæt på hjemmet har vi en djævelsk stejl bakke, der er omkring 300 meter lang. Den enkle træning går ud på at lunte ned ad bakken og løbe op i pænt tempo. 10 eller 12 ture - det er knaldhårdt. De sidste par gange føler man, at alle indvoldene er ved at sprænges, og man er træt og udaset som et helt alderdomshjem.
Hvis jeg har bestemt mig for at snuppe sådan en omgang en tirsdag eftermiddag, så skal jeg virkelig tage mig sammen. Jeg finder på alle mulige overspringshandlinger, inden jeg løber hen til den forbandede bakke.
Hvis jeg bare beslutter mig for en løbetur på 13 kilometer, så er jeg ud af døren med det samme.
Det er det mentale.
Så er der det fysiske. Interval- og tempotræning er hårdt for benene. For begyndere er det en decideret dum idé at tage 15 spurter. Jeg er temmelig sikker på, at de fleste vil få en forstrækning eller en fibersprængning.
Jeg er altid på grænsen til en skade - i baglåret eller i venstre lægmuskel - så jeg skal også være varsom. Pineriet op og ned ad bakken går måske nok hver anden uge, men 15 spurter tre gange om ugen tør jeg ikke eksperimentere med.
Og så er der lige det med fornøjelsen. Det er skønt at løbe en tur på 13 kilometer - at høre fuglene, dufte til planter og tænke på ingenting. Hvis man er i spurthelvede, bliver man nødt til at koncentrere sig 100 % om løb.
Så overhal bare. Held og lykke med træningen - på din egen måde.

Avisen som ingen har læst

2011-07-10T09:45:00.000+02:00

At dømme efter de seneste dages medieomtale er der ikke et eneste menneske, der nogensinde har købt et eksemplar af den engelske skandaleavis News of the World. Høj som lav erklærer, at de aldrig selv læste avisen, og at den ikke vil blive noget savn.
Alle foragter foretagendet og dets metoder, som har været kendt i årevis.
Der er bare den lille detalje, at News of the World hver søndag er blevet solgt i omkring 2,6 mio. eksemplarer. Det er dog en slat - ca 25 gange så mange som det største danske dagblad.
Så det er ikke en undselig, fræk nicheavis, som nu bliver lagt i graven. Det er en uhyre populær nyhedskilde.
De 2,6 mio. købere er ikke blevet truet af en ond mafia til at købe News of the World. De har frivilligt trukket pengene op ad lommen. Søndag efter søndag. År efter år. Hver avis læses erfaringsmæssigt af 2,5 personer, så det er over 6 mio. englændere, som hver uge har fornøjet sig med de slibrige historier fra Murdochs håndlangne folk.
Nu er de ramt af kollektivt hukommelsestab. De kan slet ikke huske, at de har købt eller læst avisen, og de foragter den som pesten. Ja, de er faktisk dybt forargede over, at nogen mennesker kan finde på at tjene penge på den slags.
Hvad er hønen og ægget her? Laver journalisterne en avis, som rammer kundernes behov - eller skaber de et kunstigt behov? Hvis vi skulle opfinde alle aviser forfra, ville der så kun komme seriøse blade eller ville der også i den nye verden være sladdersprøjter?
Min holdning er, at læserne har en del af ansvaret. Nu kan briterne lige være forargede i en sommers tid, ligesom de var, da paparazier indirekte var skyld i Prinsesse Dianas død. Når det er lidt på afstand, snager 6 mio. læsere gerne videre i fodboldstjerners sexliv og politikeres drukture.

Jamen, altsååå

2011-07-08T07:57:00.000+02:00

For nogle år siden fulgte jeg et kursusforløb, hvor vi var 8 nordmænd og 8 danskere. En af fjeldaberne var revisor og løber Ove Haugen fra Larvik, og han fik en dag et vanskeligt spørgsmål.
Vores hjerne indstillede sig automatisk på at oversætte et svar fra norsk, og det var derfor hylemorsomt, da Ove lænede sig tilbage, rynkede brynene og på københavnsk sagde: "Jamen, altsååå".
Den dag gik der "jamen, altså" i det, og den følgende tid havde jeg svært ved at følge med i radioaviserne. Jeg hørte aldrig, hvad interviewofrene sagde, for de startede med at sige "jamen, altsååå", hver gang de fik et vanskeligt spørgsmål.
Det havde Ove spottet med sit sprogøre - og fordi det åbenbart ikke er et gængs udtryk på norsk. Prøv lige at analysere det. Hvad betyder "jamen, altså". Jamen er en selvmodsigelse, som betyder ja - og dog. Altså er bare en understregning, men det giver jo ingen indholdsmæssig mening sammen med "jamen"
"Jamen altså" er et pausesignal. Det fortæller bare, at man ikke lige ved, hvad man skal svare. Prøv at lægge mærke til det næste gang, du hører et interview i radio eller tv. Jamen, altså. Det bliver brugt hele tiden, og når du først har fokus på det, kan du ikke høre andet.
Læg mærke til, at dette indlæg er en udvidet "jamen, altsåå". Det handler heller ikke om noget.

Politisk banalyse

2011-06-29T19:11:00.000+02:00

Kilder på Christiansborg, der står hinanden nær, er tilsyneladende helt enige om, at vi står i en enestående parlamentarisk situation: de radikale laver et vigtigt forlig med de borgerlige og peger på en rød statsminister.
Nuvel, som Hilmer Baunsgaard sagde.
Det er vel ikke så kompliceret.
Hvis VKO igen får flertal, kører den blå blok uanfægtet videre.
Hvis S, SF og Enhedslisten får flertal, overtager rød blok.
Har rød blok brug for de radikales stemmer, ser Folketinget ud, som det har gjort så mange gange tidligere. Så bestemmer de radikale, hvem der skal have regeringsmagten, og så må regeringen ud at forhandle fra sag til sag for at få gennemført sin politik. Det gjorde Krag, Anker, Hartling, Schlüter, Nyrup og mange før dem.
Jamen, kan S og SF blive enige med de radikale om den økonomiske politik? Ja, de kan. For de skal.
De modsætninger, der forstørres op lige nu, skyldes partiernes ønske om at profilere sig forud for valget. S og SF skal stå sammen for at signalere et klart og stålsat alternativ til den borgerlige regering. Og de radikale skal markere sig som dem i midten, der vil splintre blokpolitikken.
De blå har ikke nogen god sag, for de fleste vælgere er godt og vel trætte af, at der altid følger en tossepræmie med til Folkepartiet, når regeringen skal have gennemført noget. Så Løkke & co kører frem med rød bloks økonomiske uansvarlighed. Den tror de selv på, men det gør den røde halvdel af befolkningen ikke.

Den vigtige nyhed om Don Ø

2011-06-28T12:34:00.000+02:00

Så vidt jeg kunne se viderekolporterede alle de store netmedier i går en nyhed om, at Don Ø var blevet "knaldet for spirituskørsel" (Berlingskes udtryk).
Kilden var Ekstra-Bladet, som Don Ø også havde udtalt sig til.
Historien fik en fremtrædende plads på de såkaldt seriøse mediers netforsider.
Don Ø var blevet stoppet af politiet efter en anmeldelse. Alkometret viste 0,5 promille og i dag kom det så frem, at blodprøven viste 0,2. Altså helt lovlig kørsel.
Hvem på Berlingske og Politiken har bestemt, at sådan en historie skulle på forsiden? Hvilke redaktionelle principper ligger bag sådan en beslutning? Er Lisbeth Knudsen og Bo Lidegaard enige i, at det var en nyhed for de to medier?
Jeg synes, det er underlødigt og helt ligegyldigt. Jeg kan til nød gå med til at bringe historien, hvis han havde kørt spritkørsel. Don Ø er vel en slags rollemodel. Men at udbasunere den uden at kende fakta - det er ren sensationsjournalistik, som Berlingske og Politiken vel ikke går ind for?
Eller hyr?

Jeg har vundet et løb

2011-06-26T14:36:00.000+02:00

For første gang i mit liv vandt jeg i dag et motionsløb.
Sådan en triumf kan man opnå på to måder. 1. Ved hård og systematisk træning. 2. Ved at stille op i et løb med få deltagere. Jeg valgte model 2.
Toppen af Danmark løbet havde samlet et par hundrede deltagere ved Palmestranden i Frederikshavn og jeg vil tro, at 25 af os løb distancen på 12 km. Mit løb gik udmærket. Det var i middagsheden, som jeg hader, så jeg lagde fra land i 4:25 pr kilometer. Den fart holdt jeg de første 9 kilometer, og så kunne jeg øge tempoet en anelse på den sidste af de fire rundture. Jeg tror, jeg kom i mål et par minutter før nummer to. Jeg fik en sponsorpræmie og blev fotograferet sammen med arrangøren Jan Vajhøj.
Den største glæde ved den lille triumf er, at min datter Lærke nu endelig kan være stolt af sin far. Da jeg løb mit første maratonløb i 1996 var Lærke 7 år, og jeg husker stadig hendes forventningsfulde blik, da jeg kom dødtræt hjem fra Aarhus.
- Vandt du?, spurgte Lærke.
- Nej, men jeg gennemførte, svarede jeg stolt.
- Hvad nummer blev du? lød det hurtigt fra den lille frækkert.
- Nummer 200- og et eller andet, svarede jeg.
Skuffelsen stod malet med monsterbogstaver i Lærkes ansigt. Hendes billede af far som den bedste og stærkeste i Verden krakelerede totalt.
Det har jeg nu repareret. Lærkes far er uden sammenligning Verdens hurtigste løber blandt dem, der stillede op på 12 kilometeren i Toppen af Danmark Løbet 2011.
Til lykke, Lærke.

Stærke tennisminder

2011-06-22T21:23:00.000+02:00

Fra jeg var 11-21 år var tennis min primære sport, og i alle teenageårene tilbragte jeg det meste af min fritid i sommerhalvåret på Holstebro Lawn Tennis Klubs anlæg.
Årets absolutte højdepunkt var Wimbledon-turneringen i London. Danmarks Radio sendte kvartfinaler, semifinaler og finaler direkte, og vi sad klistret til skærmen.
Det var herligt at sidde indendøre for nedrullede gardiner og følge Borg, Connors, Tanner, Nastasje, McEnroe, Chris Evert, Evonne Goolagong og de andre superstjerner dyste på den bleggrønne Centre Court.
Det var også effektiv mental træning. Når vi efter fire timer foran skærmen tog op på tennisbanen, kunne serven, baghånden eller flugtningerne pludselig fungere meget bedre. Så intenst fulgte vi hvert eneste slag. Også den taktiske forståelse blev bedre af tv-kiggeriet.
Herrefinalen var et særligt ritual. Den blev spillet efter, at vi var rykket i sommerhus i Søndervig, og der havde vi naturligvis ikke fjernsyn. Det var jo et fristed.
Så vi tog sammen med den tennisglade nabofamilie ind til et hotel i Hvide Sande. Her fik min far og Jørgen kaffe, og vi drenge en sodavand eller to. Kampen kunne jo godt trække ud i 3-4 timer. Her sad vi 6 mennesker og råhyggede os og klogede os helt urimeligt om teknik, taktik og psykologi.
Det var en stjernestund.
Som voksen begyndte jeg at løbe, og tennisinteressen ebbede gradvist ud. I nogle år fulgte jeg kun min gamle sport på overskrifts-niveau.
Så kom Caroline Wozniacki.
Det er et mirakel for en tennisfan, at en dansker ikke bare er med i tennis-cirkusset, men også er helt oppe i toppen. Så i det seneste år har jeg fulgt kvindetennis intenst - og er også godt med på herresiden.
Igen er Wimbledon noget særligt. Det er ikke til at forklare. Sådan er det bare. Wimbledon er den mest prestigefulde turnering, og Centre Court er noget helt specielt.
Jeg ser næsten aldrig tennis i tv, for vi har ikke adgang til sportskanaler. Jeg har nogle gange fundet nogle internetkanaler, hvor jeg kan følge Carolines største kampe live.
Ellers foregår det via app'en på iPhone eller på en af avisernes websites. Her ser man ikke selve spillet, men får resultatet bold for bold. Det er spændende, og jeg synes selv, jeg har en god fornemmelse af kampens forløb og spillernes op- og nedture.
Skulle Wozniacki komme i finalen, sætter jeg mig om nødvendigt ind på et hotel og køber en sodavand.

Selvkritiske journalister

2011-06-19T15:05:00.000+02:00

Journalister er blevet bedre til at modtage kritik og indrømme fejl i det kvarte århundrede, der er gået siden jeg tog min uddannelse.
Rettelser har fået en lidt mere fremtrædende plads, og der er opstået et nyt stofområde, som hedder medier. Her skriver journalister og kommentatorer om mediernes dækning i bestemte sager, om etik og om journalistikkens udvikling.
Et af de bedste eksempler er P1s Mennesker og Medier, som jeg hører hver eneste uge. Forleden handlede det blandt andet om Pressenævnet og om bøder og erstatninger. Her har mediebranchen stadig et blødt punkt.
Hvis en advokat begår en fejl, kan vedkommende få en advarsel eller en bøde af Advokatnævnet. Ved gentagelser kan advokaten endda miste sin bestalling. Tilsvarende systemer findes i andre brancher, men i medieverdenen sidder et tandløst pressenævn, hvis værste sanktion er at udtale "alvorlig kritik", som avisen kan trykke ned i hjørnet af side 2 nogle måneder efter at have bragt en grufuld løgnehistorie.
Det er ikke godt nok.
En af mediernes opgaver er at kontrollere magthavere af alle slags. Og at afsløre dem, når de laver noget snavs.
På den måde bliver medierne og journalisterne også magtfulde. Og hvis de laver noget snavs, skal de afsløres og straffes.
Der skal ikke uddeles bøder i tusind- eller hundredvis, for der skal være plads til menneskelige fejl og misforståelser.
Men i de få tilfælde, hvor journalister og medier uberettiget hænger mennesker eller virksomheder ud, fordi deres research ikke er i orden, da skal der falde en bøde eller en anden sanktion, der kan mærkes.
Det kan sammenlignes med bilforhandlere, der sælger sminkede lig og med restauratører, der varmer gårsdagens mad op igen. Journalister, der interviewer fiktive kilder, laver citatfusk eller viderebringer alvorlige anklager uden at kontrollere dem, skal have et rap over nallerne. Der kan mærkes.
Oven i kommer selve retssystemet, hvor man kan anlægge en erstatningssag, hvis bilforhandlerens, restauratørens eller journalistens fusk har medført et tab. Det fungerer allerede i dag, og her skal journalister og medier hverken stilles bedre eller dårligere end andre.
I radioprogrammet afviste branchens repræsentanter behovet for et bødesystem. Det synes jeg, de skulle genoverveje. For mig er det vigtigste argument, at pressen er en vigtig magtfaktor i vores samfund. Det er ikke holdbart i 2011, at en magtinstitution mere eller mindre kontrollerer sig selv og stort ikke kan blive straffet for sine fejl.
Det kan heller ikke være i pressens interesse.

Tak for et lærerigt besøg

2011-06-15T20:29:00.001+02:00

I dag havde jeg besøg af et hold nordjyske ledere på efteruddannelse. Jeg skulle fortælle om innovation i Tankegang og for vores kunder. Meningen var vel, at mine gæster skulle lære noget.
Det håber jeg, de gjorde. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg lærte noget. Sådan er det næsten altid. Den mest effektive måde at lære på er at lære fra sig.
Jeg lærte noget af spørgsmål, jeg ikke helt kunne svare på. Jeg lærte noget af kritiske spørgsmål. Og jeg lærte noget af et par stykker, der spurgte om råd til deres egen situation.
Og så lærte jeg noget meget konkret om medier og målgrupper. To af deltagerne kom fra en kommune, som har vedtaget, at al kommunikation til medarbejderne skal være elektronisk. Det sparer tid og penge og er godt for miljøet.
Men de to deltagere her kom fra dagplejen, og de har det praktiske problem, at en del af dagplejerne ikke har nogen computer derhjemme. De har selvfølgelig heller ingen mailadresse, så de kan ikke modtage beskeden fra deres arbejdsplads.
Du vil måske mene, at det er dagplejerens problem, og ikke arbejdsgiverens. Sådan er det ikke i virkelighedens verden. Hvis kommunen forlanger, at de ansatte skal have en computer og skal læse mail, så må kommunen betale for det, mener dagplejernes fagforening.
Hvad man gør man som leder?
Ja, det var et par rigtig fornuftige folk, jeg havde besøg af, så de sender simpelthen breve ud, selv om det er i strid med de formelle regler. Det er nemmere og billigere og mere effektivt end en langvarig forhandling om computertillæg.
Det er da lærerigt for en kommunikatør, som gerne vil nå ud til alle målgrupper. Nogen af dem derude er utilfredse med, at de bliver påtvunget en email, mens andre klager over, at bankens app er for primitiv.
Det er et kæmpe spænd, vi skal skræve over. Gad vidst, om vi er gode nok til det? Jeg er i hvert fald ikke altid bevidst om det.
Så tak for et lærerigt besøg.

Brønderslev indrømmer fejl

2011-06-11T16:27:00.000+02:00

I nyhedsmagasinet Danske Kommuner læser jeg, at Brønderslev Kommune har inviteret en forsker fra Aalborg Universitet indenfor for at studere kommunens fejslagne krisehåndtering i den ulykkelige sag med de misbrugte og vanrøgtede børn.
Det er glimrende, og det er super, at andre kommuner og alle vi andre kan lære af sagen.
Når det er sagt, var det altså nogle temmelig elementære kommunikationsmæssige fejl, kommunen begik i de forfærdelige dage i vinteren 2010, da sagen bragede løs i medierne.
Jeg kan huske, at jeg krummede tæer og undrede mig over kommunens strategi.
Først forsøgte borgmesteren at benægte, at der var et problem. Senere påstod hun, at det ikke var kommunens. I tredje fase gik kommunen til angreb på ministeren, andre kommuner og pressen.
Da det hele faldt til jorden, nægtede Brønderslev Kommune at udtale sig - angiveligt for børnenes skyld.
Fejl fejl, fejl, fejl.
Det er meget svært at håndtere en krise, når den samlede danske presse kører frem med det hårde skyts. Og det er fuldt forståeligt, at Brønderslev Kommune kom i problemer.
Men der fra og så til at benægte åbenlyse problemer, refleksagtigt benægte at have begået fejl, angribe alt og alle og til sidst fornærmet smække med døren - der er altså et stykke vej.
Brønderslev Kommune har lært af fadæserne. På et pressemøde forleden fastslog borgmester Lene Hansen, at hun gjorde det helt forkert i 2010, og at hun skammede sig over sine udtalelser fra dengang.
Hendes ædle motiv var at bakke kommunens medarbejdere op, men resultatet blev præcis det modsatte.
Den enkle og primitive opskrift på krisekommunikation er at skynde sig at indrømme en fejl. Det virker hver gang, og man kan roligt gøre det, for alle begår fejl. Se bare i den daglige avis

Hvad har du gjordt med din ketcher?

2011-06-06T19:57:00.000+02:00

Jeg fornemmer, at der er en ny sprogtrend på vej. Den gør op med rigtigt og forkert sprog.
Formelt set er der ingen ændring. Det talte sprog er der ingen formelle regler for, og på det skriftlige område er der en norm, som Dansk Sprognævn fastsætter gennem Retskrivningsordbogen.
Det nye er, at flere og flere sprogfolk nægter at tale om forkert dansk. Det er ikke forkert at skrive gjordt eller ketcher. Det følger bare ikke dansk retskrivning.
Jeg bruger med vilje de to eksempler. Gjordt er et super eksempel på regel-tyranniet. Det kan i den grad grad hidse sure gamle mænd op, når nogen skriver d i gjort. For de har jo lært en dum remse i skolen om netop det ord.
Jeg har også selv en rem af huden, men det er noget pjat, for det er jo ikke til at misforstå, og det er for resten heller ikke logisk. Gjore det noget, hvis der var et d for meget eller for lidt?
Ketcher er en større fejl, for der er hele to forkerte bogstaver i. Ifølge Retskrivningsordbogen staves ordet ketsjer - og ikke på andre måder.
Men hr. Jeronimus lærte ch-formen som barn, og derfor synes han ikke, det er en fejl at bruge den. Det synes jeg heller ikke, for jeg forstår fint ordet, selv om stavningen ikke følger den grønne bog.
Sproget er et nyttigt værktøj, vi bruger til at kommunikere med. Det er ikke en hammer, vi skal slå hinanden oven i hovedet med.
Så hvis din niece fra Tarm siger, at hun lå sin mobil på a fjernsyn, så har hun ikke begået tre fejl. Så har hun blot meddelt dig, hvor du kan finde hendes telefon. Hvis du uden videre forstår det, har sproget løst sin opgave.
Hvis to teenagepiger kalder hinanden for luder, så er du velkommen til at vrænge på næsen af dem. Men de kunne lige så godt have sagt skat. Det betyder nogenlunde det samme. Hvis de kaldte dig en luder, ville det være helt vildt. Lige så vildt, som hvis du sagde du til Mærsk McKinney Møller og De til mig.
Det sidste vil ikke være forkert, rent regelmæssigt. Men sprogligt vil det være en brøler.
Som ville gøre dig fortjent til at få din hale smurdt.

De skrupskøre småord

2011-06-04T09:51:00.000+02:00

Af og på er hinandens modsætninger, men når de små ord leger med udsagnsord, opfører de sig skrupskørt.
Afkørsel og påkørsel er ikke modsætninger. Afbud og påbud har ikke noget med hinanden at gøre. Og hvad med aftale og påtale?
Det bliver ikke bedre med af og til. Afgang og tilgang - den er i vinkel. Men afbud og tilbud? Afstand, tilstand og påstand - det er tre helt forskellige ord. Og der er mere mystisk stand - henstand, opstand og forstand.
Aftag og tiltag - der kan jeg ikke påtage mig en forklaring. Affald har vist heller ikke noget med tilfald (tilfælde) at gøre. Og det er påfaldende, at udfald og indfald heller ikke har forbindelse.
Der kom vi til ind og ud. De er også tossede legekammerater. Indtryk og udtryk - og for den sags skyld aftryk og påtryk. Ikke modsætninger.
Man kan sagtens have indsigt og udsigt på samme tid. Og et indslag kan godt give udslag. Et udsalg kan give mere indsalg. Man kan have en bestemt indstilling til en udstilling. Og det kan have stor indvirken, når man udvirker noget. Jeg er ved at skrive et indlæg, hvor jeg udlægger noget - ganske vist uden at have fået pålæg om det. Pålæg får jeg til gengæld på min rugbrødsmad, men det skal du ikke tillægge større betydning. Det er der nemlig ingen belæg for.
Nå, det var et udsnit af ord med et særligt tilsnit. Slut med dette afsnit.

Hvad er der galt i at gå på stripbar?

2011-06-02T13:30:00.000+02:00

Svenskerne hyler af forargelse over, at deres konge har forsødet sin trivielle tilværelse med et eller flere besøg på en stripbar. Hvad er der galt i det?
De fleste mænd kan godt lide at se kønne unge piger, som smider tøjet. Mon ikke flere danske prinser og et par ministre også har besøgt sådan et etablissement? Det er da temmelig uskyldigt, men det har fået de såkaldte seriøse svenske medier helt op i det røde felt og kræve kongens afgang.
Det er der slet ingen grund til. Sagen viser netop, at han løser sin opgave på glimrende vis. Kongaehusets vigtigste funktion er at underholde befolkningen. De kongelige skal optræde med ligegyldige historier i så mange medier som muligt, og her er Carl Gustav eminent.
I Danmark er der for tiden en diskussion om mediestøtten. Spørgsmålet er, om apanagen til kongehuset også skal inddrages i den debat. Hvad vil medierne helst undvære - milliardstøtten fra staten eller de mange letbenede, populære historier om de kongelige?

Weekendens arbejdsbi

2011-05-29T21:00:00.000+02:00

Gå til en travl mand, hvis du vil have noget lavet i en fart.
Sådan siger min kollega Annie. I Tankegang bruger vi det som en forklaring på, at vi bliver mere effektive, jo flere opgaver, vi har. Når de hober sig op, ser det ud som om, det er umuligt at nå dem. Men når vi er igennem bunken, kan vi se tilbage på en travl og sjov tid.
Det kan være mere stressende at have for lidt at lave. Og så kan de færre opgaver tage længere tid, drille mere og medføre flere fejl. Det er pudsigt.
Jeg har travlt for tiden - og så skal jeg da lige love for, at jeg får noget fra hånden. Også i weekenden.
Jeg har bagt rugbrød og knækbrød. Jeg har vasket gulve og slået to store græsplæner. Jeg har ordnet drivhus og brænde. Jeg har også arbejdet nogle timer og været til bryllup det meste af lørdagen. Og jeg har løbet en tur og gået med hunden.
Plus det løse.
Det er utroligt, hvad man kan nå, når man fokuserer på det.
Næste weekend er fire dage lang. Fortsætter jeg i samme tempo der, kan jeg nærmest nå at udrette mirakler.
Men det gør jeg ikke. Når jeg har fri i længere tid, laver jeg meget den første dag, mindre den anden og så går tempoet helt ned bagefter. Et par ugers sommerferie herhjemme ender med, at jeg nærmest ikke har tid til at brygge kaffe, fordi jeg lige skal slappe lidt af.
Det er for resten også rigtig dejligt.

Fætter-kusinefest for løbetosser

2011-05-25T21:00:00.000+02:00

Jeg påstår tit, at jeg løber for at løbe. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det udsagn, så det gør jeg selv.
Hvis det alene var for at løbe, var der ingen grund til at betale 600 kr. i startgebyr og ofre transport og ophold for at deltage i Copenhagen Marathon. Så kunne jeg bare have løbet mig en tur på 42,195 km hjemme på Flade Rævdalvej.
Der fik jeg mig!
Jeg var med i København forleden, og det var en dejlig oplevelse. Knap 12.000 deltagere og måske 10 gange så mange tilskuere gjorde det til en folkefest. Som ikke kunne blive til noget uden os løbetosser.
Sparta stod for et pletfrit arrangement. Der var styr på alting fra tilmelding til resultatformidling. Ruten var fin, der var ingen forhindringer, forplejningen var i orden, og hele logistikken fungerede.
Det er sjovt at løbe i det indre København. Jeg kender så nogenlunde byen, men der var nogen ting, der kom til at hænge lidt bedre sammen i mit indre københavnerkort. Det var en meget publikumsvenlig rute, hvor vi kom forbi de mest centrale steder flere gange. Vi mødte også dem, der løb hurtigere og langsommere flere gange og kunne studere dem og vurdere, om de var oven på eller i krise.
Maratonløb er andet end en præstation. Det er en fest for løbetosser. Nok er det en meget individuel sport, men det er altid sjovt at snakke med andre før, under og efter løbet. Om ruten, vejret, kriser undervejs og så om skader og dumheder.
Selv var jeg desværre leveringsdygtig i en dårlig historie. Jeg blev simpelthen skadet lige før de 37 kilometer, da jeg fik et ordentligt jag i baglåret. To forsøg på udstrækning hjalp ikke, så jeg udgik - indtil jeg kom i tanke om, at jeg alligevel skulle ud til Islands Brygge. Så hev jeg knæbindet op om låret og gav mig til at spadsere.
Selv om adskillige tilskuere opmuntrede mig til at løbe og sødt forklarede mig, at jeg godt kunne, så skulle jeg ikke nyde noget. Først 25 meter før målstregen bed jeg smerten i mig og løb i mål til ære for fotografen.
Lige efter løbet var jeg skuffet og træt af det. Det hjalp lidt, da jeg fik min tid, som lige netop sneg sig under fire timer. Og det er blevet meget bedre her bagefter. Jeg har jo gennemført løbet, og det var jo en god oplevelse 37/42 del af turen. Jeg var jo en del af fællesskabet før, under og efter.
Og jeg har lige som alle de andre en historie, som jeg elsker at underholde med. Og som man skal være løbetosse for at interessere sig for.

Højere straffe gavner politikere

2011-05-23T22:16:00.001+02:00

Så har folkepartiet igen fundet nogle områder, hvor det kan kræve højere straffe, og regeringen logrer som altid med halen.
Denne gang er det de heldigvis meget sjældne forbrydelser voldtægt og hjemmerøverier, der straffes hårdere. Jeg forsvarer ikke nogen som helst forbryder, men højere straffe skræmmer ingen væk. Det medvirker kun til at fylde fængslerne, så forholdene der bliver endnu mere fortvivlende.
Men det gavner folkepartiet, hvis vælgere elsker at høre om de ubarmhjertige straffe mod folk, der begår modbydellige forbrydelser.
Så er det da godt for noget.

Hysterisk mediedækning af pseudoflip

2011-05-20T09:48:00.000+02:00

Med jævne mellemrum er der spøgefugle, som planter falske historier i pressen og bagefter morer sig med at udstille mediernes manglende kritiske sans.
Det behøver Lars von Trier ikke. Han skal bare sige et eller andet usammenhængende vrøvl på et pressemøde - så rydder han forsider på det halve af Europas medier. Et døgn efter miseren i Cannes fyldte historien i aftes en tredjedel af tv-avisen.
Den er helt uden substans. Han har mumlet noget om, at han forstod Hitler, og så har han med et stort smil erklæret, at han var nazist.
Og?
Ja, så er han blevet smidt ud fra filmfestivalen med en begrundelse, jeg ikke kender, men nok vil have svært ved at forstå.
Netop inden for filmbranchen skulle der vel være vide grænser for ytringsfriheden. Netop inden for filmbranchen skulle der vel være højt til loftet. Netop inden for filmbranchen skulle man vel tolerere neurotiske kunstneres fejltrin.
Men det kan de så ikke.
Det er da langt værre, at en højreorienteret dansk avis med fuldt overlæg trykker nogle tegninger for at provokere muslimer end at von Trier roder sig ud i noget tågesnak på et pressemøde om en film.
Ja. Det var dumt, det han fik sagt. Men det dummeste er da den hysteriske mediedækning af sådan en gang pseudoflip.

Et lærestykke om forventninger

2011-05-17T22:04:00.000+02:00

Jeg er taget til Skive, hvor jeg i morgen formiddag holder et lille seminar om Den Gode Service for teknisk forvaltning. I min forberedelse kom jeg til at tænke på en historie, som på en meget fin måde forklarer det forunderlige ved forventninger.
For ca. 10 år siden lavede jeg servicedeklarationer for en teknisk forvaltning her i nærheden. Det var korte beskrivelser af den service, kommunen ydede på en række områder. For teknisk forvaltning var der i alt ca. 30 servicedeklarationer. Det handlede om vandkvalitet, affaldssortering og klipning af plæner på sportspladser.
Jeg stod for introduktionen hos medarbejderne, og Tankegang lavede design. Hver deklaration fyldte 1 side, og de var alle sammen bygget op efter samme opskrift.
Når medarbejderne havde udfyldt arkene, sendte de dem til mig. Så filede jeg sproget lidt til, og vi fik sat dem op og trykt.
Der kom bare ikke ret mange papirer. Det viste sig, at næsten alle medarbejdere var gået kold i den første rubrik, de skulle udfylde. Den hed: Politikerne lover.
Når jeg ringede og spurgte fik jeg en irriteret eller overbærende forklaring om, at de sandelig ikke kunne vide, hvad politikerne ville love. Jeg foreslog at skrive noget om det nuværende serviceniveau, men det ville ingen være med til. De mente, at servicen var alt for ringe, og at politikerne under ingen omstændigheder ville godkende det. Det var pinligt at udstille kommunens elendige service.
Så måtte chefen påtage sig opgaven. Han gned sig i hænderne og anførte et serviceniveau, der var mindst 10 % dårligere end det aktuelle. Medarbejderne var chokerede, men chefen insisterede og tog alle servicedeklarationerne under armen til et møde med teknisk udvalg.
Han blev nærmest klappet derfra. Politikerne var meget tilfredse med det høje serviceniveau. Nogen af dem bad om at få ekstra eksemplarer af servicedeklarationerne, så de kunne vise dem frem til møder i lokalsamfundet. Og det lå nærmest i luften, at den tekniske chef ville få svært ved at leve op til de fine løfter.
Historien viser, at god service ikke er en objektiv størrelse. Her mente medarbejderne, at den eksisterende service var elendig, mens politikerne mente, at en endnu ringere service var fremragende. Service er en oplevelse, og oplevelsens kvalitet hænger sammen med forventningerne.
Hvis du kan give kunden mere end forventet, er hun tilfreds. Hvis du ved, at din leveringstid er 5-7 dage, så lov kunden levering på højst 10 dage. Så bliver hun meget tilfreds, når varen kommer efter 6 dage. Havde du for at være flink lovet levering på 5 dage, ville hun blive skuffet.
Jeg forventer, at du synes det her er et elendigt indlæg, som du ikke kan bruge til en skid.

Slut med kontraktpolitik? Og blokpolitik?

2011-05-13T20:30:00.000+02:00

Den gode nyhed med efterlønsaftalen her til aften er, at den kan varsle et farvel til den kontraktpolitik og blokpolitik, som har hersket i den borgerlige regerings levetid.
Ingen har lovet at afskaffe efterlønnen. Konservative, Venstre og radikale har sagt, at de ønskede at afskaffe den og ville arbejde for det. Socialdemokraterne og SF har heller ikke lovet at bevare efterlønnen. De har sagt, at de ønsker det.
Den eneste, der må bide sig selv i tungen, er Pia Kjærsgaard. Hun har flere gange garanteret, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at forringe efterlønnen. Det lægger hun nu stemmer til.
Det vil være skønt, hvis vi kunne blive fri for alle de åndssvage løfter. De blokerer for en fornuftig politisk proces. Det er alt rigeligt, at partierne melder klart ud om deres visioner, holdninger og konkrete forslag. Så ved vi godt alle sammen, at der skal 90 mandater til et flertal på Christiansborg. Derfor kan ingen partier få gennemført hele sin politik.
Der til kommer, at virkeligheden kan ændre sig. En politiker kan fremsætte et løfte på et tidspunkt, hvor økonomien buldrer frem. Kommer der så en finanskrise i vejen, er løftet måske slet ikke relevant længere. Det er kun troværdigt, at partierne retter ind efter virkeligheden.
Forliget betyder også radikalt mudder i rød og blå blok, og det er såmænd ingen katastrofe. Den massive blokpolitik i de seneste 10 år har gang på gang kastet elendige løsninger af sig.
Den betonagtige blå blok må ikke blive afløst af en lige så fasttømret rød blok. Regeringen skal kæmpe for sine aftaler og skal løbende presses for at levere gode løsninger. Så snart, man tager noget for givet, slapper man af. Det gælder både den enkelte minister og hele kabinettet.
Og så er der underholdningsværdien. Det er da spændende, at vi først får et valg, hvor der er spænding om regeringsmagten og måske bagefter får en lidt højspændt situation, hvor der er tilsvarende dramatik om det politiske indhold.
Det er da langt bedre end i dag, hvor det eneste spændende er, hvilke bizarre krav, Dansk Folkeparti vil stille i forbindelse med forhandlingerne.

Vestager - Stjerne for en aften

2011-05-09T21:30:00.000+02:00

Ingen ved, hvad forhandlingerne om regeringens nedrivningsreform ender med. Det er lige så svært at forudse som nedrykningen fra Superligaen i fodbold.
I sidste uge fik de radikales leder Margrethe Vestager hele scenen, fordi hun gik målrettet efter en aftale med den regering, som hun er opsat på at vælte. Det var bestemt også spektakulært, selv om det er den gamle radikale glansrolle, Vestager spiller.
Men i virkelighedens verden er den sympatiske partileder kun stjerne for en aften. Det er ikke hende, der afgør, om der skal være forlig. Det er Pia Kjærsgaard.
De radikale afgør stort set bare, om de vil stemme for eller imod.
Forklaringen er den enkle, at Pia Kjærsgaard sidder med de afgørende mandater. Leverer hun dem, er forliget i hus. Leverer hun ikke, er det fuldstændig ligegyldigt med de radikale. Selv ikke med Saxo Banks parti er der flertal. Sådan har det været i 10 år, og sådan er det mindst indtil næste valg.
Pia Kjærsgaard bestemmer i realiteten også, om de radikale skal med i forliget eller smides ud af lokalet. Dansk Folkeparti kan bare leve op til sine gentagne vælgerløfter om at bevare efterlønnen - så bliver der ingen aftale med de radikale. Så kan Kjærsgaard og hendes to støttepartier lave nogle stramninger af udlændingelovene plus lidt flere besparelser på velfærden. Og så står folkepartiet endnu engang som vinder.
Dels får de deres politik igennem, og dels har de fået udstillet for befolkningen, at den røde blok overhovedet ikke er enig om den økonomiske politik. De radikale er mere blå end røde, når det gælder økonomi.
Pia Kjærsgaard kan også vælge at give så mange indrømmelser, at der bliver forlig med Vestager & co. Så er splittelsen mellem de radikale og S-SF meget håndgribelig og uhyre nyttig for de borgerlige partier i en valgkamp, hvor økonomi ser ud til at blive hovedemnet.
Så mens kameraerne er rettet mod den radikale leder, kan folkepartiet i ro og mag afgøre, om det vil vinde på knockout eller point. Jeg tør ikke gætte på udfaldet.

Dem der brænder, rykker

2011-05-07T13:36:00.000+02:00

I denne uge var det 50 år siden, filosoffen Maurice Merleau-Ponty døde. Det hørte jeg om i radioprogrammet Sproglaboratoriet. Foruden den entustiaske vært fortalte en kunstner og en forsker om den enestående filosof, som jeg aldrig havde hørt om før.
I programmet Harddisken byggede værten Henrik Føhns en synthesizer, han havde købt som samlesæt for 100 dollar i USA. Det kunne han ikke finde ud af, så han opsøgte en tingbyggerklib, hvor to dygtige mænd med stor begejstring samlede tingesten på tre timer. Alle tre var helt oppe at køre, da der kom noget gyselig lyd ud af spøgelset.
Selv om jeg hverken forstår mig på filosofi eller elektronisk musik, var det fantastisk at lytte til de to programmer. Det osede ud af deltagerne, at de selv syntes, de havde gang i noget stort.
Det smittede af på mig, som pludselig begyndte at interessere mig for loddeteknikker eller forbindelsen mellem sprog og filosofi.
I næste uge er det måske gylleseparering eller principperne for valutahandel, som for en stund kommer til at optage mig, hvis jeg læser, ser eller hører nogen, der bare brænder for at fortælle om de verdener.
Det er fedt, når nogen nørder med detaljer og simpelthen ser det som en nødvendighed at indvi verden i deres viden. Mine eksempler her er lidt sjove, men forleden så vi en film om en supernørdet amerikansk forsker, Kinsey. Han startede med at indsamle, registrere og studere 1 mio. eksemplarer af en bestemt hvepseart. Siden brugte han samme systematiske metode til at forske i amerikanernes seksualvaner. Det blev et meget kotroversielt og banebrydende arbejde, som var med til at ændre hele den vestlige verdens syn på seksualitet.
Verden har i den grad brug for entusiastiske nørder.

Obama vækkede mig i morges

2011-05-02T20:19:00.000+02:00

Præsident Obamas alvorlige røst vækkede mig i morges. I min clock-radio meddelte han mig, at amerikanske soldater havde slået Osama Bin-Laden ihjel.
Sikke en start på en ny uge.
Hvad tænkte jeg så i min søvndrukne tilstand? Jeg tænkte: Breaking News. Det er måske en erhvervsskade, men det første, der faldt mig ind var, at det her er en af årets største historier.
Mange andre har tænkt, at det var fedt, dejligt, skønt eller velfortjent, at USA nu endelig fik ram på bagmanden til terrorangrebene for knap 10 år siden.
I 10-radioavisen hørte jeg så, at folk i tusindvis strømmede til plænen foran Det Hvide Hus i Washington for at juble. Da var klokken 4 om natten lokal tid.
Det er fint, at folk er glade, men jeg tillader mig nu at være Stener Modsat på denne historiske dag. Jeg deltager ikke jubelen over mordet på terroristlederen.
Jeg går ikke ind for dødsstraf. Jeg synes ikke, det er rigtigt at straffe en nok så grufuld person ved at slå ham ihjel.
Jeg vil ikke ophøje det til en stor principiel sag, hvor USA skal for en international domstol. Obama & co. vil formentlig med en vis ret kunne hævde, at drabet på Osama Bin-Laden var en krigshandling. Og i krig slår man jo folk ihjel.
Sådan er det.
Men at juble over et menneskes død - det er langt over mine grænser. Det er uanstændigt, amoralsk og umenneskeligt. Synes jeg.
Det er måske en del af en krigslogik, men så er krigen efter min mening gået for vidt. Dem, der fører krig, hævder altid, at de gør det for fredens skyld. Hvis ikke de kan fastholde det fokus, skal de stoppe krigen. Når krigens vigtigste formål bliver at slå andre ihjel, og man så oven i købet fryder sig over fjendens tab - så er det fredelige formål forduftet.
For menneskeheden var det meget praktisk, at Hitler tog sit eget liv. Så var krigens vindere fri for at tage stilling til det moralske dilemma om hans videre skæbne. I Irak overlod amerikanerne Saddam Husseins skæbne til landet selv, som skyndte sig at dømme diktatoren til døden og henrette ham. Det var jeg også imod, men det var da praktisk for alle parter.
Det er også ganske bekvemt, at Bin-Laden nu er slået ihjel, så der ikke venter en lang og indviklet juridisk procedure.
Men principielt vil jeg fastholde, at det var forkert at dræbe ham, hvis det kunne undgås.
Vær glad for, at jeg ikke er præsident i USA. Det er jeg (glad for)

Drivhusejerens selvbedrag

2011-04-30T18:49:00.003+02:00

Så er drivhuset sat i gang. Det har taget tre weekender med småpuslerier i glashytten bag i haven. Først skulle den gøres ren, siden skulle ruderne kalkes, og i dag har jeg så sat de spæde planter i sækkene.
Det er ren hygge, og jeg går og gør mig vidtløftige forestillinger om sæsonens udbytte. Krydderurterne kom i deres egen plantesæk for et par uger siden, og de pibler frem. I år har jeg lovet mig selv at plante ruccola-salat to gange. Det gror helt fantastisk i drivhus.
Tomater, agurker og peberfrugter gror meget langsomt i starten, men når så tager fat, er det mirakuløst ustyrligt.
To tomatplanter i en sæk kan blive til et vildnis. Jeg nipper og nipper, og alligevel kan man altid finde et kæmpeskud, der skulle have været fjernet for længst.
Økonomien i foretagendet? Der er helt klart penge at tjene. Tag nu agurkerne. Jeg har købt to planter á 20 kr. plus en sæk til 8. Jeg bruger højst for 2 kr. gødning, så den samlede udgift er 50 kr. Jeg er ret sikker på, at vi får 100 agurker, så det er sølle 50 øre pr. stk.
Fed forretning, hvad? Njaa. Der er lige den detalje, at vi højst spiser 10 agurker. De kommer jo væltende i løbet af 4-5 uger, og vi går ikke sådan lige og gnasker agurker som mellemmåltid. Vi forærer dem væk i rå mængder, og der ender desværre også nogen i kompostbeholderen.
Jeg kan lave et tilsvarende regnestykke med tomaterne, mens peberfrugterne arter sig anderledes. Det ender med meget få vellykkede frugter på spisebordet, så det er en stensikker underskudsforretning.
Men det er dejligt at se tingene gro. Det er forunderligt at plukke sine egne tomater og agurker. Og det er skønt at bilde sig selv ind, at den lille amatørgartner sparer husholdningen for en masse penge.

Amerikansk investor-information

2011-04-27T11:55:00.000+02:00

Vi har aktier i Danisco, som det amerikanske selskab Dupont nu i månedsvis har forsøgt at købe. Dermed er vi også målgruppe for Duponts kommunikation. Det er bestemt interessant at være vidne til.
Jeg går ud fra, at Dupont er et meget stort og meget professionelt selskab. Derfor går jeg også ud fra, at deres kommunikationsindsats over for Daniscos aktionærer er nøje tilrettelagt.
På mig virker den amatøragtig, men det kan måske være forskellen på dansk og amerikansk kultur.
Grundlæggende føler jeg på ingen måde, at Dupont har forsøgt at overbevise mig om, at det var fornuftigt at sælge mine aktier. De er kommet med to argumenter:
1. At kursen er 25 % højere end dagen før, tilbuddet blev fremsat.
2. En enig bestyrelse i Danisco anbefaler aktionærerne at sælge til Dupont.
Dupont har derimod ikke fortalt om sig selv, om sine intentioner med at købe Danisco eller om danske arbejdspladser. De har svaret kortvarigt på det i pressen men i den kommunikation, de selv styrer, fylder disse vigtige spørgsmål intet.
Deres tilbud er blevet forlænget to gange, og indtil videre har kun 6 pct. af aktionærerne takket ja. Mange har udtalt i pressen, at prisen var for lav - ikke mindst efter, at Danisco offentliggjorde sit seneste kvartalsregnskab, der var bedre end ventet.
Det har Dupont ikke svaret på over for aktionærerne. Selskabet har på ingen måde hjulpet os med at tage stilling. De bombarderer os blot med breve, annoncer og senest et postkort, som fortæller, hvordan vi rent praktisk skal gøre, hvis vi vil sælge.
Og så sker det i et knudret sprog. Det virker som en oversættelse af en amerikansk tekst. Dupont burde have sat nogen til at skrive teksten om på dansk. Så ville den flyde bedre og være mere vedkommende for mig.
Postkortet bærer overskriften "Vigtig påmindelse til Danisco aktionærer". Det kom mindre end en uge efter det seneste brev og den seneste annoncekampagne. Vi er godt nok danskere, men vi er ikke så dumme, at vi ikke har opdaget Duponts tilbud. Vi har ikke brug for en påmindelse - men for argumenter.
Jeg håber, at Dupont er bedre til at lave ingredienser og kemikalier end til at kommunikere med danskere.

Journalistens skuffende enkle motiv

2011-04-25T13:13:00.001+02:00

Vores lokale avis, Nordjyske, har i vinterens løb kørt en fremragende artikelserie om lokale konkursryttere. Ved at behandle data fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har de fundet en række nordjyske erhvervsfolk, som er gået konkurs med det ene selskab efter det andet, har efterladt skuffede kreditorer og har videreført samme aktivitet i et nyt selskab.
En af dem er bladmanden Anders Bruun fra Aalborg, der gennem en årrække har udgivet en række magasiner. Det er sket gennem selskaber, som hver gang er endt med at gå konkurs. 18 konkurser og en samlet gæld på 25 mio. kr. har han ifølge Nordjyskes afdækning lagt bag sig.
I februar erklærede Anders Bruun over for Nordjyske, at han ikke længere ville have noget med bladene at gøre, og i går kunne Nordjyse så afsløre, at Bruun fortsat er involveret. Han har købt debitorregistret af konkursboet og bladene drives fra en ejendom, han ejer. Anders Bruun har efter det oplyste med salget at gøre, men han står ikke i bladenes kolofoner, og han er heller ikke direktør i det nye selskab DNA 1.
Den post indtager journalist Jeppe Søe fra 1. maj, og han har i dag krævet en berigtigelse og et dementi af Nordjyske. Får han ikke det, vil han føre en erstatningssag. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk.
Anders Bruun vil ikke udtale sig. Han mener, at Nordjyske fører hetz mod ham, fordi han er en konkurrent til avisen. Samme argument bruger Jeppe Søe.
Uden at have nogen som helst forbindelse til Nordjyske kan jeg garantere, at det argument overhovedet ikke holder. Det er en total misforståelse at tro, at en redaktion på en uafhængig avis skriver artikler, der skal tjene bestemte forretningsmæssige formål for den virksomhed, de er ansat i. Det kan lyde mærkeligt for ikke-journalister, men sådan er det altså. Det ligger dybt i enhver journalist, og det er en helt afgørende forudsætning for avisens troværdighed. Nordjyske skriver også kritisk om AaB, selv om mediekoncernen helt fornuftsstridigt er medejer af sportsselskabet. Jeg kan love for, at hverken bestyrelse eller direktion forsøger at påvirke sportsredaktionens dækning af AaB for at pleje Nordjyskes investering.
Jeg hører tit folk i kommunerne fortælle, at den lokale avis bekæmper kommunen af politiske grunde. Det kan være en såkaldt Venstreavis, som er sur over, at kommunen har fået socialdemokratisk flertal. Men det kan også være en Venstre-kommune, hvor ledende medarbejdere er overbeviste om, at røde journalister med overlæg bekæmper borgmesteren og resten af kommunen.
Det er også rent sludder. En lokalavis er uafhængig i sin dækning. Den forfølger ikke noget politisk formål. Dens mål er at fastholde abonnenterne, intet andet. Den tid, hvor de lokale aviser var talerør for politiske partier er for længst forbi. Det var den stort set allerede i min barndom.
Journalistens motiv er at lave en god historie - interessant, spændende, sjov eller overraskende. Journalistens overordnede, redaktøren, har det motiv at sælge aviser. Og her kommer i øvrigt en anden kendt misforståelse. Vi hører så tit om sensationsjournalistik og får at vide, at aviserne sætter nogle vanvittige overskrifter på for at lokke flere til at købe deres produkt.
Det holder i et begrænset omfang for B.T. og Ekstra Bladet. Men alle andre lever af deres abonnenter, og dem lokkker man ikke til med en saftig overskrift. Tværtimod. Dem fastholder man ved at skrive noget interessant, spændende, sjovt eller overraskende hver dag.
Jamen, jamen, siger du måske. Og så disker du op med eksempler på fejlagtige artikler eller overskrifter, som har skadet en virksomhed, en kommune eller en politisk sag.
Mit svar er, at det er hastværk eller en anden form for dårligt håndværk. Det forekommer. Det forekommer desværre hver dag. Men der ligger altså ikke en udspekuleret strategi bag. Desværre. Det er skuffende enkelt, og der er ingen stor sammensværgelse.

Pensionist redder sit gamle firma

2011-04-19T21:41:00.000+02:00

Jeg har en ven, der hedder Bent. Bent Engelbrecht.
Han har flere venner i den virkelige verden end du og jeg og vores familie har på Facebook. Bent er simpelthen et inspirerende menneske - vidende, nysgerrig, kærlig og tillidsfuld.
Defor er han også en dygtig konsulent. Folk føler sig trygge i Bents selskab.
For 32 år siden startede han konsulentfirmaet Ankerhus, som han var drivkraft for gennem adskillige år. For nogle år siden indledte Bent et generationsskifte, som gik helt efter bogen. En ny ledelse tog langsomt over, og Bent trappede lidt ned. Det gik fornuftigt, men Ankerhus fik et par svære år, da finanskrisen satte ind. Meget svære, viste det sig, for for et par uger siden sagde banken stop, og selskabet gik konkurs.
Bent var hovedaktionær, og jeg er ret sikker på, at han har lidt et stort tab på konkursen. Der til kommer smerten ved at sige farvel til sit livsværk.
Hvad gør man i sådan en situation? De fleste ville ærgre sig og komme videre, men Bent er altså en helt speciel person. Han kastede sig ind i en rekonstruktion, som faldt på plads i løbet af en uge. Nu har Bent købt navn og rettigheder af konkursboet og er startet forfra som direktør for Ankerhus. Han lejer nye lokaler, ansætter folk på nye vilkår og kontakter igen kunderne med tilbud om ledelsesrådgivning.
En iværksætter på 66 år, der er klar til at arbejde tidligt og sent for at få enderne til at nå sammen. Og en god ven, der hjælper så mange som muligt af de ansatte videre efter den pludselige konkurs.
Det er Bent. Bent Engelbrecht. Du kan godt forstå, hvorfor jeg er stolt af at være hans ven, ikke?

Løbetossens selvbedrag

2011-04-18T13:42:00.001+02:00

Da jeg havde gennemført New York Marathon erklærede jeg frejdigt, at det blev mit sidste maratonløb. Frem over vil jeg kun løbe for at løbe. Jeg vil ikke presse mig selv med risiko for at blive skadet.
Det sidste overholder jeg indtil videre uden problemer. Jeg har ikke været skadet siden, og jeg har holdt mig væk fra hård træning. Resultatet er, at benene nemt klarer tre ugentlige løbeture på i alt ca. 45 kilometer.
Men det der med maratonløbene ved jeg nu ikke rigtig. Hvis nu det viser sig, at jeg rent faktisk kan holde til det uden at blive skadet, såe...
Inden for den seneste måned har jeg løbet nogle ture, som afslørede en ret god form. En meget hård 15,50 km strøg jeg igennem på 4,27 minut pr. kilometer. Så kan jeg også løbe en halv maraton på 1,33 timer, som jeg gjorde i Skagen en måned før New York.
I går var det en 28 kilometers tur med en højdeforskel på over 150 meter. Gennemsnitstiden var 4,45. Så kan jeg løbe en maraton på 3,35 timer, og det er superduper.
Så - jeg kan da prøve at løbe 30 kilometer de næste par weekender. Hvis så vejret er nogenlunde køligt i København den 22. maj, kunne jeg måske prøve Copenhagen Marathon for første gang.
Den svære øvelse er lade være med at træne for meget de kommende uger. Nu når det går så godt.
Jeg løber stadig for at løbe, og det vigtigste for mig er stadig at kunne løbe tre gange om ugen uden at blive afbrudt af irriterende skader. Men hvis jeg både kan det og klare et maratonløb, så er der ingen grund til at være principrytter. Bare fordi, man i en højtidelig stund er kommet med en lidt svulstig udtalelse.

Min digitale strategi

2011-04-15T19:59:00.000+02:00

Har din virksomhed en digital strategi? Sådan lød spørgsmålet på et kursus i Kommunikationsforum, jeg var til for nylig. Vi kiggede alle sammen ned i gulvet, og spørgeren reddede os ved at afmontere spørgsmålet: Nej vel, I har jo heller ikke en telefonstrategi.
Tankegang har faktisk en digital strategi, men den nedskrevne version er et par år gammel og garanteret forældet. Men jeg vil mene, at vi bruger digitale medier bevidst, og at vi hurtigt kan formulere det til en strategi.
Har jeg så selv én? Altså en digital strategi for Stener? Næe.
Jeg skriver på bloggen et par gange om ugen om det, der lige optager mig. Det kunne gøres mere målrettet, så jeg henvendte mig direkte til bestemte målgrupper. Men det er jo svært at segmentere 25 mennesker. Nogen hopper fra, når jeg skriver om politik, andre når det er om løb. Det eneste sikre er, at platte indlæg om populære emner altid har mange læsere.
På Facebook følger jeg venner og kommenterer og liker deres indlæg, men jeg poster ikke andet ned links til min blog.
Til gengæld er jeg ret flittig på Twitter, men der er nærmest ingen linje i mine små indlæg. Det kan være en kommentar til dagens aktuelle emne. Det kan være lidt fra min hverdag, men det kan også være lynhurtig nyhedsformidling af Caroline Wozniackis resultater.
Hvad vil jeg så opnå med mine digitale aktiviteter? Der fik jeg mig. Det har jeg ikke lige tænkt over før nu, og det kniber mig at finde et svar.
Jeg vil gerne have respons. Det er skønt, når nogen svarer og kommenterer. Men det er vel ikke et mål?
Vil jeg gerne være berømt? Næe.
Vil jeg gerne markedsføre Tankegang? Ja, men det gør jeg ikke ret meget privat. Det gør jeg i firmaet. Men jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg også bliver forbundet med Tankegang på min blog og på Twitter.
Så mit mål er - at skrive - at bidrage til gode diskussioner - og at blive fortrolig med de nye medier. Det jeg skriver, er det jeg lige har i hovedet. Mavefornemmelsen driver værket.
Er det for sølle af en kommunikationsrådgiver? Det er jeg bedøvende ligeglad med. Det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal forfølge et abstrakt mål.
Jeg løber for at løbe. Jeg skriver for at skrive.
Jeg kan ikke lade være.

Løkkes lillebitte valgplan

2011-04-12T20:04:00.000+02:00

90ernes SR-regeringer udarbejdede langsigtede økonomiske planer - og holdt dem til punkt og prikke.
Den borgerlige regering overtog i 2001 den eksisterende plan og førte den videre i nogle få år. Så blev det instrument stille og roligt gemt af vejen.
Nu relancerer Venstre og konservative sig selv som økonomisk ansvarlige, og derfor skal de også have en langsigtet økonomisk plan.
I sin nytårstale lovede Lars Løkke at fremlægge sådan en karl, og jeg forstod det sådan, at den nærmest var på vej i trykken. Landet stod nemlig i en alvorlig økonomisk situation, så det gjaldt om at forhandle et forlig på plads hurtigst muligt.
Offentliggørelsen blev udskudt flere gange, og i dag kom planen så. Det store trylleord er fortsat afskaffelse af efterlønnen, men det nåede finansministeren lige at skyde ned i Politiken få timer før, hans chef holdt sit pressemøde.
Tilbage står en papirplan, som regeringen ikke selv tror på - et forhandlingsoplæg, som Dansk Folkeparti nu kan pille fra hinanden og reducere til en eller anden forårspakke tilsat nogle nye stramninger af udlændingeloven.
Alle regeringens medlemmer og talsmænd vil så lægge ansigterne i de allermest alvorlige folder og forklare, at de har udvist ansvarlighed. Og så vil de sige en hel masse om S-SF planens brandbeskatning og totale mangel på ansvarlighed.
Det vil de politiske kommentatorer så analysere og vende og dreje, og de vil vurdere, hvordan Løkke tager sig ud i forhold til Helle Thorning - Schmidt.
Den langsigtede økonomiske plan - ja, den skulle vi helst glemme. Det har jo aldrig været meningen, at den skulle gennemføres.
Lars Løkke og Co. skal ikke redde dansk økonomi. De skal redde deres taburetter.

Sådan firedobler du dit læsertal

2011-04-09T08:50:00.002+02:00

For en uge siden skrev jeg her på bloggen om Martin Thorborgs svovlende kommentar om gebyr for at starte aktieselskaber i Danmark.
Som altid lagde jeg et link ud på Twitter og Facebook, og der kom 20-25 ind for at læse kommentaren. Det var fint.
Jeg sendte også et link til Thorborg, og i går var han så sød at svare. Jeg modtog en lydfil fra ham, hvor han sagligt og stilfærdigt redegjorde for sine motiver. Det blev jeg glad for, så jeg lagde en meddelelse ud på Twitter om, at Thorborg havde sendt et dejligt svar.
Det gav en kæmpe effekt.
I løbet af dagen kom der mails ind om syv nye følgesvende på Twitter. Det sker aldrig for mig. Jeg får højst 1 ny om ugen. Jeg fik også en hilsen fra én, der havde fundet en stavefejl på min blog - tak for det. Så jeg var godt klar over, at der var noget i gære.
Her til morgen kiggede jeg på statistikken, og min blog havde 93 kiggere i går. Vi kan godt blive enige om, at det ikke er ret mange. Men for siden her er det helt uhørt kæmperekord. En gang, hvor jeg rigtig gav den gas, nåede jeg op på 40. Normalt vil et indlæg med en saftig overskrift give 25 besøgende. Men 93 - det har jeg aldrig været i nærheden af.
Nu sidder jeg så og funderer over årsagen til min forbløffende succes. Det er ikke fordi, jeg har skrevet om en kendt person - for det gav jo kun 25 besøg.
Det må være fordi, jeg har fået et svar fra den kendte person.
Ja, mon ikke, det er så ubarmhjertigt, at de besøgende kommer for at høre Thorborgs svar - ikke for at læse mine betragtninger? Det kan jeg godt have en mistanke om. I hvert fald kan jeg konstatere, at de mange besøg ikke har kastet 1 kommentar af sig på bloggen.
Så mit råd til dig, der gerne vil have mange læsere: Skriv noget provokerende om en kendt person og få vedkommende til at svare.
Jeg vil ikke følge opskriften. Jeg vil hellere skrive om noget, jeg brænder for og så lade mig nøje med 20 læsere.
20 gode læsere.

PS. Jeg ville gerne lægge Thorborgs lydfil op på bloggen, men jeg kan ikke finde ud af at vedhæfte filen.

Er du overhovedet integreret?

2011-04-05T08:02:00.000+02:00

Gå en tur i et af de belastede kvarterer i en af vores storbyer. Så møder du nogle unge rødder, der hænger ud og kigger skeptisk på dig. Det er ikke trygt, og du tænker straks, at de nok er kriminelle og at de burde arbejde i stedet.
De er på samfundets kant. Er de overhovedet en del af samfundet?
Det kommer an på hudfarven. Hvis de er hvide, er svaret ja. Ellers er de ikke. Så er de 2. generations indvandrere, og så har de en bande. De vil ikke integreres, siger vi.
Da jeg løb en tur i København forleden aften sad tre skumle mænd og røg hash på en bænk ved søerne. De var hvide, selv om huden ikke var helt ren. Jeg er sikker på, at de er flittige gæster i politiets døgnrapport. Hvis jeg boede i kvarteret, ville jeg låse min dør meget grundigt, for jeg er sikker på, at de tre fyre og nogle af deres kammerater kunne finde på at bryde ind. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Jeg har også før løbet gennem palækvarterer i Hellerup. Det er en helt anden verden. Her lever folk et isoleret liv uden forbindelse til vores andres hverdag. De har ansatte til at klare det praktiske arbejde og får tiden til at gå med teater-, museums- og cafébesøg. De læser fine bøger og tager på eksotiske rejser. Når huset skal renoveres, hyrer de billige udenlandske håndværkere, for de er sure over de tårnhøje danske skatter. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
I enhver by i Danmark sidder alt for mange ensomme og isolerede mennesker i små lejligheder. De har aldrig haft arbejde eller også har de mistet det, og er nu førtidspensionister. De har et kæmpe forbrug af medicin, en elendig økonomi og ingen omgangskreds. Lægen er deres vigtigste kontakt. De deltager ikke i samfundslivet, stemmer ikke ved valget og gør på overfladen ingenting for at bringe sig selv ud af deres håbløse situation. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Ikke så langt her fra bor en bondemand. Han og samleveren ejer vist 10 gårde, og jeg tror, al deres arbejdskraft er fra Østeuropa. Der ser herrens ud på gårdene, og vi ser jævnligt døde svin ligge udækket tæt på vejen. Bonden har haft flere sager om gylleudslip, og han har pløjet nogle fredede kæmpehøje ned. For mig ser det ud som om, han slet ikke tænker på sine omgivelser men kun på sin egen pengepung. Lever han op til danske værdier? Er han integreret i det danske samfund.Spørgsmålstegn.
Hvad med dig selv? Hvad med mig?

Martin Platborg

2011-04-01T09:31:00.000+02:00

Jeg er fan af Martin Thorborg, og som en rigtig ven kan jeg godt tillade mig at give ham et los i røven.
Forleden udgav den kendte it-mand et af sine hurtigt producerede videopodcasts, og det har fået enorm opmærksomhed. Stor medieomtale, rekordmange hits på YouTube og over 1000 kommentarer. De fleste klapper guruen på ryggen.
Budskabet var okay. Thorborg er rasende over, at det nu koster 2000 kr. at starte et aktieselskab. Det skal han være som stifter af en iværksætterportal.
Men Thorborg bruger de mest primitive og platte kommunikationskneb for at få opmærksomhed. Han opnår ikke de høje seertal på grund af den gode sag. Det er på grund af overskriften og hans frådende udfald mod danskernes trang til at blive underholdt.
Fuck Holger hedder indlægget.
Og en stor del af det handler om den 3-årige dreng, der forsvandt og blev fundet i Tranum Klitplantage. Thorborg bander og svovler over, at danskerne interesserer sig mere for lille Holger end for dem, der skal skaffe os smør på brødet. Undervejs kommer der også en række bandeord om vinderen af X-Factor.
Det er klassisk manipulation og fint udført. Men det er stadig manipulation.
Thorborg bruger Holger og X-Factor til at få opmærksomhed. Og så krydrer han med et overdrevent svulstigt sprog, som i sig selv giver opmærksomhed og får os til at sende linket videre. Hen imod slutningen står manden nærmest og skriger, og tilhørerne glemmer alt om iværksættere og aktieselskaber. Vi sidder bare og måber over en mand, der går bersærk. Og vi tænker: Sender han virkelig det her ud?
Hvis Thorborg virkelig synes, det er forkert, at vi interesserer os for meget for underholdning, så er det ikke troværdigt, at han selv bruger underholdningskneb for at få os til at lytte til ham.
Og jeg er ret sikker på, at historien mere kommer til at handle om Thorborg end om gebyret for at oprette et selskab.
Hvis du har oplevet den stortalende mand, vil du måske indvende, at det ikke er bevidst manipulation. Han er sådan og taler sådan, og når han rigtigt bliver ivrig, vælter grovhederne ud af munden. Det er en del af Thorborgs charme og personlighed.
Ja, det er korrekt. Men det er stadig plat, og når plathederne fylder mere end budskabet, er det bare underholdning.
Det ved Thorborg også godt.
Alligevel gør han det. Og slipper godt fra det. Det er da lidt sjovt.

http://www.thorborg.tv

Løbetosse med iPhone

2011-03-28T23:02:00.000+02:00

Noget af det skønneste ved at være løber er, at man oplever en masse nye steder. Når jeg overnatter udenbys, har jeg altid løbetøj med og meget ofte ender det med en tur på fremmede veje. Det er sjovt og spændende og føjer endnu en lille brik til billedet af det fantastisk varierede land, vi er så heldige at bo i.
Siden iPhonen kom ind i mit liv har jeg haft mulighed for at tilføre lidt tryghed til disse løbeture ud i det blå. Jeg farer ret tit vild, og så er det jo skønt at tage telefonen frem og slå op på kortet for at finde tilbage. Den geniale telefon ved jo hele tiden, hvor jeg befinder mig.
Men det er ikke kun en hjælp. Det fandt jeg ud af lørdag eftermiddag, da jeg løb fra Billund, ud i det blå med bestemte planer om at vende tilbage til Billund. Efter nogle kilometer fandt jeg et par skove, og så for jeg lynhurtigt vild. Jeg endte ude på en meget øde, lille vej. Jeg prøvede at dreje til højre, og da den vej blev til en grusvej, hev jeg iPhonen frem. Det viste sig, at jeg var nogle få kilometer fra hotellet. Jeg havde kun løbet 7,7 kilometer, så jeg planlagde med telefonens hjælp en længere tur hjem.
Det første lille stykke vej var godt nok noget langt, så jeg besluttede mig for at korte ruten en anelse af. De næste 3-4 små strækninger var også ret lange, og nu var jeg efterhånden ved at mange kilometer i benene. Forstadierne til krampe i venstre lægmuskel havde vist sig.
Jeg fandt en endnu kortere vej hjem, men den var altså uhyggeligt lang. Jo kortere vejene så ud på telefonen, jo længere var de i virkeligheden. Nu var jeg over 20 kilometer og endnu ikke fremme ved hovedvejen, hvor der i hvert fald var nogen kilometer hjem. Da jeg endelig nåede den store vej tog jeg en rutebeskrivelse til hotellet. Der var 5,3 kilometer igen, og jeg havde løbet 23. Lægmusklen havde givet ét spjæt, så jeg bed i det sure æble og bad Solle hente mig. Jeg løb hende naturligvis i møde i fin stil, men benene havde det ikke godt bagefter.
Hvis ikke jeg havde haft det vidunder af en iPhone, havde jeg ikke fundet på den tossede rute. Så var jeg løbet lidt frem og tilbage på behørig afstand af Billund og havde fået en mere overkommelig tur.
Her til aften kom jeg til København, og der slog jeg ruten op på computeren. Jeg startede ved hotellet nær hovedbanen, løb ud langs alle søerne til Fælledparken - en tur rundt derude på må og få - og så tilbage langs søerne på den modsatte side. 11 kilometer skøn tur med vand og grønt midt i byen, med masser af andre løbere og ingen problemer med at finde vej.
Hvor svært kan det være?